Marie Rée

Marie Rée havde livet igennem tilknytning til bladverdenen. Hun var født på Langeland, men voksede op i Odense, hvor hendes fader var redaktør og udgiver af Fyens Stiftstidende. Som knap 17-årig giftede hun sig med den 22 år ældre Bernhard R., faderens ven, som var ivrig Venstrepolitiker og redaktør af Aalborg Stiftstidende. Han var enkemand med tre døtre fra første ægteskab. Parret fik et fælles barn, sønnen Theodor, i 1860. Otte år efter blev Marie Rée enke i en alder af 33. Hendes mand var i 1867 blevet umyndiggjort på grund af sindssyge, og året efter døde han på sindssygeanstalten i Århus. I forvejen havde hun mistet sin fader, der døde allerede 1854.

Marie Rée arvede privilegiet til at udgive Aalborg Stiftstidende, som hun delte med en anden udgiverenke, Jensine Borch. Privilegiet indebar bl.a. en vigtig indtægt fra offentlige bekendtgørelser og annoncer. Den daglige redaktion overlod de til redaktør Emil Carlsen. Marie Rée var stærkt interesseret i avisens drift, og hun viste sig hurtigt at være god til at disponere. Ved Borchs død i 1872 købte hun arvingerne ud og stod derefter som eneejer og -udgiver af dagbladet. I starten var det dog ikke helt klart, hvad hun ville med avisen. I 1875 overvejede hun at sælge den, og senere samme år omdannede hun den til et aktieselskab med sig selv som udgiver. Hun ombestemte sig imidlertid næsten med det samme og købte de solgte aktier tilbage. De næste år søgte hun at sikre udgiverprivilegiet for sønnen, når han blev myndig eller tidligere, hvis hun døde. Hun fik afslag, og det stod herefter klart, at hun hæftede personligt for privilegiet.

De tidligere enker efter Aalborg Stiftstidendes udgivere havde ikke blandet sig i avisens drift. Det gjorde Marie Rée. Det blev især nødvendigt i provisorietiden, da Marie Rée ønskede at bevare avisen som et Venstreblad under J.B.S. Estrups Højreregimente. Hun havde samlet en kreds af Venstres mænd, den såkaldte Bojsenske gruppe, som hun modtog med stor gæstfrihed i sit hjem, ligesom de efter sigende spurgte hende til råds i politiske spørgsmål. Trods tilknytningen til den mere moderate del af Venstre vakte avisens indhold alligevel utilfredshed hos regeringen. De øvrige stiftstidender førte en regeringsvenlig linie, kun Aalborg Stiftstidende var kritisk. I 1883 blev Marie Rée tvunget til at afskedige redaktøren under trussel om at miste privilegiet. Det skete efter flere advarsler og indskærpning af, hvad man forventede af en loyal opposition, og hun forsøgte derfor at få regeringen til at definere, hvor hun havde overskredet grænserne. Da redaktør J. Simonsen, der blev godkendt som afløser, blot viste sig mere radikal end sin forgænger, måtte også han træde tilbage.

1884 blev Marie Rée tvunget ud i en retssag, efter at avisen havde bragt udtalelser om, at der blev foretaget politisk censur mod militære personer. Hun tabte sagen, men vandt til gengæld i en retssag mod Jyllands-Posten, som påstod, at Aalborg Stiftstidende bedrev regeringsfjendtlig virksomhed. Begge sager blev anket og kom til at præge hendes liv de kommende år. I 1886 blev endnu en redaktør tvunget bort efter kritik af regeringen, og hun fik kun få dage til at finde en ny moderat redaktør. Herefter var avisen nødt til at føre en forsigtig linie, til gengæld opstod et konkurrerende Venstreblad i byen, Aalborg Amtstidende, i 1889. Marie Rée søgte ikke siden at skille sig af med avisen. Pragmatiske overvejelser kan have spillet ind, for så vidt dagbladet var et afgørende økonomisk grundlag for hendes betydelige sociale position. Men især konflikterne med regeringen synes at have været udslagsgivende for hendes holdningsændring, og de førte sager placerede hende meget centralt i virksomheden. Det skyldtes også hendes indflydelse, at bladet fra slutningen af 1880’erne slog til lyd for kvinders stemmeret og bragte stof om kvindesagsspørgsmål i øvrigt.

Sønnen Theodors død som 24-årig mærkede Marie Rée hårdt, og hun bar siden sorg. Han døde kort efter sin eksamen som cand.polit., netop som han skulle til at overtage den administrative drift af Aalborg Stifstidende. Moder og søn havde været stærkt knyttet til hinanden, og hun havde haft store forhåbninger til ham som den fremtidige udgiver. Siden hjalp hun andre unge mennesker med støtte til uddannelse, og i 1890’erne fik hun en plejesøn Carl Bratli, der siden blev en stor kapacitet som sprogvidenskabelig og historisk forfatter. Marie Rée blev mindre interesseret i politik, efterhånden som spliden i Venstre blev større. Hun var også i 1890’erne på stadig jagt efter redaktører og nåede få uger før sin pludselige død at engagere L. Schiøttz-Christensen, der kom til at præge bladet i et halvt århundrede.

I sit omfattende testamente sikrede Marie Rée Aalborg Stiftstidendes fortsatte eksistens ved at båndlægge kapital i ti år til avisens drift, ligesom hun søgte at sikre sig, at bladet fortsat skulle ledes i en frisindet og demokratisk ånd. Sine slægtninge, plejesønnen og avisens medarbejdere understøttede hun ved at indstifte en række legater, og sin villa gav hun til oprettelsen af et drengehjem, der skulle bære hendes søns navn. Marie Rée voksede med den opgave, som hun havde arvet som ung enke. Gennemgående i samtidens vurdering af hende var, at hun havde en særdeles veludviklet forståelse for offentlige og politiske forhold, en forståelse, der var sjælden i sig selv, og som man især fandt bemærkelsesværdig hos en kvinde.