Maren Splids

I 1636 blev Didrik, en fattig skrædder i Ribe, ramt af en mærkelig sygdom med stærke mareridt, lang tids stumhed og voldsomme krampeanfald. Under et sådant anfald i marts 1637 kastede han med høje skrig en stor mystisk materie op, som efter konens og naboers vidnesbyrd for rundt i et bækken som et levende væsen.

Naboerne, lensmanden, biskop og præster mente, at Didriks sygdom ikke kunne være naturlig, men at han måtte være forgjort. Præsterne anbefalede derfor, at der blev holdt offentlig bøn i byens kirker for at anmode Gud om at afsløre de skyldige troldfolk.

Didrik kom derefter i tanke om, at Maren Splids, konen til hans succesrige konkurrent i skrædderfaget, 13 år tidligere under et skænderi havde lovet ham en ulykke.

Maren Splids og hendes mand Laurits Splid var ret velstående og agtede borgere i Ribe, og hun reagerede prompte ved at gå til biskop og præster og klage over Didriks bagvaskelser, skaffede sig ikke mindre end fem vidnesbyrd om sin gode vandel i Ribe såvel som i sit fødesogn Grimstrup, og hendes sognepræst bevidnede, at hun gennem årene flittigt havde søgt kirken og regelmæssigt gået til skrifte.

Didrik turde da heller ikke i begyndelsen direkte anklage hende, hvad der overhovedet kunne være en bekostelig og risikabel sag, men bryggede nye rygter mod hende, som hendes ægtemand og værge forsøgte at stoppe på bytinget ved at stævne Didrik for bagvaskelse.

På et retsmøde i juni 1637 trådte Maren Splids selv frem og erklærede, at Didrik havde løjet hende på som en skælm og æreskænder, og tilføjede, at “dersom hendes klæder var skåret som hans, ville hun dræbe ham med egen hånd, og dersom hun gjorde det, ville han ikke være så ilde faren som hun, efterdi han ville så lyve hende hæder og ære fra”.

Hendes hidsige udfald var ganske præcist, at få ry som troldkvinde satte ikke blot liv, men også æren og den evige salighed på spil. Efter endnu et par retsmøder syntes sagen at være gået i sig selv igen.

Men i slutningen af 1639 fik Didrik foretræde for Christian 4. på Haderslevhus og klagede sin sag for ham. Kongen beordrede sagen genoptaget.

Maren Splids opfordredes på et nyt retsmøde i Ribe til at forsvare sig ved kirkenævn. Det betød, at hun skulle finde 15 mænd, der ville sværge hende fri for trolddom, og da det ikke lykkedes, nedsatte byfogeden et nævningeting til at dømme i sagen.

Didrik fremførte nye vidner, folk, der nu mente at finde forklaring på årgamle skader og elendigheder, og i april 1640 lagde Didrik og et af vidnerne “deres hænder på Maren Splids hoved, og fuld og fast sigtede hende (...) at hun havde forgjort dem med hendes trolddomskunst”. Samme dag kendte de 15 nævninge hende skyldig.

Sagen blev, som det var lovbefalet i forbindelse med dødsstraf, appelleret til Ribe Rådstueret, som havde landstingsstatus. Hendes mand havde, højst usædvanligt, hyret en prokurator, og sammen fremlagde de et fremragende forsvarsskrift, hvorefter rådstueretten i juli underkendte nævningetingets afgørelse, altså en frifindelse.

Nævningene appellerede imidlertid til rigets øverste domstol Kongens Retterting, og i begyndelsen af 1641 blev Maren Splids ført til hovedstaden og indsat i Blåtårn. To mænd blev sat til at vogte over hende dag og nat, sikkert for at hun ikke skulle begå selvmord.

Efter trekvart år, hvor meget tyder på, at man mod loven har brugt tortur under de forhør, hun blev underlagt, opgav hun og leverede den tilståelse, hun udæskedes.

I oktober kendte rettertinget Maren Splids skyldig i “sig med trolddom at have befattet”, en kendelse, som indebar dødsdom. Dagen efter blev hun, som det var sædvane, lagt på pinebænken. Under torturen angav hun seks andre kvinder, hvad der førte til flere nye processer, hvoraf den ene endte med dødsstraf.

Efter rettertingsdommen blev Maren Splids ført tilbage til Ribe. Her blev hun brændt på galgebakken i november.

Blev Maren Splids ikke gammel, fik hun et langt efterliv. Først i Ribe og omegn, hvor utallige og uhyrlige beretninger om hendes hekserier verserede endnu i slutningen af 1700-tallet, da Ribepræsten David Grønlund i irritation over alt vrøvlet satte sig for at skrive hendes og andre Ribehekses historie på basis af “authentique Documenter”, dvs. retsprotokoller og tingbøger.

Omtrent 200 år senere blev hun for 1970’ernes kvindebevægelse et billede på brutaliteten i fortidens kvindeundertrykkelse, beskrevet bl.a. i Gretelise Holms bog Maren Splids, 1981. Men samtidig blev Maren Splids som “heksen” overhovedet anvendt positivt som emblematisk frontfigur i kvindekampen, fx af tidsskriftet Maren Splids, der i årene 1974-75 blev udgivet af Dansk Kvindesamfunds Esbjergkreds.

Ole Degn: Rig og fattig i Ribe 1-2, 1981. Axel Steensberg (red.): Dagligliv i Danmark 1620-1720, 1969. J.C. Jacobsen: Danske domme i trolddomssager i øverste instans, 1966. David Grønlund: Historisk Efterretning om de i Ribe By for Hexeri forfulgte og brændte Mennesker, 1780.

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.