Marie Mikkelsen

Marie Mikkelsen var litterær fødselshjælper for de færøske forfattere i første tredjedel af 1900-tallet og boede det meste af sit liv i København Hun var fiskerdatter, men mistede tidligt sin fader. Moderen havde skabt sig et navn, bl.a. ved at skrive artikler til kulturtidsskriftet Varðin. Marie Mikkelsen voksede op i Tórshavn i den periode, da den nationale bevægelse satte gang i et kulturelt skred, der frem for alt betød en sproglig bevidstgørelse, som endnu ikke er afsluttet.

1895 rejste Marie Mikkelsen til Danmark for at gå på højskole. Hun tog derefter almindelig forberedelseseksamen og arbejdede ca. 20 år i Høsts Boghandel i Bredgade, før hun søgte stillingen som registrator i Landsarkivet for Sjælland. Man ønskede et “Menneske, som er ordentlig, skriver en pæn og let læselig Haand (...) ikke har for store Aspirationer, saa at han ikke bliver ked af, at Stillingen er ringe og ikke fører til noget”. Marie Mikkelsen blev indstillet som nummer et af fire egnede ansøgere, og hun var registrator i 23 år fra 1924. Hun var en meget afholdt medarbejder og trofast deltager i Arkivforeningens sammenkomster, hvor hun med glæde drak sin snaps og røg sin cigar. Hun fik ofte besøg af unge færinger, som kom og bad hende om hjælp, og hendes medarbejdere havde indtryk af, at hun aldrig kunne sige nej. Da hun blev pensioneret i juni 1947 flyttede hun tilbage til Tórshavn, hvor hun boede i sit barndomshjem Dalólastova (Ole fra Dalens hus) til sin død i 1956.

Det færøske skriftsprog blev konstrueret i 1846 af V.U. Hammershaimb, men kom først i brug i slutningen af århundredet, efter at færingeforeningerne i København og på Færøerne var blevet stiftet med sproget og dets udbredelse som hovedformål. Men færøsk blev ikke skolefag før langt inde i 1900-tallet, og i Marie Mikkelsens barndom forbød skoleloven endda, at der blev talt færøsk inden for skolens mure. Hun var så heldig at have en lærer i skolen, som ikke lod sig kue sprogligt, men både talte færøsk med skolebørnene og underviste i det. Som en af de få, der beherskede det færøske skriftsprog til fulde, varetog Marie Mikkelsen centrale opgaver i forbindelse med nationalt vigtige bogudgivelser. Således læste hun korrektur på de fleste færøske bøger, der blev udgivet i de første årtier af 1900-tallet, samtidig med at hun redigerede, skaffede klichéer, sendte bøger og afskrifter af arkivalier og håndskrifter til forfattere og forskere på Færøerne. Hun var nær ven og kritiker af den første store færøske digter J.H.O. Djurhuus og medlem af bestyrelsen i det kbh.ske Føroyingafelag 1911-19. På denne tid dominerede kvinderne foreningens ledelse, og i 1915 erklærede formanden i en tale, at det var dem, der havde lært foreningens medlemmer at betale kontingent.

Marie Mikkelsen var færingernes faste holdepunkt i København og besørgede mange sociale ærinder for dem. Hun tog fx imod unge studerende og skaffede logi til dem. Hun besøgte desuden færinger, der lå på sygehus, og sørgede for, at de kom hjem i god behold eller blev begravet på sømmelig vis i Danmark. Den nationale leder og politiker Jóannes Patursson karakteriserede hende som Færøernes konsul. Af hendes brevsamling fremgår det, at hun foruden at opretholde forbindelsen mellem forfattere og intellektuelle på Færøerne og det færøske miljø i København også korresponderede med kulturpersonligheder i det øvrige Europa og USA. Marie Mikkelsen var bogsamler og testamenterede sin bogsamling til Føroya Landsbókasavn (Færøernes Landsbibliotek), hvor også hendes omfattende korrespondance findes. Hendes ekslibris, som forfatteren William Heinesen har udformet, illustrerer hendes rolle som lysgiver, idet hendes navn står på mørk baggrund med galakser i to diametralt modsatte hjørner, og i-erne i hendes navn er tegnet som levende lys.

Marie Mikkelsens egen skriftlige produktion omfatter en fin novelle med impressionistiske træk Fyri fyrst (Til en begyndelse) fra 1945 og en række oversættelser af romantisk lyrik, bl.a. Die Harzreise af H. Heine, og fortællingen En Moder af H. C. Andersen. Hendes engagement i den færøske nationale bevægelse udmøntede sig i en munter fædrelandssang Tjaldursunga beyð hin lagna harða (Den hårde skæbne bød strandskadeungen at rejse hjemmefra), 1911, om, hvordan de unge rejser fra Færøerne for at uddanne sig og på den måde arbejder for det færøske sprogs genoprettelse. Hendes portrætartikler om færøske kulturpersonligheder som de to færingeforeningsmedlemmer Maria Hammershaimb og Anna Horsbøl, Djurhuus samt forfatteren og redaktøren Rasmus Effersøe kaster et interessant lys på Marie Mikkelsen selv. Hun var en institution. I kraft af sin dygtighed og hjælpsomhed indtog hun en stærk position i den færøske kulturelle offentlighed i første halvdel af dette århundrede.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk Kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Malan Simonsen: Bylgjurnar leika i trá, 1992. Malan Simonsen (red.): Fyri fyrst, 1992. Kvinnutíðindi 4/1956.