Margrethe Westergaard

Margrethe Westergaard fik som ung en kontormæssig uddannelse. Af søskendeflokken fra hjemmet i Viborg blev en broder Theodor Andersen-Alstrup generaldirektør for De Danske Statsbaner, og en søster Cathrine Andersen-Alstrup blev den første kvindelige byrådspolitiker i Viborg. I 1901 kom Margrethe Westergaard til Ebeltoft, hvor hendes mand havde overtaget en tømmerhandel. Hun kom hurtigt ind i byens offentlige liv og stiftede bl.a. en kreds af dyreværnsforeningen Svalen 1905. Senere var hun initiativtager til flere kvindeforeninger, bl.a. Dansk Kvindesamfunds Ebeltoftkreds, hvor hun var formand 1916-46, og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, som hun ledede i 25 år. Margrethe Westergaards initiativ og handlekraft rakte dog videre, og sit egentlige virkefelt fandt hun i kommmunalpolitikken og i konservativ partipolitik. Ved valget i 1909, det første, som kvinder kunne deltage i, stillede hun op i spidsen for en borgerlig kvindeliste, men opnåede ikke valg. To år efter blev hun dog medlem af byrådet som suppleant, og hermed startede en bemærkelsesværdig kommunalpolitisk karriere, der varede helt til 1937. I denne periode sad hun som den eneste kvinde i Ebeltoft byråd. I konservativ partipolitik gjorde hun sig gældende som formand for den lokale vælgerforening 1916-29 og som aktiv deltager i partiets landsrådsmøder.

Margrethe Westergaard blev medlem af byrådet ikke blot af navn, men af gavn. Hun begrænsede sig heller ikke til de særlige kvindelige områder, skole og socialforsorg, men spredte sig over hele feltet. Hendes regnskabskyndighed kom hende til gavn, og hun varetog med nidkærhed og aldrig svigtende årvågenhed byens økonomiske interesser. Allerede fra starten blev hun formand for mark- og skovudvalget samt belysningsudvalget, ligesom hun opnåede vigtige formandsposter i skole- og aldersrenteudvalgene. På ældreområdet var hun bl.a. med til at sikre opførelsen af byens moderne alderdomshjem, der stod færdigt i 1933. Fra 1928 var hun medlem af Randers amts skoleråd. Margrethe Westergaard tog altid sin egen stilling til problemerne, og hun var ikke bange for at stå alene med sine standpunkter. I 1920, et år præget af dystre udsigter for kommunens økonomi, fremlagde hun således sit eget budgetforslag i byrådet. I 1922 var hun i skarp avispolemik med borgmester Jakob Bredstrup, der måtte sande, at hun ikke var nem at bide skeer med. Han havde fjernet hende fra kasse- og regnskabsudvalget, fordi hun ønskede at reformere arbejdsgangen, men Indenrigsministeriet gav hende ret i hendes klage. Fra 1925 beklædte Margrethe Westergaard posten som viceborgmester, den første kvinde i Danmark på denne post. Efter at være gledet ud af byrådet i 1933, vendte hun i 1935 tilbage på en suppleantplads og blev igen viceborgmester. I 1936 blev hun den første kvinde, der fungerede som giftefoged, 12 år før de første kvindelige præster fik ret til at forrette vielser.

Margrethe Westergaard opnåede høje personlige stemmetal ved alle valg i perioden, og hun blev en kendt og uhyre populær skikkelse i Ebeltoft, respekteret selv af socialdemokratiske modstandere. Efter mandens død i 1934 drev hun familiens tømmerhandel videre, og under Besættelsen fortsatte hun sit kvindepolitiske engagement som formand for Danske Kvinders Beredskab og Danske Kvinders Samfundstjeneste i Ebeltoft.