Marie Hammer

Efter studentereksamen fra Rungsted Statsskole i 1926 påbegyndte hun et magisterstudium i zoologi, noget dengang usædvanligt for en kvinde.

En disputats fra 1930 af C.H. Bornebusch om et nyt forskningsfelt, jordbundens mikrofauna, inspirerede hende til studier heraf. De indledtes 1931 under en rejse med legatstøtte til Island, og herom har hun og tvillingesøsteren Aase Jørgensen (g. Køie) givet en levende skildring i bogen Island rundt, 1935.

For at udstrække sine undersøgelser til Grønland henvendte hun sig i 1933 til Knud Rasmussen og kom med til Østgrønland på hans syvende og sidste Thuleekspedition.

I 1932 fik Marie Hammer sin konferens, og i 1936 blev hun gift med den nybagte magisterkollega Ole H., der 1944 blev leder af Statens Biavlsforsøg.

I 1930’erne var faste forskerstillinger noget nær uopnåelige, så 1934-37 arbejdede hun midlertidigt på Statens Plantepatologiske Forsøg med bekæmpelse af kløversnudebiller og publicerede om disse og om kløversækmøllet. Derpå var hun til 1948 knyttet til Statens Vildtbiologiske Undersøgelser og skrev bl.a. om hus- og skovspurvens fødevalg.

1944 forelå Marie Hammers disputats Studies on the oribatids and collemboles of Greenland, om de kun 0,2-1 mm store mosmider og de lidt større springhaler, der er vingeløse insekter. Begge udvindes ved at anbringe mos, lav og lignende fra passende lokaliteter på finmasket net i opstillede tragte; ved udtørring søger dyrene nedefter og opfanges i tuber med alkohol.

Baseret på ca. 150.000 individer belyste hun de økologiske betingelser for mikrofaunaen og anså det for sandsynligt, at den påviste overensstemmelse med faunaen i Nordeuropa og Alperne kunne forklares ved den dengang forkætrede teori om kontinentaldrift, fremsat af tyskeren A. Wegener 20 år tidligere.

En yderligere bekræftelse fremgik af materiale vedrørende de to dyregrupper, indsamlet 1948-49 på Marie Hammers rejse i arktisk Canada, Alaska og Rocky Mountains. Fra da af blev alene mosmiderne hendes skæbne.

Med en enestående målbevidsthed og under talrige afsavn viede hun sit liv som forsker til at vurdere disse mikroskopiske og meget stationære dyrs udbredelse i lyset af kontinenternes drift, opsplitningen af et samlet fastland i en nordlig og sydlig halvdel, der siden sønderdeltes yderligere.

Forudsætningen for at løse opgaven har været strabadserende rejser til de hjørner af verden, hvor indsamling syntes mest lønsom, og hvor stedernes utilgængelighed var en hindring, der skulle overvindes. Ikke alene hører Marie Hammer til de mest berejste naturforskere, men i overensstemmelse med hendes natur og de begrænsede legat- og fondsmidler foregik rejserne altid på et lavbudget, enten alene eller med ægtefællen eller en af døtrene.

Efter et halvt års studier af mider i museerne i Washington og Harvard og en afstikker til Mexico sejlede Marie Hammer i 1954 med fragtskib til Argentina og foretog indsamlinger her og i Bolivias og Perus Andeskæde i indtil 5.500 m højde.

På en afsides eng i Argentinas højland gjorde hun en sensationel opdagelse, en mosmide her viste sig senere at være helt identisk med individer fra kolde kilder i bl.a. Lapland og Rold Skov. Forklaringen måtte være, at arten har overlevet uændret siden det samlede urkontinents dage for mere end 200 mio. år siden.

Efter modtagelse af Tagea Brandts Rejselegat i 1956 gik næste rejse 1957-58 ad livsfarlige bjergveje gennem Panama, Ecuador, Peru, Argentina og Chile helt til Ildlandet. Resultatet var opdagelse af 350 nye arter.

Fire år senere drog hun via Hawaii og Fiji til New Zealand og Ny Guinea. Intensiv indsamling påviste, at New Zealand har 18 arter fælles med det nu så fjerne Sydamerika, som i sin tid via Antarktis var landfast med New Zealand. I 1969-70 gik rejsen til lukkede dale i det uvejsomme Nordpakistan og videre over Indonesien til Tahiti, Tonga og Vestsamoa samt endelig i 1973-74 til Java og Bali.

Efter 1948 havde Marie Hammer ingen fast ansættelse, men måtte klare sig med fondsstøtte. Studiet af de enorme samlinger er foregået ved tålmodigt slid i hjemmet jævnsides med arbejdet som husmoder og moder for de fire børn.

I godt 40 afhandlinger, illustreret af hendes egne ca. 5.000 detailtegninger, beskrev Marie Hammer i alt henved 1.000 nye arter og 150 nye slægter.

Slutstenen blev sat 1979, da hun sammen med J.A. Wallwork udgav afhandlingen A Review of the World Distribution of oribatid mites in Relation to Continental Drift, der argumenterer for sammenhæng mellem de knap 700 kendte slægters udbredelse og fastlandenes bevægelser gennem de sidste 200 mio. år.

I bogen Forsker i fem verdensdele, 1981, har Marie Hammer medrivende fortalt om rejser, mosmider og mødet med mennesker; bogen tildeltes året efter Weekendavisens Litteraturpris. Hun og hendes ligeledes etnografi- og kunstkyndige ægtefælle hjembragte værdifulde ting fra rejserne, og i 1976 skænkede de Holstebro Museum en fornem samling peruviansk keramik.

Parret købte 1961 en faldefærdig bondegård nær Fredensborg og skabte her en stor, paradisisk have med sjældne træer og urter.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek, Zoologisk Mus.
• Opuscula Zoologica, 1985. Weekendavisen 7. august 1981. Illustreret Familie Journal 8/1979. Alt for damerne 26/1958.
• Levnedsberetning i Københavns Universitets festskrift, 1945.

• Statens Plantepatologiske Forsøg
• Statens Vildtbiologiske Undersøgelser

• Marie Hammer

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.