Marie Hiort-Lorenzen

Marie Hiort-Lorenzens fædrene slægt er uløseligt knyttet til kampen for danskheden i de sønderjyske landsdele. Hendes fader, der var søn af politikeren P. Hiort Lorenzen, var ved hendes fødsel herredsfoged i Satrup og Mårkjær herred med bopæl i Slesvig by, hvorfra han blev fordrevet ved krigsudbruddet i 1864. Samme år i maj døde Marie Hiort-Lorenzens moder. Familien var fra 1865 igen bosat i Sønderjylland, nu i Haderslev, og i 1868 giftede faderen sig med Marie Hiort-Lorenzens moster Betzy Magdalene Muus, og der kom nye små søskende til. Fra 1868 var faderen redaktør af bladet Dannevirke og dermed bannerfører for sprogstriden i landsdelen. Fra tysk side blev han konstant chikaneret, i 1875 sad han fængslet i adskillige måneder, og to år efter blev han omsider udvist. Marie Hiort-Lorenzens barndomsår har været præget af tragedie og turbulens, men også af utrættelig kamp for en sag.

Marie Hiort-Lorenzen fik sin uddannelse som sygeplejerske på Frederiks Hospital i perioden 1888-90. Efter endt elevtid arbejdede hun et år i Lausanne i Schweiz, senere i Paris, og begyndte derefter at virke som privatsygeplejerske i København Hun fik sin uddannelse i den periode, da de kbh.ske hospitaler var i færd med at udskifte de såkaldte stuekoner med udlært kvindeligt plejepersonale, men hvor betegnelsen sygeplejerske endnu var relativt ny og i særdeleshed ikke garant for en adækvat faglig oplæring. Dette medførte på den ene side, at ukvalificerede kvinder skadede standens omdømme, på den anden, at veluddannede sygeplejersker hverken blev aflønnet eller behandlet efter fortjeneste. Det sidste gjaldt ikke mindst ved de dengang mange plejeopgaver i private hjem. For at ændre disse forhold oprettede Marie Hiort-Lorenzen i samarbejde med sin kollega fra Frederiks Hospital Josie Jensen Sygeplejestationen af 1892. Deres forbillede var de engelske nursehomes. Stationens sygeplejersker boede sammen og havde til en vis grad fælles økonomi, så de gensidigt kunne støtte hinanden i eventuelle arbejdsløshedsperioder. De kunne også fagligt stimulere og hjælpe hinanden, hvilket der har været behov for i et fag i rivende udvikling, men uden mulighed for efteruddannelse af dets udøvere. Sygeplejestationen af 1892 begyndte med seks sygeplejersker, men allerede året efter var der 12 tilknyttet. Adskillige læger hilste initiativet velkomment og støttede sagen ved at anvise plejearbejde blandt deres patienter.

Marie Hiort-Lorenzen og Josie Jensen udførte her et pionerarbejde i den primære sundhedssektor. Som forstanderinder stod de inde for, at de udsendte sygeplejersker var kvalificerede, men stillede så til gengæld visse krav til arbejdsgiverne i forbindelse med arbejdstid og aflønning. Dansk Sygeplejeråd (DSR) tog efter stiftelsen i 1899 et tilsvarende arbejde op gennem oprettelse af sygeplejebureauer. Inspirationen var også her engelsk, men Sygeplejestationen af 1892 var det nære og indlysende forbillede, idet Josie Jensen i 1899 var blevet valgt til kasserer i DSRs anden bestyrelse, og som det eneste af bestyrelsens medlemmer af egen erfaring kendte behovet for en regulering af området. Sygeplejestationen af 1892 havde i en årrække til huse i Gothersgade 43 og blev blandt venner kendt under navnet Redeligheden. Helt stille er det ikke gået af, når de mange bofæller morede sig. Bortset fra året 1897, hvor Marie Hiort-Lorenzen arbejdede på lazaret i Athen og studerede sygepleje i London, fungerede hun i adskillige år sammen med Josie Jensen som forstander for Sygeplejestationen af 1892. Gennem sit arbejde blev hun opmærksom på, at de privat arbejdende sygeplejersker også i alderdommen var en socialt ud- sat gruppe. Hun henvendte sig da i 1895 til den senere professor Ernst Schmiegelow, der som hun havde stærke bånd til Sønderjylland, om hjælp til etablering af en alderdomsunderstøttelsesforening for sygeplejersker. Siden 1872 havde Sygeplejerindeforeningen ganske vist eksisteret med det formål at hjælpe sygeplejersker til at spare op til alderdommen, men foreningens medlemmer var udelukkende hospitalsansatte, og Marie Hiort-Lorenzen ønskede nu en forening, hvori alle sygeplejersker kunne optages. Schmiegelow påtog sig at arbejde for sagen, og allerede 1896 blev Foreningen til Alderdomsunderstøttelse for Sygeplejersker i Danmark en realitet. Marie Hiort-Lorenzen fik sæde i dens bestyrelse som repræsentant for privatsygeplejerskerne. Foreningen blev straks fra begyndelsen hilst velkommen af sygeplejestanden og fik stor tilslutning. Den blev, som i sin tid Sygeplejerindeforeningen, skabt med hjælp fra lægeside som udtryk for solidaritet mellem forskellige personalegrupper i sundhedssektoren. Men initiativet til endnu en pionerindsats var Marie Hiort-Lorenzens. Hun havde et altid vågent øje for socialt udsatte grupper og var gennem sin indsats med til at skabe bedre vilkår for sit fags udøvere.