Marie Christensen (konditor)

Marie Christensen var gårdmandsdatter fra Ikast. Hun mistede tidligt sine forældre og voksede op hos en faster på landet. 1890 blev hun udlært som en af de første kvindelige konditorer herhjemme. Omkring århundredskiftet kom hun til Århus, hvor hun boede resten af sit liv. Hun startede først en bagerforretning i Ny Munkegade. Det var tæt på teknisk skole, hvor hun straks fik en begejstret kundekreds blandt eleverne. Under Første Verdenskrig flyttede Marie Christensen forretningen til Borgporten, hvor der var mulighed for en betydelig udvidelse. Der kan være grund til at tro, at virksomheden gik overordentlig godt i krigsårene. I hvert fald var hun efter krigen i stand til at købe hjørneejendommen ved Kannikegade og Harald Skovbys Gade. Den statelige ejendom er et købmandshus fra 1880’erne, og hun lod 1921-22 arkitekt V. Puck junior forestå en ombygning af husets indre, som blev indrettet til bageri og konditori med servering på første sal. Inde i gården blev der lavet en udbygning til toiletter. Marie Christensens Konditori udviklede sig i mellemkrigsårene til et af landets største og mest anerkendte, efterhånden med et personale på op mod 60 mennesker. At hun var usædvanlig dygtig til at drive forretning, viser den kendsgerning, at hun allerede 1922-23 var blandt byens ti største skatteydere.

Marie Christensen var en afholdt chef for sit personale, men trods foretagsomheden også yderst beskeden og stilfærdig, og ikke mange kom hende rigtig nær. I branchen kendte man hende dog fra hendes mangeårige medlemskab af Dansk Provinskonditorforening, hvor hun blev medlem allerede i 1905, og hvis årsmøder hun trofast fulgte. Sine tætteste relationer havde hun til den gamle faster, der havde opdraget hende, og som tilbragte sine sidste år hos hende, samt til et par mangeårige medarbejdere i konditoriet. Til en af disse, Jenny Hansen, testamenterede hun virksomheden. Herudover betænktes ved hendes død hvert medlem af personalet samt en lang række velgørende institutioner. Begravelsen fra byens domkirke i den sidste mørke vinter under Anden Verdenskrig var en af de markante og blev et tilløbsstykke. Marie Christensens Konditori var en institution i byen, og mange ønskede at slutte sig til følget. Jenny Hansen førte konditoriet videre under det gamle navn indtil 1963, hvorefter det blev bortforpagtet.