Louise Ipsen

På både mødrene og fædrene side var Louise Ipsen af gammel møllerslægt, men da faderen ikke havde synderligt held i denne metier, flyttede familien til København i 1832, da hun var ti år gammel. I 1843 blev hun gift med bornholmeren Peter I., der fire år forinden var blevet udlært som porcelænsdrejer på Den Kgl. Porcelainsfabrik. Her havde han i en årrække arbejdet med fremstilling af kopier af græske vaser i terrakotta, de såkaldte etruriske kar, som havde opnået en betydelig popularitet under senklassicismen, især i kølvandet på de mange arkæologiske udgravninger. Samme dag som brylluppet stod, startede ægtefællen egen virksomhed på Nørrebro, og Louise Ipsen var i høj grad medarbejdende hustru i de første år, hvor produktionen var baseret på pottemageri, dvs. urtepotter, hængelamper, vandkølere og testel, men også vaser og kar efter græske forbilleder. Parrets ambition var at fastholde et højt håndværksmæssigt og kunstnerisk niveau, og dette vakte opmærksomhed hos flere af tidens førende kunstnere, fx den kunstneriske leder af Den Kgl. Porcelainsfabrik G.F. Hetsch og billedhuggerne Henrik Olrik, Th. Stein, C.C. Peters og Adolf Jerichau. Disse hjalp på flere måder den lille virksomhed i gang, bl.a. ved at udføre tegninger og modeller til produktionen, der snart også kom til at omfatte formindskede udgaver af kendte skulpturer, bl.a. flere af Bertel Thorvaldsen.

Ved stor sparsommelighed og megen flid fik parret skrabet så meget kapital sammen, at de i 1847 kunne købe en jordlod på Utterslev Mark ved Frederikssundsvej, hvor der i første omgang blev opført et beskedent værksted med ovn. Salget gik efterhånden godt, og fabrikken kunne udvides, men stadig var de tekniske og kunstneriske ambitioner høje. Louise Ipsen tog fortsat del i det daglige arbejde foruden at passe hjemmet og de fire børn. Men netop som virksomheden var i stærk fremgang og høstede stor anerkendelse for sine frembringelser i Industriforeningen, døde ægtefællen uventet i 1860, formodentlig af en ubehandlet blindtarmsbetændelse. Det var et hårdt slag for den 38-årige Louise Ipsen pludselig at stå helt alene med ansvaret, tilmed døde den spæde datter Margrethe en måned senere. Alligevel valgte hun at fortsætte virksomheden på baggrund af sit indgående kendskab til den daglige drift. I de næste 45 år indtil sin død i 1905 forblev hun levende engageret i fabrikken. Ved hendes overtagelse skiftede firmaet navn til P. Ipsens Enkes Terracottafabrik, og fra 1871 kunne virksomheden smykke sig med prædikatet Kgl. Hof Leverandør. Som bestyrer valgte hun den betroede medarbejder Caspar Hermann Bonfils, der havde været elev af P. I., og året efter kom den 14-årige søn Bertel i lære hos denne. Da Bonfils i 1865 blev indkaldt til militæret, måtte Louise Ipsen nødtvungent overlade den daglige ledelse af fabrikken til den nu 19-årige søn. Han var dog opgaven voksen, og i resten af århundredet steg fabrikkens berømmelse til uanede højder med talrige præmieringer og medaljer på en lang række udstillinger over hele verden. Den store interesse fra udlandet førte til oprettelsen af selvstændige udsalg i Paris og London, og eksporten var betydelig. Som en særlig anerkendelse blev Louise Ipsen optaget som æresmedlem af kunstindustrimuseerne i Amsterdam og Haag. Langt op i vort århundrede fastholdt fabrikken sit ry som en af de førende danske kunstindustrielle virksomheder, hvis produktion af vaser, figurer og pyntegenstande lå helt på linie med det bedste af, hvad der ellers blev produceret her til lands.

Efter mandens død tog Louise Ipsen sine tre ugifte søstre i huset, og da svigerdatteren døde i barselsseng fra sit tredje barn, måtte hun også tage sig af børnebørnenes opvækst. Hun forestod husførelsen på fabrikken, og hendes stærke, kærlige og opofrende personlighed blev det faste holdepunkt for såvel familie som personale. Rollen som mater familias faldt hende naturlig, og når sønnen var bortrejst, var hun virksomhedens reelle overhoved. Som erhvervsdrivende stod hun i anden række i forhold til sin mand og søn, men der er ingen tvivl om, at hun livet igennem havde stor indflydelse på firmaets ledelse. Det var derfor fuldt fortjent, at fabrikken opnåede verdensberømmelse under hendes navn. Det beholdt den, til den lukkede i 1955.