Margrethe Kruse

Det var oprindelig ikke Margrethe Kruses hensigt at blive sygeplejerske. Faderen, der var toldkontrollør, opfordrede hende til at søge ind i toldvæsenet, hvor der var fast arbejde og pensionsordning. Hun blev sproglig student fra Ingwersen og Ellbrechts Skole i 1928, hvorefter hun begyndte at læse medicin ved Københavns Universitet. Men hun opgav efter tre års studier og blev i stedet sygeplejeelev på Bispebjerg Hospital 1931-35. Kort efter at hun havde afsluttet sin uddannelse, valgte hun at undervise i sit fag på grund af en begyndende gigtsygdom, men så afgjort også af interesse. Hun var sygeplejelærer ved Testrup Højskole 1936-37, 1939-43 ved Rødkilde Højskole. Indimellem var hun ansat som sekretær i Dansk Sygeplejeråd (DSR). På grund af sine evner for og lyst til organisationsarbejde vendte hun i 1943 tilbage til DSR, hvor hun de næste tre år blev redaktør af medlemsbladet Tidsskrift for Sygepleje. Samtidig blev hun igen sekretær, en stilling, hun bestred helt til 1969. Endelig var hun 1969-73 leder af DSRs afdeling for syge- og sundhedspleje. I disse mere end 30 års sygeplejefagligt arbejde lå tyngden på uddannelsesforhold.

Det var meget travle år for Margrethe Kruse, der også blev en anerkendt skikkelse internationalt. I 1947 var hun i USA med henblik på at studere den amerikanske sygeplejeorganisations opbygning, struktur og virksomhed, i 1952 studerede hun Labour Relations ved universitetet i Manchester. Margrethe Kruses internationale engagement resulterede i, at hun i slutningen af 1950’erne flere gange havde orlov fra DSR for at arbejde ved den internationale arbejdsorganisation ILO i Genève. Som konsulent i ILO foretog hun en undersøgelse af sygeplejerskers beskæftigelses-, løn- og ansættelsesforhold over hele verden. Undersøgelsen udmøntede sig i rapporten Employment and Conditions of Work of Nurses, 1960, der blev solgt i mere end 300.000 eksemplarer på engelsk, fransk og spansk og lagde grunden til den rekommandation og konvention om sygeplejepersonalets arbejdsforhold, som ILO vedtog i 1977. Den ekspertviden, Margrethe Kruse hermed erhvervede sig, gjorde det naturligt, at hun i 1960 blev medlem af International Council of Nurses’ (ICN) komité for løn- og ansættelsesforhold, og at hun 1962-64 var formand for det tilsvarende organ under Sygeplejerskers Samarbejde i Norden. I 1964 udgav hun Løn- og ansættelsesforhold for sygeplejersker i de nordiske lande. Margrethe Kruse var allerede i 1948 blevet formand for ICNs udvekslingskomité, hvor hun var med til at oprette udvekslingsprogrammer for sygeplejersker over hele verden, og hun var medlem af ICNs lovkomité 1948-65. I 1965 blev ICNs struktur forenklet, hvorved antallet af komitéer blev reduceret fra 11 til to. Margrethe Kruse blev formand for den sygeplejefaglige komité, der behandlede spørgsmål om lovgivning, forskning og uddannelse samt sygeplejerskers sociale og økonomiske forhold. Hun blev den drivende kraft i opbygningen af et internationalt dataarkiv for sygeplejelitteratur. 1969 blev hun valgt til præsident for ICN, det mest ærefulde hverv inden for sygeplejen. Det blev da også den tillidspost, som hun værdsatte højest, og hendes indsats kom til at sætte sig varige spor i sygeplejens udvikling internationalt. Hendes formandsperiode frem til 1973 var kendetegnet af store strukturelle ændringer i organisationen, bl.a. skabtes en væsentlig del af grundlaget for, at verdens sygeplejersker kunne få en fuldgyldig repræsentation i forskellige fora som ILO, verdenssundhedsorganisationen WHO, FNs børnefond UNICEF og Røde Kors. Margrethe Kruse har selv beskrevet udviklingen i ICN i närbild, der udkom i Stockholm 1972.

Margrethe Kruse afsluttede sin karriere som sygeplejekonsulent ved WHOs Europakontor i København I denne periode oversatte hun Jean McFarlanes Sygeplejerskens rette forskningsområde, 1975. Den sidste tillidspost, hun påtog sig, var sekretærposten i Landssammenslutningen af pensionerede sygeplejersker og efterlønsmodtagere i DSR, som hun havde været blandt initiativtagerne til i 1982, hvor man konstituerede sig på en generalforsamling efter at have fungeret som en græsrodsorganisation i en halv snes år. Hun var til det sidste en aktiv debattør og foredragsholder, karakteriseret ved en velformuleret, ligefrem og direkte stil, som hun selv sammenfattede således: “Hvis jeg har noget, jeg vil have frem, så siger jeg det.” Hun har både nationalt og internationalt ydet en betydelig indsats for sygeplejen og dens udøvere og må betegnes som en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige danske sygeplejersker gennem tiderne, en igangsætter og organisator med stor dynamik. Hun blev æresmedlem af en række landes sygeplejerskeorganisationer og modtog en norsk orden for sin indsats under Anden Verdenskrig.