Margrethe Schall

Margrethe Schall blev optaget på Det Kgl. Teaters elevskole i 1787. Hun blev med tiden en af den italiensk-danske balletmester Vincenzo Galeottis mest betydningsfulde danserinder, og 1798 udnævntes hun til solodanserinde. Margrethe Schall udmærkede sig ikke ved en egentlig teknisk dygtighed eller udholdenhed. Hendes force var en yndefuld plastik og en levende mimik. Som sådan besad hun de mest oplagte evner til at begå sig i Galeottis overvejende mimisk betonede handlingsballetter. Stærkt medvirkende til den succes, hun oplevede som danserinde, var dog også hendes fascinerende personlighed og kønne, livfulde øjne. Hun gjorde sig ikke gældende ved et smukt ydre, men beskrives tværtimod som lille, særdeles buttet, nærmest en smule plump, med korte kraftige ben og et uregelmæssigt ansigt. Til gengæld var hun lidt af en gavtyv med en charmerende udstråling, som både fængslede hendes publikum og betog de personer, der kendte hende privat. Blandt disse var også Galeotti, som hun gennem mange år havde et forhold til. En anden af hendes elskere var statsministeren Frederik Julius Kaas, som tit besøgte hende i garderoben ved aftenens forestilling. Han blev hendes beskytter efter Galeottis død i 1816, og hans indflydelse var uden tvivl medvirkende til, at hun kunne blive ved teatret længe efter, at hendes karriere var toppet. Først ved Kaas’ død i 1827 måtte Margrethe Schall se sig nødsaget til at gå på pension. Da havde hun nået den for en danser høje alder af 52 år og dermed virket for Det Kgl. Teater i ikke mindre end 40 år.

I sin ungdom gjorde Margrethe Schall sig især gældende i det komiske rollefag som grotesk danser. Hun vakte publikums udelte begejstring ved sin fortolkning af de lystige bondepiger, underfundige sigøjnerkvinder og flirtende hyrdinder. Særligt fascineret var publikum af hendes usædvanligt rappe fødder, der kunne bevæge sig med en sådan fart over scenegulvet, at det nærmest virkede som et visuelt bedrag. Efterhånden modnedes hun kunstnerisk og gled over i de seriøse og tragiske roller. Med overbevisning og psykologisk dybde i det mimiske udtryk fremstillede hun sorgen som Hertha i Lagertha, 1811, og rædslen som Isaura i Rolf Blaaskæg, 1817. Partiet som Nina i Galeottis og komponisten Claus Schalls ballet Nina eller den vanvittige af Kierlighed, 1802, var komponeret specielt med henblik på hendes talent og blev hendes største succes nogensinde. Endnu i 1824, da hun 49 år gammel dansede rollen for sidste gang, var hun i stand til at virke overbevisende som den 16-årige Nina.