Lucie Ingemann blev 20 år gammel forlovet med forfatteren B.S. I., og ti år senere begyndte deres harmoniske, lykkelige ægteskab. I hjemmet ved Sorø Sø kom tidens digtere og kunstnere, bl.a. H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen, og Lucie Ingemann inviterede dem gerne indenfor i sit atelier. Lucie Ingemann var lige så optaget af kunst, som ægtefællen var af poesi og historie. Han respekterede hendes interesser og gav hende mulighed for at udvikle sine kunstneriske talenter, hvilket var et særsyn i denne periode.
Fra seksårs alderen tegnede Lucie Ingemann blomster, og hun søgte tidligt vejledning, bl.a. hos malerne C.F. Høyer og C.A. Lorentzen samt hos arkitekten og tegneren G.F. Hetsch. Egentlig undervisning fik hun fra 1817 af blomstermaleren C.D. Fritzsch. I 1824 og 1826 udstillede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling. Motiverne var begge gange blomster, der indgik i en allegorisk sammenhæng, et udtryk for at hendes ambitioner rakte videre end det rene skønmaleri. Fra 1820’erne stammer nogle portrætter og en række prosaiske skildringer af bønder, bl.a. En Gartner som Thorvaldsen ejede. Midt i 1820’erne fik hun råd om figurtegning og perspektiv af maler og professor ved Kunstakademiet C.W. Eckersberg, og efter en studierejse til Berlin og Dresden i 1828 begyndte hun for alvor at male altertavler, hvilket skulle blive hendes egentlige virkefelt. Tilsyneladende søgte hun også råd hos Kunstakademiets anden professor J.L. Lund, der selv malede altertavler og havde forbindelse med de tyske malere, kaldet Nazarenere, hvis idealer og praksis lå tæt på Lucie Ingemanns. De havde senmiddelalderens og den tidlige renæssances kunst som forbilleder, og for dem var maleriets væsentligste mål at give religiøsiteten et udtryk, frem for at følge samtidens akademiske krav til komposition og figurtegning.
Det er i denne sammenhæng, at Lucie Ingemanns altertavler skal forstås. De angår det åndelige, troen og mysteriet. Hendes produktion er omfattende, men kun i få tilfælde findes tavlerne endnu i de kirker, der i sin tid fik dem som gave, fx Den genopstandne Kristus, Alsted Kirke 1833, Forklarelsen paa Bjerget, Nykøbing S. Kirke 1838, og Den himmelfarne Kristus, Slangerup Kirke 1850. Hun udførte desuden raderinger efter sine værker. Den kunstneriske vurdering af hendes arbejder, især altertavlerne, har aldrig været gunstig, hverken i samtiden eller eftertiden, hvor åndsfællesskab med tysk kunst nærmest blev et tabu. Ikke desto mindre må Lucie Ingemann regnes for professionel og en pioner blandt danske kvindelige kunstnere. I 1996 udgav B.S. Ingemann-Selskabet hendes erindringer Et lille Levnetsløb til Bernhard.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.