Margrethe Lasson

Margrethe Lasson fødtes ind i en embedsmandsfamilie i København; da faderen snart blev landsdommer på Fyn, tituleret justitsråd, kom hun og hendes søskende til at vokse op på herregården Dalum Kloster. Efter faderens død 1706 flyttede Margrethe Lasson ind hos en søster og svoger; de to søstre boede siden alene i Priorgården i Odense under svære økonomiske kår, tynget af gæld efter deres fader. En tvangsauktion i 1730 tillod dog søstrene at blive boende til deres død.

Margrethe Lasson er forfatter til det berømteste æresdigt til den samtidige norske salmedigter Dorthe Engelbretsdatter. Her hylder Margrethe Lasson i et mundret og smidigt dansk sin kollega, ikke bare som forfatter af sørgeskriftet Taare-Offer, 1685, men som kvinde. Det sker til tider defensivt, men altid i en tydelig bevidsthed om, at de begge er medskabere af noget særligt, som eftertiden har kaldt en ny kvindelitterær tradition. Hovedværket er prosaromanen Den beklædte Sandhed, der blev skrevet 1715 og trykt 1723. Tidens litteratur var lyrisk og overvejende religiøs, og Margrethe Lassons verdslige roman er den første af sin slags i både Norden og Danmark, først 18 år efter fulgte i 1741 Ludvig Holbergs latinske udgave af Niels Klims underjordiske Reise.

Med sin roman placerer Margrethe Lasson med overlæg sig selv og sit værk i en lang række af litterære forklædninger, fx fremtræder hun som forfatter under den anonyme betegnelse “det danske Sprogs inderlige Elskerinde Aminda”. I fortalen nedtoner hun bevidst både værkets og sine egne kvaliteter på en måde, der bl.a. viser, at hun har kendt til en langt ældre retorisk konvention. Stilistisk forholder hun sig til en fransk, meget billedrig tradition, lånt fra Madeleine de Scudérys preciøse romaner fra 1650’erne, som hun kan have kendt i tysk oversættelse. Margrethe Lasson foregiver, at hendes fiktive fortælling i virkeligheden er en oversættelse af et runemanuskript, fundet på barndommens Dalum Kloster, der i Margrethe Lassons eventyrlige forklædning kaldes Mulad, altså Dalum stavet bagfra. Den komplicerede kærlighedshistorie er henlagt til antikken og foregår både i Persien, det gamle Rom og på det hjemlige Fyn. Den beklædte Sandhed fremstår som én stor, sindrigt udtænkt, dog ikke altid logisk konstruktion; måske derfor læste samtiden den som nøgle til en skandalehistorie fra hoffet. Værket skriver sig dog givet ind i den opmærksomhed over for både form og indhold, der var under udvikling i takt med, at det blev almindeligt og anerkendt at udtrykke sig på nationalsprogene frem for på latin. Men halvt neddykket i dette store barokapparat, der både vil blænde og imponere, skjuler sig også den ugifte Margrethe Lassons utopiske fortælling om livet i Nyf, barndommens Fyn, et naturskønt, arkadisk landskab uden despotiske fyrster, hvor de elskende kan mødes uden “forklædning”, dvs. i frihed.