Maja Christiansen

Maja Christiansen lærte først husholdning, kom så i lære i sin faders porcelænsforretning og tog handelsskoleeksamen med udmærkelse. I 1907 var hun på studieophold i Hamburg og derefter igen i sin faders virksomhed, indtil hun i 1913 blev gift og fulgte sin mand, der var ansat i ØK (Østasiatisk Kompagni), til Japan. I 1918 blev han udnævnt til direktør for ØK i Sydafrika. Hendes udrejse forsinkedes af forholdene efter Første Verdenskrigs afslutning, men i efteråret 1919 efter seks ugers sejlads med en svensk fragtbåd kunne hun omsider slutte sig til ham i Durban i Natal provinsen. Efter at have orienteret sig om forholdene i Sydafrika meldte hun sig ind i den lokale afdeling af det nationale kvinderåd. Rådets filantropiske hovedopgave viste sig på det tidspunkt at være børnetuberkulosens bekæmpelse, men trods andragender til regeringen lykkedes det ikke rådet at få støtte til sagen, og den måtte opgives.

I 1923 under et ferieophold i Danmark ville skæbnen, at Maja Christiansen traf Julemærkets skaber, postmester Einar Holbøll. Tuberkulose var en folkesygdom over hele verden. I Danmark stiftedes i 1901 Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der især samlede bidrag ind til opførelse og drift af sanatorier for voksne. I 1904 fik Holbøll Julemærket sat i produktion. Han fik idéen ved sortering af de mængder af obligatoriske hilsener, som folk udveksler ved juletid, og det lille mærke, der kostede nogle få ører, blev fra starten populært og dannede mønster for alle senere velgørenhedsmærker. Indtægterne fra salget blev øremærket til behandling af tuberkuløse børn. Holbølls beretning om idéens udbredelse over det meste af Europa og i USA gjorde Maja Christiansen opsat på at gå videre med sagen i Sydafrika, men der skulle gå endnu nogle år, før arbejdet tog fart.

I forbindelse med en storstilet indsamling til kræftsyge patienter kom Maja Christiansen i kontakt med redaktøren for Durbans førende dagblad, der med sin viden om, hvordan en sådan sag skulle føres frem, blev hende en uvurderlig hjælp. Han lod hende imidlertid først og fremmest forstå, at et heldigt udfald ville stå og falde med, at initiativ og ansvar hvilede på én eneste person, på hende selv. Indtil sagen var så langt fremme, at der kunne dannes en komité, måtte hun gå i spidsen på alle planer. Det kom hun også til. Vanskelighederne syntes uoverstigelige, først og fremmest regeringens sendrægtighed, modstand fra lægelig sagkundskab, der nægtede at støtte sagen med den begrundelse, at der ikke fandtes børnetuberkulose i Sydafrika, samt en generel mangel på tillid til, at en dansk kvinde kunne arbejde for en sag, der ikke gavnede hendes eget land. Det første sydafrikanske julemærke blev trykt i huj og hast i november 1929, efter at generalpostdirektøren havde givet tilsagn om, at mærkerne måtte sælges fra posthusene. Materiale og trykning måtte i første omgang betales af Maja Christiansen, hvis mand var hende en stor støtte. I 1930 gennemførte hun en imponerende oplysningskampagne, idet hun rejste hele Sydafrika igennem og talte om sagen. Det var ofte svært at samle folk, men idéen med at lægge hendes møder i forbindelse med den ene ugentlige biografforestilling, der mange steder i det kæmpemæssige land var eneste forlystelsestilbud, førte til, at hun fik mange tilhørere. Man afbrød ganske enkelt filmen, og Maja Christiansen talte fra podiet. Hun fik forbindelse med de lokale skolemyndigheder, og gennem sin indkvartering hos private kom hun i kontakt med meget forskellige befolkningslag. Hun dannede lokalkomitéer i alle fire provinser og garanterede dem, at de alene havde dispositionsretten over de midler, der ville blive indsamlet i deres provins. Forholdet mellem landets to hvide befolkningsgrupper, boere og englændere, var så spændt, at julemærket i nogle år måtte udkomme i to udgaver, en med engelsk tekst og en med afrikaans.

I 1934 kunne Maja Christiansen nedlægge grundstenen til det første sydafrikanske sanatorium, og sagen var omsider i god gænge. Samme år blev hendes mand kaldt tilbage til København, men i 1947 fik hun lejlighed til et gensyn med Sydafrika og til ved selvsyn at konstatere, at kampen mod børnetuberkulosen fortsatte. Herhjemme blev Maja Christiansen sekretær i Damekomitéen for Nationalindsamlingen i 1940 og organiserede indsamlingen fra hus til hus. Hun var næstformand i Julemærkekomitéens forretningsudvalg til året før sin død og varetog desuden forskellige andre humanitære opgaver. I 1951 udgav hun den lille bog Da julemærket kom til Syd Afrika. Hun modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1941 og blev ridder af Dannebrogordenen 1953.