Marianne Andersen

Marianne Andersen blev født som feteret enebarn i en kunstnerfamilie i København Faderen var den kendte arkitekt og maler Georg Jacobsen, moderen af sydfynsk præsteslægt. Sin opvækst havde Marianne Andersen dels i et kunstnermiljø i Paris 1926-35, hvor hun lærte sig fransk for livet, dels i Oslo 1935-40, hvor faderen var professor ved Kunstakademiet. 1944 tog hun studentereksamen fra Falkonergårdens Gymnasium og blev siden optaget på den nystartede fritidspædagoglinie på Frøbelseminariet. Her mødte hun sin senere ægtefælle, den ti år ældre Hjalmar A., der var i færd med at forberede sig til at blive udsendt som missionær. Den lavkirkelige omvendelseskristendom, som han stod for og havde lært at kende gennem Luthersk Missionsforening på Bornholm, kom til at påvirke hende stærkt. Efter afsluttet eksamen i 1947 blev de imod hendes forældres ønske viet og året efter antaget af den nystartede Dansk Ethiopier Mission til tjeneste i Etiopien. De blev dermed de første danske missionærer i landet.

Mod slutningen af 1949 ankom ægteparret efter en anstrengende rejse gennem Efterkrigstidens Europa via Middelhavet og Det røde Hav til Etiopiens hovedstad Addis Abeba. Selvom Etiopiens hersker, kejser Haile Selassie, havde givet tilladelse til dansk missionsvirksomhed i det sydøstlige Etiopien, måtte den unge familie, der 1950 blev forøget med datteren Alice, tilbringe to og et halvt år i hovedstaden for at tjene til dagen og vejen. Ni tons bagage, herunder materialer til opbygning af en missionsstation, var gået tabt under transporten, midlerne hjemmefra var små og forståelsen lille. Omsider lykkedes det at nå frem til bestemmelsesstedet Dodola, en garnisonsby 320 km sydøst for hovedstaden i det nordvestlige hjørne af provinsen Bale. Under primitive vilkår påbegyndtes skole- og kirkearbejde i lejede lokaler. Samtidig gik ægteparret i gang med at opbygge en missionsstation med klinik, skole- og kirkelokaler samt boliger i det naturskønne område ved floden Lincho. Under dramatiske omstændigheder kom datteren Gerd til verden ved en alt for tidlig fødsel 1952. Men arbejdet skred frem, og 1954 fandt indvielsen af den danske missionsstation sted under stor opmærksomhed. I missionens blad Ethiopien, hvortil Marianne Andersen var en flittig bidragyder, beskrev hun levende det hårde, men også spændende liv. Navnlig gjorde egnens arbejdsomme og stolte kvinder fra oromofolket et stærkt indtryk på hende. I 1955 vendte familien fysisk og psykisk nedslidt tilbage til Danmark. Efter årelang restitution slog de sig ned på Rågø, hvor Marianne Andersen virkede som lærer, siden i Herlev, hvor hun arbejdede i en børnehave, og sønnen Bøge kom til.

I 1976 var Marianne Andersen sammen med ægtefællen tilbage i Etiopien. Denne gang for at besøge datteren Alice Hogstad, der havde valgt at følge i sine forældres fodspor som missionær. Under besøget blev Marianne Andersen og hendes mand stærkt grebet af ønsket om atter at arbejde i Etiopien. Et gammelt løfte om at optage skole- og klinikarbejde blandt de overvejende muslimske oromobønder i bjergene syd for Dodola fik dem til at afhænde alt jordisk gods i Danmark. På forunderlig vis lykkedes det at opnå arbejdstilladelse i det borgerkrigshærgede land, og de blev ansat direkte under den etiopiske regering. Da krigen mod Somalia i 1977 nåede Dodola, befandt parret sig blandt oromobønderne højt oppe i bjergene og afskåret fra omverdenen. Mirakuløst lykkedes det at undvige en røverbande, men Marianne Andersen og hendes mand forblev så tæt på frontlinien som muligt, og i krigens tragiske kølvand blev de, bl.a. gennem Folkekirkens Nødhjælp, formidlere af et storstilet nødhjælpsarbejde til Bale-provinsen. Senere slog de sig ned ved Lincho og genoptog arbejdet, idet de for indsamlede midler og donationer oprettede en vifte af små skoler med etiopiske lærere i det store opland. Tillige påbegyndtes et opsigtsvækkende aktiveringsarbejde i tre store fængsler i Bale-provinsen, der opnåede det marxistiske militærstyres positive bevågenhed. I hele perioden berettede både Marianne Andersen og hendes ægtefælle i udførlige, månedlige rundskrivelser om begivenhederne til venner og donatorer i Danmark og Norden.

I 1984 vendte de atter hjem til Danmark. Efter et usædvanligt kort uddannelsesforløb på Diakonissestiftelsen blev Marianne Andersen 1985 indviet til diakonisse, og i tilknytning til Det Danske Missionsselskab helligede hun sig et arbejde blandt indvandrere på Vesterbro. I 1987 udgav hun sammen med sin mand Profiler fra Ethiopien og året efter Gå. I sine selvstændige udgivelser Skønheden fra Casablanca – og ni andre kvinder på min vej, 1988, og Fængselsmajoren, morderen og otte andre mænd på min vej, 1989, kom hendes umiskendelige fortælletalent og indlevende menneskeforståelse til sin fulde ret. Hun døde i 1989 som følge af en kræftsygdom, konstateret syv år tidligere, og dermed slukkedes et lysende menneskes liv i tjeneste for andre. Det arbejde, som Marianne Andersen og hendes ægtefælle grundlagde i Dodola og Bale, lever i dag videre som en integreret del af den i 1959 dannede etiopiske evangeliske kirke Mekane Yesus, der er i stærk vækst.