Lise Plum

Lise Plum voksede op sammen med tre søskende i en familie, der havde arbejdet sig op fra jævne kår til stor velstand. Faderen, der var entreprenør, skabte flere virksomheder i byggeindustrien, bl.a. Henriksen og Kähler, senere Henriksen & Henriksen. Fra hjemmet arvede Lise Plum interesse for æstetik, kunsthåndværk og restaurering af gamle bygninger. Hun giftede sig tidligt og fik en søn, som døde ung. I sit andet ægteskab med civilingeniør Niels Munk P. begyndte hun at uddanne sig som væver og tekstilkunstner og havde 1951-61 eget værksted. Hun var nyskabende både med teknikker og i farvevalg, hvilket bl.a. stoffet Harlekin viste. Det blev i en årrække produceret i mange farvekombinationer af Den blaa Fabrik. Hun udstillede bl.a. i New York, London, Paris og Milano og blev 1954 hædret med Dansk Kunsthåndværks Årspris. I 1962 holdt hun imidlertid op med at væve for sammen med sin ægtefælle at involvere sig i politiske aktiviteter. I begyndelsen af 1960’erne var de blandt hovedkræfterne i rekonstruktionen af Studentersamfundet, en paraplyorganisation for flere grupper på venstrefløjen og et livligt og nyskabende debatforum. Også Anti-Apartheid Komitéen og atommarchbevægelsen var de engagerede i fra begyndelsen af 1960’erne, og hjemmet i Gentofte dannede ramme om mange af aktiviteterne.

Lise Plum var en stor kender og skaber af god mad, og for sit firma Pot og Pande, som importerede køkkenredskaber af høj kvalitet, fik hun Det Danske Gastronomiske Akademis Diplom. Da hun senere solgte firmaet, gik overskuddet til nej-kampagnen mod EF i 1972. Lise Plum rådede over betydelige økonomiske midler fra den del af familiekoncernen, som hun arvede, og som ægtefællen med stor dygtighed gik ind i. I 1967 stiftede de Lise og Niels Munk Plums Fond, som støttede små og store projekter inden for fredsarbejde, international solidaritet, menneskerettigheder og økologi. Den skiftede 1981 navn til Fredsfonden og fik en mindre aflægger i Gamle Rosas Fond for Børn og Unge. Efter sin mands død i 1986 fortsatte Lise Plum de politiske aktiviteter, bl.a. i bevægelsen mod Øresundsforbindelsen. Hun oprettede endnu en fond, Økologifonden og købte et hus i Nyhavn, som kom til at rumme Fredsfonden og Økologifonden, den økologiske restaurant Cap Horn, som datteren Camilla Munk P. kom til at drive, samt en mindre bolig til hende selv. I Cap Horn arrangerede hun desuden politiske debataftener. I de sidste år, hvor hun vidste, hun var ramt af en uhelbredelig kræftsygdom, satte hun alle sejl til for at få sin formue placeret i en fond, som skulle bære navnet Enkefru Plums Fond og virke til gavn for fred, menneskerettigheder og miljø. Fonden blev en realitet i 1997.