Margrete Wildenrath-Krabbe

Margrete Wildenrath-Krabbe voksede op i et embedsmandshjem, præget af familiens adelige afstamning og faderens virke som fremtrædende Venstrepolitiker. Da hun i 1886 giftede sig, fulgte hun med sin mand til Frankrig og arbejdede her som freelancejournalist. I en artikelserie i L’Indépendence Belge i 1899 tog hun afstand fra den “ganske unyttige Chauvinisme” blandt de danske nordslesvigere, hvilket vakte opmærksomhed i Tyskland. Samme år søgte hun efter sin skilsmisse et fast arbejde og kom i kontakt med udgiveren af Dannevirke i Haderslev J.H. Bjørnshauge, der tilbød hende redaktørstillingen. Hun rådførte sig med sin fader og tiltrådte stillingen nytår 1900. Ansættelsen af Margrete Wildenrath-Krabbe skete antagelig efter samråd med de tyske myndigheder, som Bjørnshauge på grund af bladets dårlige økonomi var under indflydelse af. Tyskernes pressepolitik gik ud på at forsøge at gennemtvinge en nationalt forsonlig redaktion af de danske blade. Kunne pressens nationale agitation stoppes, ville der falde ro over landsdelen, og udvisningspolitikken kunne ophøre, hed det sig. Den hidtidige redaktør var blevet fyret, fordi han nægtede at optage en artikel, der frarådede at sende børn på danske skoler nord for Kongeåen.

Sønderjyderne modtog Margrete Wildenrath-Krabbe mistroisk afventende og forsøgte at oplyse hende om forholdene i landsdelen og stillingens afhængighed af myndighedernes accept. Sikker på at kunne charmere både prøjsiske embedsmænd og danske nordslesvigere lod den elegante og selvsikre kvinde sig ikke belære, og snart var en bladfejde i gang. Margrete Wildenrath-Krabbes redaktion bar præg af myndighedernes tankegang: At nordslesvigerne selv ved uro og national agitation havde nedkaldt tyske repressalier over sig, og at disse ville forsvinde til gavn for dansk sprog og kultur, såfremt befolkningen faldt til ro. Hun afholdt sig heller ikke fra angreb på de danske ledere og den danske presse, og abonnenterne faldt hurtigt fra. Ved hendes tiltræden lå holdertallet på 1.800, da bladet gik ind godt ni måneder efter, var der 700 tilbage. Forinden havde Den nordslesvigske Folkebank opsagt et lån til Bjørnshauge, da man så, hvor det bar hen. Hemmeligt rejste de tyske myndigheder statsmidler, der via Creditbank Scherrebeck skulle anvendes til køb af bladet, men aktieselskabet bag den konkurrerende avis Modersmaalet bød over og blev derfor den nye ejer. For prøjsiske statsmidler påbegyndte Margrete Wildenrath-Krabbe i oktober 1900 et nyt blad under navnet Det gamle Dannevirke, der trods understøttelse gik ind knap tre år efter, da en retssag truede med at afsløre bladets økonomiske forhold. Selvom bladets abonnenter begunstigedes af myndighederne, samlede avisen næppe mere end 150 holdere.

Margrete Wildenrath-Krabbes fremfærd medførte en politisk storm imod faderen, der offentligt støttede hende. Hendes motiver lader sig vanskeligt afklare. Resultatet af hendes virke blev, at danskheden i Sønderjylland led skade for tyske penge. Hun kan dog før sin ansættelse oprigtigt have troet, at hendes gerning kunne være til gavn for sønderjyderne såvel som for Danmark, hvis forhold til Tyskland belastedes af de urolige forhold i landsdelen. Da også Det gamle Dannevirke var gået ind, rejste Margrete Wildenrath-Krabbe i 1903 på ny til Frankrig. Her mødte hun sin anden mand, der var korrespondent i Paris for en hollandsk avis. Hun virkede også selv som journalist og skrev desuden flere fransksprogede romaner, heriblandt Le Départ, 1909. Kort efter udbruddet af Første Verdenskrig udvistes hun af landet på grund af mistanke om, at hun stod i tysk tjeneste, og hun levede siden i Holland.