Marie Bregendahl

Faktaboks

Marie Bregendahl
Født
6. november 1867, Fly sogn
Død
22. juli 1940, København
Arbejdsliv
Forfatter
Familie

Forældre: gårdejer Peder Sørensen (1829-1906) og Ane Kathrine Christensen (1845-79).

Gift 11. juli 1893 (b.v.) med forfatter Jeppe Aakjær, født 10. september 1866 i Åkær, Fly sogn, død 22. april 1930 på Jenle, Grinderslev sogn, s. af gårdejer Jens Peder Jensen og Cathrine Marie Jeppesen. Ægteskabet opløst 1900.

Børn: Svend (1894).

Navneforandring til Bregendahl 1923.

Marie Bregendahl
Marie Bregendahl brød igennem med romanen En Dødsnat (1912), der bygger på erindringen om hendes mors død. Karakteristisk for hendes romankunst er skildrer af rytmen og oplevelsesmåden i det gamle bondesamfund og den omstillinger i verdens- og menneskebilledet, som opkomsten af det nye, mekaniserede landbrug førte med sig. Marie Bregendahl fotograferet i 1902.
Marie Bregendahl
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Marie Bregendahl tog i 1923 navneforandring fra Marie Sørensen. Foto: K. Rasmussen, Istedgade, Kbh.

.

Marie Bregendahl er en af de mest særprægede folkelige realister i dansk litteratur. Hun blev født som den ældste af ni søskende i et solidt jysk bondehjem og voksede op ligesom andre bondepiger: med meget lidt skolegang og meget husligt arbejde. Da hun var 12 år, døde hendes moder i barselsseng, hvorefter det blev hendes ansvar at tage vare på husholdningen og de mindre søskende; et ansvar, hun selvfølgelig kun mangelfuldt kunne leve op til. Som helt ung forlovede hun sig med en velkonsolideret ung bonde, og alt tydede således på, at hun ville ende som madmoder på egen gård. Men sådan gik det ikke. For i perioden 1886-87 var hun på Vrigsted Højskole, først som medhjælper, så som elev, og samtidig traf hun den jævnaldrende bondesøn Jeppe Jensen, der senere blev til digteren Jeppe Aakjær. Højskoleopholdet, hvor hun mødte den grundtvigske og romantiske menneskeopfattelse, og især bekendtskabet med Aakjær ændrede hendes livsbane. Han var et ungt brushovede, der var dybt engageret i den moderne litteratur og tidens radikale idéer. Og Marie Bregendahl blev fascineret. Hun forelskede sig, brød sin forlovelse og fulgte med sin nye kærlighed til København Efter en tid som tjenestepige giftede hun sig i 1893 med Aakjær, og mens han læste til student, forsøgte hun at skabe sig en levevej ved for sin fædrenearv at oprette et spisested i Nørregade, Det Jyske Pensionat. De fik en søn i 1894, og Aakjær fik også sin studentereksamen. Men den usikre tilværelse tærede. Pensionatet gik ikke, og ægteskabet blev opløst i 1900. De næste mange år forsørgede Marie Bregendahl sig selv og sønnen, dels ved korrekturlæsning, dels ved at holde hus for en broder, der havde et mejeri på Nørrebro. I modsætning til Aakjær flyttede hun ikke tilbage til bondelandet, men boede resten af sit liv i København

Allerede i 1899 havde Marie Bregendahl fået trykt en lille fortælling Da Katten løb med Frikadellerne i Vagten, men rigtig gang i forfatterskabet kom der først, da hun havde fået sønnen vel i vej. I 1904 udgav hun dog en roman Hendrik i Bakken, der udmærker sig ved en fintmærkende psykologisk realisme. Romanen skildrer den sære og kantede bondetype, som uden at ville det kommer til at ødelægge glæden og livet omkring sig. Sit litterære gennembrud fik hun imidlertid først med romanen En Dødsnat, 1912, der tydeligvis bygger på erindringen om moderens død. Den lille roman er banebrydende, fordi den er skrevet ud fra børnenes synsvinkel, hvor dødsoplevelsen blander sig med de forbudte erotiske fantasier. I årene 1914-23 udkom en række mindre fortællinger, der senere blev udgivet samlet som Sødalsfolkene 1-2, 1935. Værket fremstår som en fri komposition af billeder, der alle beskriver skæbner og hændelser i det samme førindustrielle bondemiljø. Den begyndende gæring i samfundet er ikke direkte beskrevet, men indirekte ytrer den sig gennem de genkommende forlokkelsesforløb. Flere af de kvindelige personer bliver betaget af en fremmed, og i strid med traditionen og sædvanen bryder de op fra hjemstavnen og følger deres erotiske lyst. Men derved bliver de ikke alene fremmede i deres omverden, men også fremmede for sig selv, og skønt de prøver at vende tilbage, er det forgæves. De dør eller bliver sindssyge. Forlokkelsesmønsteret fortolker både det frigørende og det farlige ved den begyndende individualisering. Lysten bliver frigjort fra fællesskabets kontrol, men samtidig bliver den kanaliseret ind i parforholdet, hvor kvinden er totalt afhængig af manden. Og i Marie Bregendahls univers er manden et charmerende og selvcentreret barn, der nyder, så længe der er noget at nyde, og derefter forsvinder. Men den tragiske dimension er ikke enerådende i Sødalsfolkene. For jo voldsommere begivenhederne udvikler sig, des mere fragmentarisk belyses dramaet og des mere underbetones følelsen. Det dramatiske spejles nemlig altid gennem et filter; synsvinklen ligger hos et kollektivt “man” eller “folk”. Nok så meget som det tragiske forløb bliver det derfor de dønninger, som begivenhederne udløser i hverdagslivet, der står i forgrunden. Og på denne måde skyder der sig et fortællelag frem ved siden af det højstemte, et fortællelag, der sindigt og lunt beretter om de langsomme, men dybtgående bevidsthedsændringer i bondemiljøet.

