Lise Ringheim

Lise Ringheim var blot 17 år, da hun under Besættelsen debuterede som jazzsangerinde på National-Scala. Teatret var hende ikke fremmed. Også en søster gik til scenen, og faderen var impressario og skuespiller. I 1948 blev hun optaget på Det Kgl. Teaters elevskole, og fra 1950 var hun engageret ved teatret, hvor hun kom til at virke størstedelen af sit liv.

Lise Ringheims talent strakte sig fra klassiske roller over operetter og revy til moderne dramatiks fremstilling af mennesket imellem det realistiske og det absurde. Hendes spil var båret af intelligens, vid og humor, og hun mestrede en dobbelthed, som antydede en vibrerende følsomhed og lidenskab lige under den kølige, kontrollerede overflade. Der gemte sig ofte kaos under alt det ordentlige, og der var som regel brod i humoren. Dermed blev hun en ypperlig fremstiller af moderne kvindeliv, og hun regnedes blandt de fremmeste fortolkere af den engelske dramatiker H. Pinters flydende verden mellem virkeligt og uvirkeligt, hvor identiteten opløses, og mennesker iscenesætter sig selv via vekslende roller, fx i hans Gamle dage fra 1972 og Andre steder et par år senere.

Hendes roller var hyppigt båret af ironi eller dobbeltbundet humor, fx Plastic-Vivi i Ernst Bruun Olsens Teenagerlove, 1962, Laska i P. Barnes' groteske komedie Leonardos sidste nadver, 1971, eller hendes spil i Sven Holms Jeres Majestæt, 1988. Hun mestrede også det klassiske rollefag, hvor hun ofte gav karakteren ny tolkning. Det så man 1973 i Johan Herman Wessels Kærlighed uden strømper, hvor hendes lange, sammensnerpede Mette osede af undertrykt erotik, en dobbelthed, som også kom til udtryk i hendes Arsinoë i Molières Misantropen i Sam Besekows opsætning 1963 og igen 1973 i den svenske instruktør Ingmar Bergmans fortolkning. Hendes gode sangstemme var et aktiv i mange revyer og operetter, fx i det engelske makkerpar Gilbert og Sullivans satiriske operette Pinafore, 1955, og hun var en glimrende fortolker af Bertolt Brechts og Poul Henningsens viser. Radioføljetonen Karlsens kvarter gjorde hende til folkeeje. Her spillede hun sammen med Henning Moritzen i 700 afsnit, der kom til at strække sig over 13 år. Hun var fast medlem af holdet i fjernsynets populære ugesatire Hov-hov, hvor bl.a. Johannes Møllehave, Paul Hammerich og Benny Andersen leverede teksterne.

Lise Ringheim var tilknyttet Ordrup-kredsen, en af Efterkrigstidens markante politiske og intellektuelle grupperinger. Her traf hun forfatterne Kjeld Abell, H.C. Branner, Knud Sønderby og ikke mindst Mogens Fog, der kom til af betyde meget for hende. Hun var i Sovjetunionen med en ungdomsdelegation i 1954 og var livet igennem aktiv på venstrefløjen og i græsrodsbevægelser som fx fredsbevægelsen og kampagnen mod atomkraftværket Barsebäck. I midten af 1950'erne havde hun truffet skuespilleren Henning Moritzen. Det blev indledningen til et 40 år langt og lykkeligt parløb, både professionelt og privat, hvor gensidig respekt, ligeværdighed og jævnbyrdig balance var sat i højsædet. Lise Ringheim satte familien højt og hægede om privatlivet med datteren, ægtefællen og hans søn fra første ægteskab. Ægteparret spillede hyppigt sammen på scenen, og 1975-80 valgte de at forlade Det Kgl. Teater for at søge ny inspiration på Det Ny Teater, i revy på Bornholm og med deres egen, turnerende forestilling. Lise Ringheim modtog mange priser, bl.a. Bodil-prisen 1960 for sit spil i filmen Den sidste vinter, Tagea Brandts Rejselegat 1967 og Henkel-Prisen 1978. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1966, ridder af 1. grad i 1990.