Margrete Fredkulla

Margrete Fredkulla var en svensk kongedatter, som nåede at blive dronning i både Norge og Danmark. Hendes magt og indflydelse kulminerede, mens hun var dansk dronning. Det ved vi, fordi hun som noget usædvanligt i europæisk sammenhæng fik sit navn på rigets mønt sammen med kongens. På forsiden af mønten, der er slået i stort antal i Lund, ser man som forventeligt på den tid et stiliseret kongehoved med krone og et løftet sværd som tegn på kongeværdigheden. Men på bagsiden er der rundt langs kanten slået bogstaverne MARGARETA – NICALAS. I Norden er denne mønt enestående, og der optræder i alt kun et halvt dusin kvindenavne på mønter i Europa i perioden 1000-1500. Vi skal helt frem til slutningen af denne periode for at finde andre eksempler på, at en dronning optræder sideordnet med en fuldmyndig konge. Hvad der stod på mønterne var den gang af langt større betydning end i dag, for det var Middelalderens eneste form for massekommunikation. Og derfor var det selvfølgelig også et medium, der flittigt blev brugt magtpolitisk. Af en eller anden grund havde kong Niels altså brug for at smykke sig med Margrete Fredkullas navn, når han skulle understrege sin egen kongeværdighed. Måske var hun endda den reelle regent i Danmark i årene indtil sin død. Det står der i hvert fald i Knud Lavards helgenlegende, som hævder, at kong Niels manglede nogle af de egenskaber, som styringen af landet krævede: “Styrelsen beroede for størstedelen paa den ædle dronning Margrete, saa at fremmede sagde, at Danmarks styrelse laa i kvindehaand.”

Allerede fra starten var Margrete Fredkullas skæbne vævet ind i nordisk storpolitik. Hun var datter af den svenske kong Inge Stenkilsson. Han lå bl.a. i strid med Norge og ville nu efter den tids skik skaffe sig fred ved hjælp af sin datter. Året var 1101, da Margrete Fredkulla blev gift med den norske kong Magnus Barfod. Om hun kunne lide ham eller ej, var sagen ganske uvedkommende. Hendes ægteskab var led i faderens nye alliancepolitik. Hun skulle bringe de stridende parter i familie med hinanden og på den måde besegle freden. I den forbindelse fik hun også sit blivende tilnavn Fredkulla, fredspigen. Det har nok også hjulpet på sagen, at hun som medgift fik et større landområde, formentlig Västergötland, som dermed smeltede sammen med Magnus Barfods norske besiddelser, så længe ægteskabet varede. Det dynastiske ægteskab skabte fred som planlagt, men var barnløst og kom kun til at vare tre år, fordi Magnus døde under et togt til Irland.

Herefter var Margrete Fredkullas rolle udspillet i Norge. Det er muligt, hun selv straks ville rejse væk for at udnytte sin nye status som både svensk kongedatter og norsk enkedronning, for hun var et godt parti. Men mere sandsynligt er det, at hendes fader trak i trådene, fordi han nu så hende som et redskab til at skabe en stærk alliance med den anden kongemagt, der grænsede op til hans svenske rige. Allerede i 1104 blev hun gift med kong Niels af Danmark. Det var temmelig hovedkulds, enkedronning Margrete Fredkulla havde forladt Norge. Hendes afrejse efterlod en vis misstemning og måske også ondsindet rygtemageri. I hvert fald hævder et norsk helgenskrift, at Margrete Fredkulla skulle have røvet de jordiske rester af Nordens første helgen, Olav den Hellige. Dette uhørt kostbare relikvie skulle hun så have bragt med sig til Danmark. Mistanken er aldrig blevet bekræftet. Og det hele er måske i virkeligheden udtryk for en ærgrelse over, at hendes giftermål med den danske konge berøvede den norske kongeslægt hendes medgift. Nu var hun dansk dronning, og hun levede op til forventningerne, knyttede et bånd mellem det svenske og danske rige og bidrog på den måde til, at kong Niels’ regeringstid blev usædvanlig fredelig. Hun fødte ham også et par mulige tronarvinger. Den ene søn Inge, opkaldt efter sin svenske morfader, blev imidlertid sparket ihjel af en hest som ganske ung. Den anden søn Magnus måtte derefter bære hendes håb om, at hendes blod engang ville arve den danske trone.

Margrete Fredkulla gik dog i graven uden at få svaret på sine bønner. Ifølge historieskriveren Saxos overlevering led hun til sidst af vattersot, “der hævede hendes ben voldsomt, saa ingen lægemidler kunne faa bugt med sygdommen”. På denne tid døde også Margrete Fredkullas fader, og Magnus fik sig indsat som konge af Västergötland. Det kunne han kun gøre i kraft af den ret, han havde arvet fra sin mægtige moder til det område, hun i sin tid havde fået som medgift. Således kom Margrete Fredkullas politiske indflydelse til at række ud over hendes død. Men ikke så længe. For i 1131 dræbte Magnus sin farligste rival i kampen om den danske trone, fætteren Knud Lavard. Og da den svækkede kong Niels døde i 1134, blev den fredsperiode, der knytter sig til Margrete Fredkullas navn, afløst af en periode med opslidende kampe mellem de forskellige grene af kongeslægten.