Marie Bregendahl er en enestående skildrer af rytmen og oplevelsesmåden i det gamle bondesamfund. Men også brydningstiden og opkomsten af det nye, mekaniserede andelslandbrug med alt, hvad det medførte af omstillinger i verdens- og menneskebilledet, har hun skildret i den store historiske roman Holger Hauge og hans Hustru 1-2, 1934-35. Den er komponeret som et dobbeltstrenget forløb, hvor udviklingen på det landbrugsmæssige og på det ægteskabelige plan fremstår som to sider af samme sag. Derfor er romanen en dybtloddende skildring af et moderne kærlighedsægteskab, hvor det trods fællesskabet om bedriften ikke er ejendommen eller slægten, men parternes gensidige erotiske forbundethed, der er fundamentet. I modsætning til Sødalsfolkene indeholder Holger Hauge og hans Hustru også en bredere skildring af de politiske og økonomiske forhold i samfundet ved slutningen af 1800-tallet. Marie Bregendahl havde i den forbindelse samlet stof til romanen gennem flere udenlandsrejser. I 1901 og 1908 var hun i Norge, 1926 i Tyskland, England og Frankrig, og i 1927 fik hun Tagea Brandts Rejselegat og tog til Frankrig og Italien.

Ved siden af de større værker skrev Marie Bregendahl en række novellesamlinger, der i motiv og stof ligger meget tæt på Sødalsfolkene: I de lyse Nætter, 1920, I Haabets Skær, 1924, Thora, 1926, Med aabne Sind, 1926, Den blinde Rytter, 1927, Naar Jul er nær, 1927, Møllen og andre Fortællinger, 1936. Flere af disse noveller adskiller sig dog fra de større værker gennem en smerteligere tone og en direkte tematisering af omkostningerne ved opbruddet fra hjemstavnen. I Sødalsfolkene er moderniteten fortrinsvis til stede som en del af fortællemåden, mens den moderne storbys anonymisering af mennesket er den stoflige ramme i adskillige af novellerne. I 1937 udgav Marie Bregendahl sin eneste digtsamling Filtret Høst, og forfatterskabet blev afsluttet med romanfragmentet Birgitte Borg, der udkom posthumt i 1941. Birgitte Borg er en delvis selvbigrafisk udviklingsroman, hvis hovedperson deler træk med en af de barneskikkelser, der både optræder i Sødalsfolkene og i novellesamlingen Med aabne Sind. I modsætning til de tragiske kvindeskikkelser inkarnerer Birgitte-figuren, ligesom sin forfatter, en humor, der gør hende i stand til at rumme både den tragiske og den komiske side af skæbnens tilskikkelser.

Forfatterskabet er skrevet på en treklang af strømninger: det moderne gennembruds naturalisme, højskolens personlighedsvækkelse og den mundtlige tradition, som var levende i Marie Bregendahls barndomsmiljø. Hendes genre er fortællingen, hverken novelle, roman eller eventyr, men en hybridform, der forbinder mundtligt og skriftligt. Samlet er forfatterskabet et stilbevidst udtryk for de erfaringsskred, som fandt sted i slutningen af 1800-tallet. Marie Bregendahl var en af de få kvinder, der efterhånden kunne leve af sit forfatterskab. I 1918 kom hun på finansloven, og siden har hendes navn altid figureret i litteraturhistorierne, men først i de senere år er forfatterskabet blevet læst som et fuldgyldigt kunstnerisk udtryk for de mentale omstillinger, som moderniteten udløste.

Beskrivelser og portrætter af Marie Bregendahl

  • Mal. fra 1922 af Poul Corona. Tegn. fra 1927 af Gerda Ploug Sarp. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Bjarne Nielsen Brovst: Jeppe & Marie, 1988. Dansk litteraturhistorie, 1982-84. Inger-Lise Hjordt-Vetlesen: Forlokkelse og familie, 1981. P.M. Andersen: Marie Bregendahl, 1946.
  • Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig