Maria Giacobbe

Maria Giacobbe voksede op på Sardinien i et stærkt antifascistisk hjem. Efter Anden Verdenskrig blev hun lærerinde i 1948 og året efter student. 1951 afsluttede hun et kursus i undervisning af voksne analfabeter, et pædagogisk område, hun også havde arbejdet med i praksis. Siden arbejdede hun 1951-57 som folkeskolelærer, og i nogenlunde samme periode studerede hun filosofi og pædagogik på universitetet i Rom. I sin første bog Diario de una maestrina, 1957 (da. udg. Lærerinde på Sardinien, 1961), fortalte hun om sine erfaringer som lærer, og allerede her er hendes stærke politiske og kulturelle engagement iøjnefaldende. Hun beskriver kultursammenstødet mellem de fattige landsbyer og skole- og skriftkulturen, og hun understreger, at pædagogikkens opgave ikke blot er at bringe civilisationen til de uciviliserede. Det er lige så vigtigt at bevare fornemmelsen for den kultur, der findes i forvejen. I dette dialektiske og kritiske blik på kulturforskellene findes kernen i hendes engagement; det kommer til syne i hele hendes litterære, kulturelle og politiske virke. I 1958 blev kulturmødet en del af hendes egen erfaring, da hun giftede sig med den danske forfatter Uffe Harder og flyttede til Danmark. En del af hendes bøger er skrevet på italiensk og siden oversat til dansk, den første del af forfatterskabet af hendes mand, de senere værker af den ældste søn Thomas Harder og en enkelt af den yngste søn Andreas Harder.

Ligesom Maria Giacobbe i sit liv har bevæget sig mellem flere kulturer, har hun i sine skrifter bevæget sig mellem genrerne. Hun har skrevet digte, essays, romaner, noveller og erindringsbilleder, og allerede debutbogen varsler med sin blanding af selvbiografi og kulturteori, at hun ikke lader sig stoppe af faste genregrænser. I kampen mod al slags undertrykkelse inddrager hun alle facetter fra erotik til politik i en stadig undersøgelse af kulturernes samspil og modspil. Hun forener et målrettet engagement for friheden med en stadig diskussion af, hvori frigørelsen består. Et eksempel er Øen, 1992, en roman om sammenstødet mellem på den ene side det traditionelle sardiske samfund med dets tavshed, æresfølelse og blodhævn, og på den anden side det moderne retssamfund, der forsøger at forstå, men også dømmer. I romanen er det entydigt, at traditionen er ødelæggende i sin stumhed og undertrykkelse, og det demonstreres tydeligt, at det moderne samfund ikke mindst betyder en befrielse af kvinderne, der kan uddanne sig, arbejde og indgå frit i erotiske forhold. Men det moderne retssystems indgriben betyder også, i al sin nødvendighed, en ødelæggelse af den gamle kultur.

Det kulturelle og politiske engagement kan følges gennem hele forfatterskabet. Eurydike, 1970, er en antikrigsroman, der skildrer volden og ødelæggelsen, konkret, men også som en myte, der fortæller om en kvindes kærlighed i krigens landskab. Lyriksamlingen Stemmer og breve fra den europæiske provins, 1978, er kras politisk digtning om forholdet mellem “os” i udkantsamfundet og de magtfulde “de”. I de to erindringsværker Masker og nøgne engle, 1994, og Dagbog mellem to verdener, 1975, fortæller Maria Giacobbe om det sardiske samfund med familien og barndommen som udgangspunkt. Her kommer rødderne til hendes engagement til syne i skildringen af fascismen og dens indgreb i den lille piges, familiens og samfundets bevidsthed. Fascismen er i selve sit væsen død og ødelæggelse og griber afgørende ind i barnets liv ved at tvinge den antifascistiske fader på flugt. Savnet af ham bliver samtidig et udtryk for, at det politiske og det private ikke altid kan forenes problemfrit. Kampen mod fascismen satte dog også gang i fantasifulde modstandsformer: Maria Giacobbe fortæller om en fårehyrde, der slog sig ned uden for Paris for der at arbejde som modstandsmand med sin fåreflok som dække. Som kunsten er det en modstandsform, der på samme tid er en kreativ leg og blodig alvor.

Endnu en kilde til forsoning, frihed og liv er kærligheden, et tema, der er til stede fra forfatterskabets start. Det er således kærligheden, der får den frigjorte, veluddannede kvindelige læge i Øen til også at kunne rumme og forsvare den kultur, hun har bevæget sig væk fra. I romanen Havet, 1967, sker en purung piges seksuelle opvågnen under indtrykket af to nordiske turisters frie forhold til kroppen, og også i novellesamlingen Kald det så bare kærlighed, 1986, står den nordiske kulturs erotiske frihed i et positivt lys. Maria Giacobbe ser den seksuelle undertrykkelse som både morderisk og selvmorderisk. I en af novellerne, Lærredet, forråder en gammeljomfru et elskende par, hvoraf den ene er jøde, og tager derefter selv sit liv; den seksuelle repression er i pagt med fascismen selv. Digtsamlingen Ariadnes døtre, 1987, fortæller om kærligheden og dens stadige forvandling, der indebærer risikoen for dens ophør, men også er vejen frem mod livet. Maria Giacobbe er entydig i sin hyldest til kærlighedens kraft, men dialektiker i sin udforskning af dens væsen. Hendes metode er den samme, hvad enten det er kulturen, politikken eller erotikken, hun skildrer.

Maria Giacobbe har gennem sin forfattervirksomhed engageret sig i Danske Forfatteres Fond til Ytringsfrihedens Værn, i Komitéen for Palæstinensisk-Israelsk Sameksistens, i flere udvalg under UNESCO og i Det Danske Center for Menneskerettigheder. Hun har bl.a. modtaget Thit Jensens Forfatterlegat 1986, og Dansk Litteraturpris for Kvinder 1993.