Margrete Glud

Efter 4. klasses hovedeksamen fra N. Zahles Skole tog Margrete Glud 1898 studentereksamen fra Gammelholms Latin- og Realskole og begyndte derpå at studere jura på Københavns Universitet. Som flere andre studerende i denne periode var hun samtidig ansat i Statistisk Departement. Efter et par år opgav hun imidlertid juraen, angiveligt fordi hun som kvinde ikke kunne blive sagfører og “hverken havde Tid, Raad eller Lyst til at afvente Begivenhedernes Gang”. I stedet tog hun fat på medicinstudiet, som hun afsluttede 1910. Efter sin turnustjeneste nedsatte hun sig 1911 som praktiserende læge i Vorbasse. Men allerede året efter var hun tilbage i København, hvor hun tillige med at praktisere havde ansættelser dels på Kommunehospitalet, Frbg. Hospital og Øresundshospitalet, dels på forskellige poliklinikker. Med sin udnævnelse til kredslæge i Herning 1915 blev hun Danmarks første kvindelige embedslæge. 1918 tog hun både den nyindførte embedslægeeksamen og opnåede anerkendelse som specialist i lungetuberkulose. Samme år blev hun kredslæge i Ringsted, hvor hun ifølge egne udtalelser havde sine bedste år.

Men det blev som kredslæge i Roskilde fra 1926 til 1947 Margrete Glud øvede sin største indsats. Den kan man følge først og fremmest i hendes tjenstlige årsberetninger til Sundhedsstyrelsen, men også i dagspressen, hvor hun var godt stof, især når hun handlede utraditionelt. Og det gjorde hun, når det gjaldt mærkesagerne rent miljø og sygdomsforebyggelse. Ved nidkær utrættelighed lykkedes det hende i sin embedstid både at sikre Roskilde rent drikkevand og at få afløbsforholdene til den stærkt forurenede Roskilde Fjord forbedret så væsentligt, at et flerårigt badeforbud kunne ophæves. Hun var også på barrikaderne for at forbedre arbejdsmiljøet i de mange industrivirksomheder. Men her kom hun til kort, når arbejderne nægtede at lade sig undersøge, og måtte resigneret konstatere, at “deres Vægring var begrundet i en ret naturlig Frygt for at miste Arbejdet”. Hendes meninger og utålmodige handlekraft bragte hende undertiden i konflikt med lokale tjenstlige samarbejdspartnere som politimester og kommunale myndigheder, der havde en mindre aktiv og for sidstnævntes vedkommende en politisk-økonomisk holdning til problemerne.

Margrete Glud blev landskendt, da hun i oktober 1944 i en annonce i de lokale aviser offentliggjorde navnet på en smittefarlig, mandlig syfilispatient, der unddrog sig behandling. Endnu større opmærksomhed og beundring vakte hun, da hun fra januar 1945 i opposition til byens private læger personligt gennemførte en gratis vaccination mod difteritis af i alt 8.200 personer. Typisk for besættelsestidens sorte humor indbragte aktionen hende tilnavnet Danmarks største Stikker. Opmærksomheden kulminerede med en revyvise og indslag i Blæksprutten. Også i sin personlige fremtoning var Margrete Glud usædvanlig. En lille væver skikkelse, altid klædt i sort dragt og med en bowlerlignende sort hat. Som passioneret “røger” pulsede hun ofte på en velvoksen cigar, hvad der sammen med hendes mange ramsaltede bemærkninger bidrog til hendes image af barsk dame. Det fulgte hende, lige til hun i 1947 fratrådte sit embede og i den anledning blev genstand for Dagens Ærbødigst i Berlingske Tidende. Forskellige bysbørns erindringer og ikke mindst nekrologerne i 1957 karakteriserer hende imidlertid som en varmhjertet og retlinet person, hvis forhold til sine medmennesker var båret af storsindet tolerance og levende interesse.

Margrete Glud havde i Herning og Ringsted drevet privat praksis sammen med Else Marie Skov Sørensen, som hun også delte hjem med. Men da de flyttede til Roskilde, blev Margrete Glud i modsætning til sine kolleger embedslæge på fuld tid. Selv har hun udtrykt, at interessen for selve praksis efterhånden trådte tilbage for interessen for navnlig den juridiske side af embedslægens arbejde. Som kredslæge har hun utvivlsomt haft nytte af sine juridiske kundskaber fra ungdomsårene. Det var Margrete Gluds udtrykkelige opfattelse, at kvinder, der går ind på arbejdsmarkedet sammen med mænd, må være klare over, at de skal stå lige både i ansvar og pligter, uden undtagelse. Hun mente derfor ikke, at en gift kvinde med børn nogensinde ville være i stand til at klare både erhvervsarbejde og familie. Det ville kræve overmenneskelige evner.