Marie Helene Philipsen

Marie Helene Philipsen blev gift med Constantin P., som var uddannet fotograf. Han var i sin ungdom begyndt at afholde lysbilledforestillinger og vise film i hele Skandinavien. Filmene måtte skaffes i udlandet, og Marie Helene Philipsen tog med på rejserne for at hente dem. Denne praksis fik imidlertid en ende, da Marie Helene Philipsen fødte parrets første barn, og de fik den idé i stedet at leje et fast lokale, hvor de kunne fremvise deres film.

Allerede 1904 kunne parret åbne Danmarks første biograf, Kosmorama, i Citypassagen i Østergade. Det var det første forlystelsessted i landet, som udelukkende var baseret på fremvisning af film, og det var derfor et temmelig voveligt pionerforetagende, ægteparret havde kastet sig ud i. Kosmorama blev imidlertid en succes, og de oprettede i de følgende år ikke færre end 24 biografer hele landet over. Århus fik eksempelvis sin første biograf i 1905, som fik samme navn som sin forgænger i København I hovedstaden engagerede de sig løbende i nye projekter. I 1909 solgte de biografen i Citypassagen for at åbne en større på Vesterbrogade, Royalbiografen. Den havde de, indtil den nye hovedbanegård blev indviet i 1911. Så opkøbte de den gamle banegårdshal og indrettede her Palads Teatret i 1912. Med sine 3.000 pladser blev det Nordeuropas største biograf. I 1915 blev Constantin P. imidlertid syg og måtte afhænde Palads. Der gik dog ikke lang tid, før han var på benene igen, og de kunne kaste sig ud i nye projekter. I 1918 åbnedes således Kinopalæet på Gammel Kongevej.

Constantin P. døde i 1925, og Marie Helene Philipsen forsøgte nu på egen hånd at fortsætte deres foretagender. I 1924 havde de bygget Rialto Teatret i Smallegade, en fornem biograf som var tiltænkt det lidt mere kræsne publikum, men efter ægtemandens død måtte hun afstå bevillingen. Da Kosmorama blev åbnet, havde det blot krævet en politibevilling. I 1922 fik Danmark imidlertid sin første biograflov, der bl.a. fastslog, at bevillinger til biografdrift skulle uddeles af Justitsministeriet, og der var stor konkurrence om dem. Enker kunne ifølge loven overtage den afdøde ægtefælles bevilling efter indhentning af kommunalbestyrelsens erklæring, men trods mange års erfaring i branchen fik Marie Helene Philipsen i første omgang ikke bevillingen til den biograf, hun selv havde været med til at bygge. Det var dog hende, der blev direktør for biografen. Sønnen Preben, som var født i 1910 og senere blev en kendt mand i filmbranchen, blev ligeledes involveret i driften. Marie Helene Philipsen blev atter forbigået, da bevillingen blev ledig i 1934. Hun lagde herefter sin energi i at opbygge en filmudlejningsvirksomhed. Da biografbevillingen til Rialto 1939 skulle uddeles på ny, blev det endelig hendes tur til at modtage den. Betingelsen var, at hun afviklede udlejningsvirksomheden og moderniserede biografen. Det var en stor triumf endelig at få Rialto helt i egne hænder, men det ærgrede hende at skulle afhænde den udlejningsforretning, hun havde fået bygget op. Til trods for de vanskeligheder, hun havde med at manifestere sig i biografbranchen efter at være blevet enke, lykkedes det hende således til sidst som en af de første kvinder i Danmark at blive såvel direktør som bevillingsindehaver. Hun drev biografen til sin død.