Margrethe Thiele

Et tilbageblik på slægten Thieles historie røber, at Margrethe Thiele på fædrene side havde rødder i akademiske embedsmandskredse, mens hun på mødrene side var knyttet til godsejer- og adelskredse. Hun var den ældste af seks søskende, hvoraf to brødre døde som små. I lyset af den familiemæssige baggrund, der var præget af ånd og kultur, var det naturligt for Margrethe Thiele at søge en videregående uddannelse, om end det brød med tidens kvindelige livsmønster. I 1887 blev hun student fra N. Zahles Skole og valgte derefter at studere sprog ved Københavns Universitet, som i 1875 havde givet kvinder mulighed for at tage kandidateksamen. Ifølge den dagældende trefagsordning valgte hun at studere fransk som hovedfag med latin og engelsk som bifag. I 1895 bestod hun skoleembedseksamen og begyndte at arbejde som oversætter af især videnskabelige værker fra dansk til fransk. Over en længere årrække oversatte hun således publikationer, der blev udgivet af Videnskabernes Selskab. På dette felt viste hun ikke blot en enestående evne til at finde dækkende fremmedsproglige udtryk inden for det pågældende videnskabsområde, men også et særligt talent for at sætte sig ind i forfatternes tankegang.

I stigende grad følte Margrethe Thiele savnet af en alsidig og stor tosproget ordbog. Til rådighed havde hun ud over ganske få faglige ordbøger stort set kun Thor Sundby og Euchaire Baruëls Dansk-norsk-fransk Haand-Ordbog, 1883-84, der trods sine efter tidens forhold fortrinlige kvaliteter højst kunne betegnes som en middelstor ordbog. Det var på denne baggrund, at hun fik inspiration til at udarbejde en dansk-fransk ordbog af et omfang, der kunne tilfredsstille alle slags behov helt op til det højeste niveau. Til at klare en sådan leksikografisk opgave havde hun særdeles gode forudsætninger. Som filolog beherskede hun det almensproglige område og havde tidligt vist sin udprægede sproglige iagttagelsesevne, bl.a. i form af en række morfologiske og syntaktiske kommentarer til Baruëls franske grammatik. Men hendes evner strakte sig også til en lang række andre fagområder, hvilket selvsagt ikke var uden betydning for en vordende leksikograf, for hvem alsidig viden er en væsentlig forudsætning. At gøre viden tilgængelig for andre kvinder lå hende også på sinde. 1896-1909 var hun medlem af bestyrelsen i Kvindelig Læseforening, og i nogle måneder 1904 fungerede hun som formand. I foreningen tog hun sig særlig af valget af franske bøger til biblioteket.

Som ugift og uden forsørgerbyrde havde Margrethe Thiele mulighed for helt at hellige sig sine leksikografiske opgaver. Fra hendes hånd foreligger en lang række optegnelsesbøger, som giver indblik i hendes arbejdsmetode. Hver bog var helliget et specielt område, fx zoologi eller matematik. Ordene var ordnet alfabetisk og indgik i en udførlig kontekst med præcis kildeangivelse, og bag i hver bog var der en bibliografisk oversigt over det benyttede kildemateriale. Det er en videnskabelig fremgangsmåde, som leder tanken hen på de store franske værker af E. Littré og P. Larousse. Materialet hentedes bl.a. fra videnskabelige monografier, faglige tidsskrifter, dagblade og store franske encyklopædier. Siden blev der fra optegnelsesbøgerne foretaget udskrift på sedler, som bragtes på redaktionel form. Omkring 1910 havde hun samlet så meget materiale, at hun fandt tidspunktet egnet til at drøfte sine planer med professor ved Københavns Universitet Kr. Sandfeld. Han viste velvillig forståelse, men var på det tidspunkt stærkt engageret i arbejdet med Ordbog over det danske Sprog, og da Første Verdenskrig kom, viste det sig vanskeligt at få projektet søsat. Margrethe Thiele fortsatte imidlertid sit målbevidste arbejde og med opbakning fra universitetet lykkedes det hende fra 1918 at få en årlig støtte fra Carlsbergfondet. Efterhånden havde hendes seddelsamling rundet de 100.000, hvoraf en mindre del var tiltænkt en senere fransk-dansk ordbog. På grund af en alvorlig sygdom i sine sidste leveår blev det ikke Margrethe Thiele forundt selv at fuldføre værket. Hun var klar over, at en omfattende supplering endnu var nødvendig, og derfor allierede hun sig omkring 1923 med den unge nybagte dr. phil. Andreas Blinkenberg. Det blev dennes opgave efter hendes død i 1928 at fuldføre udgivelsen. Samarbejdet mellem Blinkenberg og Margrethe Thiele foregik stort set gnidningsløst, men divergenser kunne opstå, når talen kom på optagelse af visse efter datidens opfattelse vulgære ord, foruden slangudtryk og modeord, som man ikke kunne være sikker på ville blive andet end døgnfluer. Men på grund af en stadig mere udbredt anvendelse af den slags udtryk, ikke blot i dagligdagens sprog, men også i litteraturen og i dagspressen, blev det nødvendigt at optage de mest gængse ord af denne kategori.

Blinkenbergs og Margrethe Thieles Dansk-fransk Ordbog udkom i 1937. Med sine 1.700 dobbeltspaltede sider med små typer var det tidens største ordbogsværk af sin art. Udgivelsen af en fransk-dansk pendant, som Margrethe Thiele også havde haft i tankerne, udkom først i 1964-66 med Blinkenberg og Poul Høybye som hovedredaktører. Det var kun en ringe del af Margrethe Thieles seddelmateriale, der var tiltænkt denne ordbog, men da den for en stor del opstod ved en omvending af den dansk-franske, havde hun også en vis indflydelse på dette værk. Gennem sin indsats sikrede Margrethe Thiele sig en fremtrædende plads blandt vort lands fremmedsproglige leksikografer. Efter hendes død overgik seddelkartoteket til Det Kgl. Bibliotek.