Margrethe Eckardt

Margrethe Eckardt tog 1879 uddannelse som privatlærerinde og 1892 lærerindeeksamen fra N. Zahles Skole, hvorefter hun underviste på Th. Langs Skoler i Silkeborg. 1897-1916 virkede hun i Københavns. kommunale skolevæsen, samtidig med at hun videreuddannede sig til talepædagog ved at følge kurser i stemmedannelse hos rektor Scharff i Flensborg 1907-08 og hos professor E. Engel i Dresden 1910-12. Engel repræsenterede en ny linie inden for læren om stemmedannelse, og Margrethe Eckardt blev så begejstret for hans teorier, at hun i 1912 efter endt uddannelse dannede Selskabet til Udbredelse af Professor Eduard Engels Stemmedannelseslære, der blev den første talepædagogiske forening i verden. Her var hun formand 1912-19 og igen 1923-29. Selskabet tog udgangspunkt i bevarelsen af sproget ud fra æstetiske principper, og det primære mål var snarere at lære alle mennesker med et dårligt sprog en pæn og nydelig udtale end at afhjælpe deciderede talelidelser forårsaget af forskellige sygdomme og medfødte handicap. Der blev lagt stor vægt på træning gennem tungebevægelser, højtlæsning og recitation. Officielt var der stor begejstring for Engels metoder, fx måtte alle telefonistinder i København gennemgå et kursus før ansættelse. En af Margrethe Eckardts hovedtanker var, at alle skulle kunne tale sproget smukt, og hun medvirkede til at få indført taleundervisning af lærerstuderende på seminarierne.

Da Døvstummeinstituttet i 1916 blev delt i to, blev Margrethe Eckardt forstanderinde for det nyoprettede Statens Institut for Talelidende, en stilling, hun bestred til sin afsked i 1929. Hun fik dog hurtigt problemer med den nye generation af talepædagoger, hvoraf de fleste havde en pædagogisk eller lægevidenskabelig uddannelse bag sig og var inspireret af nye udenlandske strømninger, der havde basis i patologien. I disse teorier var hovedmålet at få folk til at tale forståeligt, fysiologien og fonetikken blev hermed det primære, mens det æstetiske blev sekundært. Konflikten blev voldsom, idet Margrethe Eckardt ikke ville rokke sig, men i stedet overvejede at rejse en folkebevægelse til støtte for sin linie. De unge talepædagoger ville på deres side ikke indordne sig under metodetvang gennemtrumfet af en, efter deres mening, dårligt uddannet kvinde med forældede faglige principper. Der fulgte derfor en lang periode med magtkampe og intriger, før Engelsiden, og dermed Margrethe Eckardt, røg ud på et sidespor. Det endte så galt, at skolen næsten ingen elever havde, lærerne var indbyrdes uenige, og Margrethe Eckardt blev 1929 afskediget i unåde og uden pension. Desuden blev hendes selskab til udbredelse af Engels lære langsomt, men sikkert opslugt af Talepædagogisk Forening, som med Viggo Forchhammer i spidsen stiftedes i 1923.

Margrethe Eckardt, der sjældent nævnes i den audiologopædiske faghistorie, viede sit liv til taleundervisning og metoder, der var nye, revolutionerende og anerkendte, da hun indførte dem. Således banede hun vejen for grundlæggelsen af det statslige arbejde med talelidelser. At hun ikke selv kunne se noget positivt i den videre udvikling i faget og senere blev en stædig og bitter gammel dame, bør ikke overskygge den betydning, hun reelt havde i begyndelsen af sit virke. Efter sin afskedigelse foretrak Margrethe Eckardt at bo i Fåborg, hvor hun døde i 1948.