Margrete er Danmarks eneste kvindelige helgen. Hun blev kaldt Margrete af Roskilde efter hendes begravelsessted eller af Ølse efter hendes dødssted ved Ølsemagle. Hendes helgenkåring har aldrig fået pavelig stadfæstelse, men i samtiden har det også været nok, at den stedlige biskop, i dette tilfælde Roskildebispen Absalon, har fået optaget og skrinlagt hendes lig. I slutningen af 1100-tallet var det dog ved at blive almindeligt, at man ansøgte pavestolen om bekræftelse, men at det ikke er sket med Margrete, skyldtes formentlig Absalons modsætningsforhold til pave Alexander 3., der i 1172 påbød den svenske kirke at få lokale helgenkåringer bekræftet i Rom.
Margrete var af Hvideslægten og omtales som slægtning både til Absalon og Peder Sunesøn, der efterfulgte Absalon som biskop i Roskilde. Af disse sparsomme oplysninger må man slutte, at hun var den Margrete, der var datter af Sune Ebbesøn og dermed søster til Peder. På den baggrund kan det vække nogen undren, at Sorølitteraturen om Hvideslægten ikke beretter om hendes helgendyrkelse. Hun var gift med en ellers ukendt Herlog. I 1176 blev hun dræbt af sin ægtemand, der forsøgte at få mordet til at se ud som selvmord ved at hænge hende op på en bjælke; og som selvmorder blev hun begravet i uindviet jord ved hjemmet på Køgeegnen. Men der viste sig lys på hendes grav ved nattetide, og da beretningerne om dette under nåede Roskilde bispestol, sendte Absalon mænd til stedet for at undersøge sagen. Selv forhørte han ægtemanden, som brød sammen og erkendte sin skyld. Absalon viste sig i denne situation som en moderne europæisk kirkefyrste og forhindrede, at Margretes slægtninge kastede sig ud i en blodhævnslignende fejde. I stedet pålagdes Herlog en pengebod, og Absalon førte i triumf Margretes lig til Roskilde, hvor hun blev gravsat i Vor Frue Kloster.
Den overleverede viden om Margretes død og især om hendes liv er uhyre sparsom. Den stammer hovedsagelig fra en kort beretning om hendes translokation, dvs. ligets flytning, som er forfattet omkring år 1200 i Roskilde. Desuden findes der en lille helgenlegende fra Clairvaux, som er skrevet under ærkebisp Eskils ophold der ca. 1180. Den indeholder kun få realoplysninger om Margrete, men gør meget ud af at beskrive hende som en from og godgørende kvinde, der med sin fromme enfoldighed drev ægtemanden til raseri. Selvom hun ikke blev kanoniseret, omtales hun i flere pavebreve som “sancta”. Udaterede pavebreve fra omkring 1250 tyder på, at der på dette tidspunkt fra dansk side er gjort forsøg på at få hende paveligt helgenkåret, men det blev ikke gennemført, og hendes helgendag har ikke sat sig spor i de bevarede liturgiske bøger fra Roskilde stift. I Sunesønnernes Psalter, der især har interesse for dansk højmiddelalder på grund af sit kalendarium, nævnes datoen for Margretes translokation som 19. juli. Kalenderen var en almindelig del af Middelalderens liturgiske bøger, hvor man dag for dag opførte de kirkelige fester, både helgendage og mindedage for afdøde. Margrete er blevet dyrket såvel i Vor Frues Klosterkirke, der også var sognekirke, som i det kapel ved Køge, der blev bygget kort efter hendes død på det sted, hvor hendes grav i uindviet jord havde været. Pengeofrene ved Margretes grav var en vigtig indtægtskilde for klosteret, der dog skulle afstå en tredjedel til Sorø Kloster, som Hvideslægten havde grundlagt. Vor Frue fik desuden ret til at indsamle “Margretepenge” i 12 østsjællandske herreder.
Indtil Reformationen stod Margretes skrin i Vor Frue Kirke, muligvis i det kor, som blev stærkt udvidet omkring 1190, måske i kirkens vestende. Det kan ikke siges med sikkerhed, for efter Reformationen forsvandt Margretes levninger. På grænsen mellem Højelse og Ølsemagle sogne fandt man 1985 en højmiddelalderlig teglstensbygning, som formentlig er det kapel, der blev bygget over Margretes oprindelige grav. De to sogne Højelse og Ølsemagle er ikke til at skelne fra hinanden i Middelalderens sprogbrug, men for en lokalisering til Højelse taler, at Sorø Kloster arvede en stor del af byen fra Margretes fader Sune Ebbesøn, der måske har fået jorden som en part af den mandebod, Herlog og hans slægt blev idømt. Margrete er formentlig hovedsagelig blevet dyrket på Roskildeegnen, men da Absalon var blevet ærkebiskop i Lund, nedlagdes 1191 relikvier fra Margrete i alteret i den nybyggede Gumlöse Kirke i Skåne nær grænsen til Småland.
Man kan kun gisne om Margretes betydning for det middelalderlige trosliv. Fra Senmiddelalderen fortæller et brev, at hendes kjortel i Lunds Domkirke blev brugt til at hjælpe kvinder i barselsnød, og det kan bestemt ikke afvises, at hendes skæbne som groft forurettet hustru, der ved himlens og biskop Absalons mellemkomst ydes retfærdighed, kan have bidraget til hendes popularitet i en tid, da kvinders retsstilling på mange måder var skrøbelig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.