Marie Dinesen

Marie Dinesen var den tredjeældste i en søskendeflok på ni. Faderen var friskolelærer inden ægteskabet, siden drev han og hans hustru en gård i nærheden af Skælskør. Hjemmet var grundtvigiansk, og efter at have været ude at tjene hos forstanderen på Vejstrup Højskole, kom hun selv på højskole i Mellerup, hvor Jakob Knudsen var valgmenighedspræst og ofte holdt foredrag, og på Askov Højsko- le hos Ludvig Schrøder. En overgang førte hun hus for sin broder, men besluttede sig så for at tage til USA og slå sig igennem her. For at skaffe penge til rejsen og få sprogkundskaber ville hun dog først arbejde i England, hvor hun fik stilling som husbestyrerinde hos dronning Victorias huslæge og hans familie. Herefter rejste hun til Italien. Det land blev hendes skæbne, og hun kom aldrig videre. I Rom mødte hun en italiener, som hun blev gift med. De nåede at få i alt seks børn, inden han døde i 1917, men allerede efter at have fået de første to stod det klart for Marie Dinesen, at ægtefællen ikke ville forsørge hende. Hun rejste derfor tilbage til fødehjemmet og havde tænkt sig at lade børnene blive der i en periode, mens hun selv tjente penge i Californien. Hendes forældrene afviste imidlertid arrangementet, og Marie Dinesen og børnene rejste tilbage til Rom, hvor hun ernærede sig som plejemoder, inden hun fra omkring århundredskiftet og til sin død gjorde karriere som pensionats- og hotelværtinde. Hendes sidste residens blev Albergo Dinesen, Via Porta Pinciana 18, en adresse kendt af mange skandinaver.

Marie Dinesens vej ind i hotelbranchen skyldtes tilfældigheder. Hun fik en dag kontakt med par norske søstre på turistrejse, og de blev hendes første pensionærer. Snart modtog hun en del skandinaviske logerende, især kunstnere. Men starten var vanskelig, hun havde i begyndelsen kun plads til få beboere, og korruption og pengeafpresning hos myndigheder og rådgivere gjorde det vanskeligt at holde pensionatet oppe. Efter et slemt anfald af tyfus med længere hospitalsindlæggelse åbnede hun en ny pension, denne gang i Via Umbria nær banegården. Her fik hun også en del englændere som kunder. Hun søgte samtidig at fastholde de skandinaviske gæster, og på et råd fra en landsmand oprettede hun en filial i Napoli. I 1907 flyttede hun pensionen i Rom til Via delle Fiamme. Ejendommen havde elektrisk lys og var placereret i et fornemt kvarter, hvor hun holdt til i over 30 år. Da hun var indehaver af alle husets lejligheder, udskiftede hun ordet pensionat med hotel, også fordi en del gæster foretrak ophold uden kost. Hotellet omfattede 75 værelser, og der kunne let skaffes plads til 160 gæster. Personalet var på mere end 20 personer. Mange var danske piger med udlængsel, gerne gårdmandsdøtre, som Marie Dinesen anså som de bedst egnede. 1913 etablerede hun en ny filial, denne gang i Firenze, men inden hun nåede at åbne den, kom Første Verdenskrigs udbrud. Husvilde italienere blev indlogeret i hotellet, og først i 1920 kunne filialen åbne. Krigsårene blev i det hele taget meget vanskelige for Marie Dinesen. Efter revolutionen i Rusland fik hun efterhånden et par snese flygtninge herfra som pensionærer. De betalte ikke, men oprettede en natklub i nærheden, som Marie Dinesen til sidst modtog som kompensation. Hun havde den i tre år, men uden succes. I 1925 fulgte oprettelsen af en filial i Venedig.

Efter at Mussolini midt i 1930’erne havde overfaldet Abessinien, det senere Etiopien, udeblev de udenlandske turister en tid fra Rom, og driften måtte lægges an efter italienere, især kunstnere. Men efterhånden benyttede også fascistiske politikere og embedsmænd hendes hotel, og bevæbnede karabinierer stod uden for ejendommen og holdt vagt. I 1938 mødte Mussolini personligt op i Via delle Fiamme og forkyndte, at gaden skulle nedrives og give plads for en ny og bredere. Marie Dinesen måtte opsige personalet, og inventaret blev solgt på auktion. Hun var ruineret og følte sit livsværk lagt øde. Efter et års forløb fandt hun dog et tidligere kloster i Via Porta Pinciana tæt ved Borgheseparken og Piazza del Popolo og kunne ved danske venners økonomiske hjælp genoptage sin hoteldrift her. Med Anden Verdenskrigs udbrud kom forsyningsproblemer atter i forgrunden. Rationeringskort og sortbørs dominerede markedet for fødemidler, ligesom hyppige politirazziaer søgte at afsløre de nødvendige illegale depoter, der var skjult på hotellet. Da de tyske soldater rykkede ind i Rom, beslaglagde militærflyvere hendes hotel, og pensionærerne måtte siges op. Efter tyskernes fordrivelse rykkede amerikanske soldater ind en kort tid, hvorpå hotellet blev hjem for polske flygtninge fra overklassen, befriet fra russiske fangelejre. Da også polakkerne var rejst, omdannedes hotellet til “Fruedepot”, som Marie Dinesen sagde; de nye gæster var italienske kvinder, der havde giftet sig med amerikanske soldater og nu skulle have opholdssted inden skibsafgangen til USA.

Efter krigens afslutning blomstrede Albergo Dinesen op, og det blev nu englændere, amerikanere og skandinaver, der udgjorde flertallet af de besøgende. Med tiden overlod Marie Dinesen den praktiske ledelse til sønnen Rafaello. Fra midten af 1950’erne skrev hun flere erindringsbøger, den første med den rammende titel Værtinde i Rom, 1955. Marie Dinesen havde en markant og sammensat personlighed: på én gang et underholdende selskabsmenneske, et stykke af en boheme og en særdeles professionel forretningskvinde. Hun kunne være meget direkte, men i omgangen med sine gæster var hun altid yderst diskret, og især over for skandinaviske kunstnere var hun umådelig hjælpsom. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld og blev 1964 ridder af Dannebrogordenen.