Marie Lassen

I 1908 blev Marie Lassen som enke efter bladudgiveren Vilhelm L. chef for Aalborg Amtstidende. Hun overtog dermed landsdelens betydeligste avis. Aalborg Amtstidende var blevet etableret 1889 af Herman Bing, som samme år hentede Vilhelm L. til avisen som redaktør. Sammen med ægtefællen flyttede Marie Lassen til Ålborg, hvor hjem og redaktionskontor blev en og samme sag på den nye avis, som Vilhelm L. 1896 blev eneejer af.

Marie Lassen havde truffet sin mand med det uanseelige udseende i Århus, hvor hun var vokset op i et aktivt Venstremiljø, og blev forelsket i ham på grund af hans journalistiske engagement, der særlig omfattede husmands- og bondebevægelsen. Med sin skarpe polemiske pen og sin djærve agitatoriske formuleringsevne formåede han i usædvanlig grad at ramme sine agrare læseres interesser. Marie Lassen anså den begavede ægtefælle for sin politiske og bladmæssige mentor, og hun var til stadighed i hans nærhed på redaktionskontoret, senere også i Rigsdagen, parat til at være hans fortrolige diskussionspartner. Marie Lassen var ikke direkte involveret i bladdriften, før hun blev enke. Ved ægtefællens død var avisen for længst banket op som den dominerende provinsavis og en central mediemæssig støttepille for Venstre. Efter politisk at have været på linie med Viggo Hørup, sluttede ægteparret op omkring J.C. Christensen, der 1895 var blevet Venstres egentlige leder. I 1905 blev ægtefællen udnævnt til finansminister, da J.C. Christensen dannede regering. Marie Lassen fulgte med mand og familie til hovedstaden og fik her et godt indblik i rigsdagspolitik.

Efter ægtefællens død besluttede Marie Lassen at videreføre avisen og blev dens myndige leder. “Bladet var mit, jeg var det faste, var der nogen Uenighed, maatte Medarbejderne være det vigende,” erklærede hun over for bladets stab. Den robuste Marie Lassen skrev sjældent selv i spalterne, men lagde linien ud fra sine nationale, sociale og ikke mindst kirkelige interesser. Hun førte fortrinsvis pennen i anledning af store begivenheder, såsom regeringsskifte, men holdt sig løbende orienteret gennem intensiv avislæsning og omgang med rigsdagspolitikere. Hun forblev tæt knyttet til J.C. Christensen, som erklærede, at han ingen politiske hemmeligheder havde for Marie Lassen. I 1908 synes hun at have støttet J.C. Christensen i sagen mod justitsminister P.A. Alberti, der førte til regeringens fald året efter.

Marie Lassen, der sagde nej til at holde foredrag, hævdede 1914, at hun ikke personligt holdt af offentlig fremtræden. “Jeg holder mest af, at mit Liv leves, saadan at jeg passer mit Blad, mit Hjem og mine Børn,” erklærede hun. I sine sidste leveår gik hun dog aktivt ind i politik og kom på tale som muligt ministeremne 1918 og 1920. Marie Lassens politiske manøvreren som en slags mangeårig korridorpolitiker havde ikke været lige velset i partiet. Hun var imidlertid trådt ind i en mere synlig form for politisk udfoldelse, da hun 1917 opstillede og blev valgt til Borgerrepræsentationen. Hendes indsats, der var et led i Det Konservative Folkepartis og Venstres fællesfront imod den socialdemokratisk-radikale fremmarch, blev dog kort. Efter eget ønske nedlagde hun sit kommunalpolitiske hverv 1919 med begrundelsen, at hun nu ønskede at gøre Ålborg til sit permanente hjem. Marie Lassen var ikke mindst på grund af det sønderjyske spørgsmål modstander af Det Radikale Venstre, der havde overtaget regeringsmagten efter J.C. Christensen. Ved det første folketingsvalg med kvindelig deltagelse 1918 opstillede hun som den radikale politiker P. Munchs modkandidat for Venstre i Rudkøbingkredsen, men blev ikke valgt. Ved valgene 1920 stillede hun op i Ålborgkredsene og kom nu i Landstinget.

Den nationalt sindede Marie Lassen ønskede en mere offensiv grænsepolitik fra dansk side, da en genforening med Sønderjylland for alvor blev aktuel med det tyske sammenbrud efter Første Verdenskrig og stormagternes fredskonference i Versailles, hvor Europas territoriale nyordning stod på dagsordenen. På dette punkt stemte hun overens med bl.a. Flensborgbevægelsen og dele af Venstre og de konservative, som drømte om en ny grænselinie, som indlemmede Mellemslesvig i Danmark. Genforeningen i 1920 tilgodeså derfor ikke hendes forventninger til løsningen af det sønderjyske spørgsmål. 1919-21 sad hun i Den Sønderjydske Fonds hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Hun var desuden medlem af bestyrelsen for den filantropiske Louiseforeningen fra dens stiftelse 1906 og frem til sin død.

At Marie Lassen med de få formelle politiske hverv var Venstres magtfulde mediedronning manifesteredes ved hendes død i 1921. Hun fik en storstilet begravelse, og i hendes egen avis blev læserne præsenteret for talrige mindeord. Marie Lassen synes at have været en af de mest indflydelsesrige kvinder i partiet i årtierne efter århundredskiftet. Hun modtog 1920 Fortjenstmedaljen i guld. Aalborg Amtstidende gik ind i 1971.