Magdalena Andersdatter

Magdalena Andersdatter var norsk og kom til Færøerne omkring 1616. Da hendes første ægtemand døde, drev hun deres købmandsforretning videre, indtil hendes skibe forliste, hvorved hun kom i stor gæld. En tid boede hun hos venner i Bergen. Ca. 1616 giftede hun sig med færingen Mikkjal Joensson og rejste til Færøerne med ham. De har sandsynligvis lært hinanden at kende, da han som ung studerede i Bergen. Fra at være borgerske i en handelsby med omkring 6.000 indbyggere kom Magdalena Andersdatter til bygden Lamba, som næppe bestod af mere end en gård. Hendes nye ægtemand var langt ældre end hun og enkemand. På gården var nogle af hans børn fra første ægteskab og andre slægtninge foruden tjenestefolk. Joensson var en velhavende mand, som i kraft af sin store jordejendom efterhånden fik tillidsposter som sysselmand og lagrettemand.

Forholdet mellem Magdalena Andersdatter og hendes mands slægtninge var ikke godt, og med årene forværredes også forholdet mellem ægtefællerne indbyrdes, og som noget usædvanligt i færøsk retshistorie blev deres stridigheder i flere tilfælde indbragt for retten. Magdalena Andersdatter følte sig uretfærdigt behandlet og svigtet af sin mand, hvad enten han mødte i retten på hendes vegne, fx i sager om ærekrænkelse, eller som hendes modpart. Hun klagede over, at han traf afgørelser og økonomiske dispositioner uden om hende og i nogle tilfælde krænkede hendes ejendomsret. Året 1633 synes at have været særlig turbulent, og Magdalena Andersdatter havde planer om at rejse bort. Men hun fik ikke tilladelse til at forlade landet, før hun havde modtaget sin dom for bagvaskelse af landfogeden, som var en af de mest indflydelsesrige øvrighedspersoner. Hun havde nemlig beskyldt landfogeden for at have solgt en båd, som hendes mand havde lånt ham. Hun hævdede, at det var hendes båd, som hun skulle bruge i tilfælde af sørøveroverfald, men både ægtefællen og fogeden affejede hendes påstand. Samtidig modtog hun en stævning fra sin ældste stedsøn, hvori hun blev anklaget for at nægte sine hjemmeboende stedsønner adgang til at spise ved deres faders bord og deltage ved husandagten. Desuden beskyldte han hende for at forringe faderens formue ved at stikke hoser, smør m.m. af den fælles husholdning til side.

Da Magdalena Andersdatter ikke mødte på tinge, skete der ikke mere. Og udrejseforbudet til trods rejste hun året efter først til Bergen for at sætte sin søn Jonas i latinskole og derfra til København, hvor hendes datter var gift. Ved den lejlighed indleverede hun en klage over landfogeden til kongen og de danske myndigheder. Fogeden blev gjort bekendt med hendes klage, og på et tingmøde i 1635 forhørte han sig hos hendes mand, om det var med hans vilje, at Magdalena Andersdatter var rejst til Danmark for at indgive klage over ham. Ægtefællen svarede, at han havde givet hende lov til at rejse til Bergen, men ikke til København Magdalena Andersdatter var hjemme igen på Færøerne i 1638 og til stede på det tingmøde, hvor hendes mand bekræftede, at bådsalget var gået rigtigt til, samt at han frivilligt og ikke under fogedens tvang, som hun havde påstået, havde ladet halvdelen af gården overgå til sin søn. Joensson anførte, at han ikke havde været i stand til at drive gården alene under hendes ulovlige udlandsophold i flere år, men tilføjede, at hun skulle være velkommen hjem igen på betingelse af, at hun opførte sig bedre end før, da hun havde "løbet efter hannem om Nattetide udi hendes bare Serk med et Hvalspjud og vilde have stukket hannem ihiel". Der var også andre forhold, som han for skams skyld ikke ville nævne. Den samme vinter var Magdalena Andersdatter igen i København, hvor hun på ny klagede til kongen over fogeden på Færøerne, især over hans behandling af sagen om hendes store båd. I sin svarskrivelse anførte fogeden, at "Bonde er Bos Værge", dvs. at han ikke anerkendte, at båden var hendes særeje. Derefter forsvinder sporene af Magdalena Andersdatter. Sandsynligvis vendte hun aldrig tilbage til Færøerne, hun kan have tilbragt resten af sin levetid hos sin datter i København

Magdalena Andersdatter udgør en undtagelse fra reglen om, at kvinder i 1600-tallet næsten udelukkende nævnes i forbindelse med sædeligheds- og tyverisager. Der har sikkert været delte meninger om hendes person i samtiden, og det er uklart, om hun har inspireret andre til at stille spørgsmålstegn ved øvrighedens embedsførelse eller ved kvinders rettigheder. Men i eftertiden har hendes skæbne fængslet mange. Færøske historieskrivere i midten af 1800-tallet har fremhævet hende som en folkelig heltinde: "Selv Kvinderne ville ikke med Taalmodighed taale nogensomhelst Underkuelse." I 1890'erne vendte den daværende dommer på Færøerne sig skarpt mod tidligere tiders idealisering af hendes oprør og affejede hende som "et ondsindet Fruentimmer, som har ført en aldeles uberettiget Klage over Fogden og Mandens Slægt". 1900-tallets forfattere har forsøgt at anlægge en psykologisk betragtning på baggrund af hendes herkomst og senere liv som venne- og frændeløs i et fremmed land uden sin mands opbakning.