Maria Theresia Ahlefeldt

Maria Theresia Ahlefeldt voksede op på slottet Thurn und Taxis i Regensburg. Fyrstehuset havde et blomstrende musik- og teaterliv og beskæftigede foruden et hofkapel også skiftevis en fransk og en italiensk opera samt et tysk teater, der både opførte skuespil, balletter, pantomimer og syngespil. Maria Theresia Ahlefeldt og hendes søstre var kendte for deres klaverspil og musikalitet, og en symfoni i hofbiblioteket tyder på, at hun allerede i ungpigeårene var i gang med at komponere. I 1772 blev hun forlovet med prins Joseph af Fürstenberg, men forlovelsen blev brudt efter fire år, da hun havde en affære med prins Philip af Hohenlohe, som hun imod familiens vilje ønskede at gifte sig med. Senere trodsede hun familiens protester, da hun giftede sig med en mand under sin stand. Efter dramatiske begivenheder, bl.a. flugt og trussel om arrestation, ægtede hun i 1780 den danske greve Ferdinand A. og flyttede med ham til Ansbach, hvor han fik stilling som hofmarskal og teaterdirektør hos markgreve Alexander.

Ved hoffet i Ansbach deltog Maria Theresia Ahlefeldt i et amatørteaterselskab, der blev ledet af den engelske Lady Craven. Der findes en komisk opera i to akter La Folie, ou quel Conte!, som Maria Theresia Ahlefeldt skal have skrevet libretto til og medvirket i. Fra samme periode kender man desuden sangen Klage for sopran, klaver og fløjte. I 1792 fulgte hun sin ægtefælle til København, hvor han blev ansat som hofmarskal og chef for Det Kgl. Teater. Hun komponerede en kantate til musikklubben Harmonien og flere værker til teatret. Hendes største musikalske succes blev musikken til en opera-ballet i fire akter af balletmester Vincenzo Galeottis Telemak paa Calypsos Øe med tekst af C. Pram. Balletten, der betragtedes som en nyhed, da Galeotti aldrig tidligere havde anvendt sang i sine balletter, fik premiere i 1792. Maria Theresia Ahlefeldt havde desuden komponeret en arie og en korsang, som indledte forestillingen sammen med en prolog af Knud Lyne Rahbek. Telemak paa Calypsos Øe holdt sig på repertoiret i 20 år. Den blev desuden trykt i klaverudtog både i en tysk og i en dansk udgave, og enkelte numre blev tillige udgivet som selvstændige klaverstykker. Året efter premieren på opera-balletten komponerede hun musik til mellemaktskuespillet Veddemaalet af P.H. Haste. Da hendes ægtefælle hurtigt blev upopulær som teaterchef både hos forfattere, teaterpersonale og publikum, søgte han sin afsked i 1794. I 1798 udnævntes han til gesandt i Sachsen og flyttede med familien til Dresden. Fra denne periode findes et udateret manuskript af Maria Theresia Ahlefeldt Romance de Nina for sopran, violiner, horn og bas. I 1800 gik ægtefællen på pension, og familien flyttede igen, denne gang til Prag, hvor hun endte sine dage.

Maria Theresia Ahlefeldt er den første danske kvindelige komponist, som vi har kendskab til. Af sin samtid blev hun betragtet som en usædvanlig dygtig amatør både som komponist og pianist. I kraft af sin adelige fødsel, sin opvækst i et kulturelt højtstående miljø og sit ægteskab med en musik- og teaterinteresseret adelsmand kunne hun drive sin musikalske skabertrang langt videre og opnå større offentlig opmærksomhed end kvinder i almindelighed på denne tid. Til gengæld lå der også en del begrænsninger i hendes position. Kun ved drastiske midler lykkedes det hende at gifte sig med den mand, hun ønskede, og senere måtte hun kæmpe mod sin halvbroder Carl Anselm, som var blevet familiens overhoved efter faderens død, for at sikre sine rettigheder. Hun var desuden afhængig af ægtefællens forbindelser og hans popularitet for at få sine værker opført. Som adelig kvinde kunne hun ikke opnå status som professionel kunstner, og man kan betvivle, at hun fik reel kritik af sin musik. I København blev hun i starten modtaget med begejstring både ved hoffet, i teatersalen og i pressen, hvor man bemærkede, at den nye teaterchefs hustru var tiltalende og uprætentiøs, og roste hendes musik. Men da ægtefællen faldt i unåde, lød der også uvenlig kritik af hendes værker. Alligevel lykkedes det hende at skabe sig et ry som “virkelig Tonekunstnerinde”, og med Telemak paa Calypsos Øe skabte hun musik, der blev spillet længe efter, at hun og hendes mand havde forladt teatret. Den lille samling på i alt ni værker af Maria Theresia Ahlefeldt, som man har kendskab til, indeholder eksempler på nogle af tidens mest populære genrer: balletmusik, syngespil, komisk opera, symfoni, kantate, kammermusik med sang samt solosang med klaver og fløjte. Værkerne vidner om, at hun komponerede med gode kundskaber, omhu og sans for den enkle og følsomme stil, der var populær i samtiden.