Louise Bruun

Louise Bruun kom som barn til København fra Sæby, hvor hendes fader havde solgt sit apotek for at etablere sig i storbyen med en parfumeri- og materialforretning. Hun tog privatlærerindeeksamen fra N. Zahles Skole, men kom ind på et rent husligt spor, da hendes moder døde 1885. Som familiens ældste barn måtte Louise Bruun da påtage sig at føre hus for faderen og sine to søskende. Efter faderens død 1901 videreførte hun hans forretning indtil 1908.

Louise Bruun følte sig kaldet til at arbejde inden for Indre Mission (IM) i tilknytning til Trinitatis sogn, hvor familien havde bopæl i mange år. På trods af en hjertefejl begyndte hun i 1906 på det krævende arbejde som bymissionær. Samme år var den offentlige prostitution ophævet, og Københavns IM gik nu ind i en ny fase med hensyn til kvindemission blandt tidligere og potentielle prostituerede med det sigte, at de skulle forsørge sig selv ved ordinært arbejde. For Louise Bruun kom arbejdet blandt prostituerede til at spille en barsk og væsentlig rolle. Samtidig kom hun også i kontakt med ugifte, fattige mødre, ægtepar med udøbte børn, arbejdsløse og alkoholiserede. Ved husbesøg fortalte hun disse mennesker, at deres problemer var syndige og tegn på deres manglende gudfrygtighed, men at deres omvendelse til Jesus kunne blive grundlag for et nyt, sædeligt og mere velordnet liv. På sine ældre dage betragtede hun også samfundsforholdene som en medvirkende årsag til, at mennesker kunne geråde i krise.

Gennem arbejdet med prostituerede fik Louise Bruun kendskab til Magdalenehjemmet, ledet af Thora Esche. Louise Bruun forsøgte at få unge prostituerede anbragt på hjemmet med henblik på resocialisering, og hun opsøgte indlagte kvinder på den kommunale Skt. Johannes Stiftelse. Hun deltog i IMs søndagsskolearbejde og meldte sig ind i afholdsorganisationen Blaa Kors, hvor hun blev medlem af hovedbestyrelsen, var med i børnearbejdet og forsøgte at få drikfældige til at tilslutte sig. 1910 stiftede hun et hjem for alkoholiserede kvinder i Adelgade 79. Det flyttede i 1917 under navnet Sikem til en herskabelig villa i Tåstrup, som Københavns. IM havde erhvervet. Samme år opgav Louise Bruun arbejdet som bymissionær for helt at hellige sig ledelsen af hjemmet. Institutionen, der modtog statsstøtte, havde plads til 17 kvinder, der skulle afvænnes i løbet af halvandet til to år. Først efter ni måneders indledende isolation måtte de på ny træde i kontakt med omverdenen. Et hjælp-til-selvhjælpsprincip lå til grund for arbejdet, men ikke alle kvinderne var dog i stand til at leve op til målsætningen ved deltagelse i linnedsyning, forefaldende husgerning eller havearbejde. På dette tidspunkt eksisterede der kun få specialinstitutioner for alkoholskadede kvinder i Danmark, og Louise Bruun kom til at betale for sin pionerindsats med en gradvis psykisk og fysisk nedslidning, som kom til at præge flere af hendes leveår på den institution, hun ønskede skulle fungere som et hjem med sig selv som reservemoder. Hun var forstander indtil sin død i 1925, hvorefter hjemmet blev drevet videre af Valborg de Fine Nyeboe.