Marie Spiers

Allerede som halvstor pige drømte Marie Spiers om at blive skuespillerinde. Hun var inspireret af de teaterselskaber, der jævnligt gæstede hendes fødeby Bogense, fortæller hun i sine erindringer Teaterminder, 1923. Men forældrene, der delte en udbredt folkelig skepsis over for skuespilleriet som erhverv, forlangte, at hun fik en solid uddannelse som dameskrædder, inden hun forsøgte sig på de skrå brædder.

Marie Spiers debuterede i 1866 som 18-årig i Molaus selskab, hvor hun fremstillede folkekomediens ungpigeroller. Her optrådte hun sammen med sin kommende ægtefælle Camillo S. I skrøbelige vogne og åbne både mellem Jylland og øerne rejste de herefter landet tyndt med forskellige selskaber. Man medbragte nødtørftige dekorationer og kostumer til et broget repertoire domineret af folkekomedier, vaudeviller og dramatiserede folkeromaner. Skuespillerne var engageret for en sæson ad gangen, men ingen direktør kunne give garantier. Ofte opløstes turnéerne i utide, og skuespillerne måtte fx give deres tøj i pant for betaling i logierne. Efter at Marie Spiers og Camillo S. i 1870 var blevet gift, turnerede de nygifte i sæsonen 1870-71 med den anerkendte skuespiller Frederik Cettis selskab i Norge. Her lærte Marie Spiers under Cettis kyndige vejledning at arbejde seriøst med sin rolle og fik anmelderros for sin fremstilling af Laura i C. Hostrups Eventyr paa Fodreisen, af tatersken i Henrik Ibsens Brand og af Helvig i Henrik Hertz’ Svend Dyrings Hus. Da Camillo S. i 1873 blev blind, søgte og opnåede han bevilling til et rejsende teater i provinsen, og med årene skabte han et respekteret selskab. I praksis blev det Marie Spiers, der drev det. Hun engagerede skuespillere om foråret i København, skaffede repertoire, lagde turnéplaner og udførte krævende kvinderoller, samtidig med at hun om natten skridt for skridt gennemgik arrangementerne på spillestederne med sin blinde mand. Rejselivets største pris, forstår man af hendes erindringer, var dog, at hun måtte sætte sine børn i pleje allerede som nyfødte.

Efter Camillo S.s død i 1889 fik Marie Spiers overført bevillingen i sit navn. Hun rejste endnu nogle år som direktrice med et trofast ensemble og et repertoire, hvor det moderne drama stod stærkt. Med sin ukunstlede følelsesrealisme borgede hun fortsat for de centrale kvinderoller som Valborg i Bjørnstjerne Bjørnsons En Fallit og Fru Worm i A. Kiellands Paa Hjemvejen. Hun opnåede et renomme i provinspressen som provinsselskabernes bedste skuespillerinde og fik det ærefulde tilnavn Landevejens Eleonora Duse, efter den italienske skuespillerinde, fordi hun kunne præstere “ægte” tårer på scenen. 1896-97 blev hendes sidste sæson som rejsende skuespillerinde. I 1900 giftede hun sig igen og blev nu fastboende i provinsen sammen med ægtefællen Thorvald Petersen. Hun fortsatte dog indtil 1910 med spredte oplæsningsturnéer.