Lis Møller

Lis Møller var kendt for sine sociale udsendelser i radio og tv, hvor hun skildrede sociale problemer med stor indsigt, samt som markant konservativ folketingspolitiker. Både i forbindelse med journalistarbejdet og det politiske arbejde var der ofte uro omkring hendes person, men hun stod for det meste fast på sine holdninger og smækkede med døren, når hun følte sig uretfærdigt behandlet. Lis Møllers moder var husbestyrerinde og blev gravid med en søn fra en overklassefamilie. