Lise Sørensen blev født i 1920’ernes København som den yngste af fire søskende. Seks år gammel mistede hun sin fader, der var billedskærer. Allerede som 17-årig fik hun sin lyriske debut, da tidsskriftet Vild Hvede i 1943 optog et af hendes digte. To år tidligere havde hun taget mellemskoleeksamen, men hun syntes tidligt at have besluttet sig for et professionelt virke som forfatter og uddannede sig ikke yderligere. Hendes første digtsamling Rodløs udkom i 1946. Året efter giftede hun sig med den venstreorienterede og politisk engagerede forfatter og skolelærer Erik Knudsen, som kort efter Befrielsen havde debuteret med digtsamlingen Dobbelte Dage, 1945. Han blev senere ansat som lærer på Krogerup Højskole, hvor parret også fik deres bolig.
I 1947 tog Lise Sørensen til Helsingfors for at deltage i en nordisk-sovjetisk forfatterkonference. Hun ledsagedes på denne rejse af digterkollegaen Sonja Hauberg. Under opholdet blev de begge smittet med tyfus, men mens Lise Sørensen overlevede sygdomsangrebet, kostede det ulykkeligt Hauberg livet. Denne konfrontation med døden satte sig spor i Lise Sørensens videre forfatterskab; bl.a. i den næste digtsamling, der udkom knap ti år efter. Blæsten udenfor, 1956, har sit tyngdepunkt i naturskildringer og beskrivelser af kærlighedslængsel, men introducerer med suiten Til Dorothy også det søstersolidariske digt, en digttype, der i samlingen Sommerdalen, 1962, rykker mere i forgrunden. Dorothy, søster til den engelske digter W. Worthworth, bliver for Lise Sørensen et blændende eksempel på kvinden, der er fanget i en romantisk, men utilstrækkelig kvinderolle og stiller sig tilfreds med at være den tjenende ånd i stedet for at skabe sig sit eget liv. I forfatterskabets første fase skrev Lise Sørensen også novellesamlingen Goddag Lisbeth, 1948, der med psykologisk nerve sætter fokus på hverdagen, og som på linie med de tidlige digtsamlinger rummer træk af den humorfyldte ærlighed og kritiske sans, der siden får en mere og mere fremtrædende plads i forfatterskabet.
Allerede året før Simone de Beauvoirs skelsættende bog Det andet køn blev oversat til dansk, var Lise Sørensen i essaysamlingen Digternes damer, 1964, med til at introducere kønsrolledebatten for et dansk publikum. Med disse essays og efterfølgeren Mands- og moderhjerte, 1969, påbegyndtes en problematisering af litteraturens stereotype kønsroller og idealiseringen af moderskabet i et tidligt opgør med traditionen. Hun foregreb dermed både rødstrømpebevægelsen og de oprør, der blev taget på universiteternes litteraturstudier i 1970’erne. Tiden var ifølge Lise Sørensen moden til et opgør med myterne om kvindelighed og mandlighed, ligesom det var på tide at genlæse litteraturen for at se, i hvor høj grad mandlige forfatteres iscenesættelse af kvindelighed kunne føres tilbage til dem selv og deres egne projektioner. Efter udgivelsen af Digternes damer og den polemik, den affødte i samtiden, blev Lise Sørensen en kendt debattør, som gav sit besyv med i mange sammenhænge. Store dele af hendes debatindlæg er samlet i to såkaldte Besyvbøger, der bærer titlerne Sparegris og julemand, 1975, og Arme djævle, 1978. Hendes holdninger heri ligger i forlængelse af kulturradikalismen. Menneskesynet er et engageret forsvar for de fundamentale humanistiske værdier, argumenterne er konkrete, udformningen saglig, spidsfindig og fyldt med kritisk spænding.
Lise Sørensen blev i løbet af 1970’erne inspireret af Rødstrømpebevægelsen, og med den dokumentariske bog Den nødvendige nedtur, 1977, markerede hun igen sin trang og vilje til at tage del i kvindefrigørelsen og diskussionen af den. I bogen skildrede hun den første danske kvindesagsforkæmper Mathilde Fibiger og fejden i 1851 om hendes bog Clara Raphael. Lise Sørensen fremhæver bl.a. Fibigers ønske om både at blive selvstændig som kvinde og samtidig være i stand til at leve for andet end sig selv. Den nødvendige nedtur er et portræt og en hyldest til den første emancipationsforfatter på dansk grund, men fungerer til dels også som selvbiografi. Hun indskriver sine personlige erfaringer og fortæller om barndommen og faderens tidlige død, om sin tid som husassistent, om oplevelserne som medarbejder ved Dansk Familie Blad i midten af 1940’erne og ikke mindst om sin gradvise indsigt i sammenhængen mellem klasse- og kvindekamp og sit stadig stærkere engagement i hele kvindesagsdebatten. Det dokumentariske præg gør bogen til et stykke brugslitteratur om frigørelsens mulighed og sammenhængen mellem den personlige og den almene historie. En senere vigtig udgivelse i samme ånd er essayet Søsterparten, 1987, hvor Lise Sørensen atter sætter kønnet til debat og kaster lys på områder af kønsfilosofien og kønsrolledebatten fra J.S. Mill og frem til 1970’erne.
Overalt i Lise Sørensens forfatterskab mærker man denne trang til frigørelse, der i flere af digtsamlingerne, bl.a. Epistler, 1966, og Tro dine øjne, 1973, også fandt et formmæssigt udtryk i en eksperimenteren med nye skrivemåder og et relativt prosanært sprog. Såvel i digtningen som i essayistikken bæres angreb på fordomme og konservative skinargumenter igennem af hendes eminente satiriske og ironiske talent, sproget og opgøret er altid humoristisk og kontant.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.