Magdalene Margrethe Bärens

Magdalene Margrethe Bärens' fader, der var stutmester ved Den Kgl. Ridebane, var en anset mand med stor viden om hestens anatomi og bevægelsesmønster. Han tegnede selv heste og kunne derfor være til støtte for billedhuggeren Jacques-François-Joseph Saly under hans arbejde med hestestatuen på Amalienborg Slotsplads. Med sin sans for kunst og den for sin tid usædvanlige opfattelse, at det ikke var tilstrækkeligt for kvinder kun at blive opdraget til at føre hus, havde faderen alle muligheder for at være en frugtbar opdrager for sin tegnebegavede datter. Imidlertid tilfaldt opdragelse og undervisning af døtre på denne tid næsten udelukkende mødrene, og Magdalene Margrethe Bärens' moder oplærte hende med stor strenghed til at blive en flittig og nøjsom husmoder uden noget kendskab til læsning eller kunst. Barnets tegnetalent, især til at gengive blomster, kom alligevel hurtigt til udtryk. Hun greb kridt og blyant og begyndte at interessere sig for malerteknik ved selv at rive og blande de farver, der dengang ikke kunne købes færdige. Mens faderen belønnede og opmuntrede hende til at blive ved med at tegne, lagde moderen hende mange hindringer i vejen. Kun før daggry og ved nattetid kunne Magdalene Margrethe Bärens i smug finde tid til at tegne, male og brodere. Hun udviklede en særlig broderiteknik for at kunne kopiere kobberstik eller gengive frugter med syning på silkechenille. Hun fandt på at modellere meloner, ferskener og pærer af klid og klude, som hun malede og broderede på. Med håndværksmæssig snilde indrettede hun også skjulte fjedre, der kunne åbne for gemmesteder i frugterne. Nogen kunstundervisning modtog hun ikke, og hun havde ingen adgang til at kopiere i malerisamlingerne, men fik dog gennem faderen mulighed for at diskutere sine tegninger med Kunstakademiets tegneinformator Hans Clio. Selv mente hun at have lært mest af Saly, der i familiens have søgte at lære hende at iagttage detaljerne i naturen.

Efter sit bryllup som 23-årig holdt Magdalene Margrethe Bärens op med at male, selvom hendes mand gerne havde set, at hun fortsatte. I en årrække derefter helligede hun sig hjemmet og parrets fire børn. Først som næsten 40-årig tog hun igen fat på malerkunsten, opmuntret af familievennen, maleren Vigilius Erichsen. Andre professorer ved Kunstakademiet forelagde i 1779 uden hendes vidende et par af hendes blomsterarbejder i gouache for Akademiets medlemmer. Det førte til, at hun året efter som den første danske kvinde blev optaget som medlem af Akademiet, uden dog nogensinde at deltage aktivt i forsamlingen. Samtidig blev hun også kgl. blomstermaler, og dronning Juliane Marie erhvervede to af hendes billeder, som hun belønnede med et teservice af sølv. Disse billeder var malet i en ny teknik, hentet fra oliemaleriet, hvor farven blev sat direkte på en meget mørk baggrund og ikke som sædvanligt på hvidt papir. Magdalene Margrethe Bärens forfærdigede i den følgende tid billeder med blomster i glas, vaser, urner og kurve eller frit liggende på et bord. Samtidig udvidede hun sin motivverden med frugter, fugle, insekter, mus og konkylier. For at kunne male blomster, der sprang ud på forskellige tider af året, anskaffede hun sig et herbarium.

I 1783 sendte Magdalene Margrethe Bärens to billeder til kejserinde Katarina 2. i Rusland og modtog som tak en guldmedalje og 300 speciedukater. Da en engelsk læge havde solgt to af hendes arbejder i England for 1.000 rigsdaler, som hun på grund af hans død ikke fik udbetalt, rejste hun sammen med sin mand til London i 1788 for et rentefrit lån fra Fonden ad usus publicos. Under sit toårige ophold her drog hun, trods smigrende modtagelse og omtale, ingen økonomisk fordel af rejsen på grund af de strenge toldregler for udenlandsk kunst. Hun kom også i hård konkurrence med den engelske blomstermaler Mary Moser, hvis arbejder solgte bedre. Afbetalingen af gælden kom til at volde ægteparret store vanskeligheder og blev trods eftergivelser først afviklet i 1802. Efter hjemkomsten til Danmark søgte hun 1795 forgæves Akademiet om det tilskud på 600 rigsdaler, som var blevet ledigt ved kobberstikkeren J.M. Preislers død. 1796 ansøgte hun også uden held om en bolig på Charlottenborg. Efter ægtefællens død i 1802 modtog hun dog en årlig pension på 200 rigsdaler.

Som blomstermaler arbejdede Magdalene Margrethe Bärens med dæmpede jordfarver. Hun gengav sine motiver botanisk korrekt og fik et ry som den "første og største danske Blomstermaler". Som kunstner var hun stækket af sin opdragelse, der ikke havde givet hende adgang hverken til en boglig eller kunstnerisk uddannelse. Hun synes også selv at have bremset sine muligheder for at udvikle sig teknisk og kunstnerisk ved ikke at have søgt indblik i andre maleres værker.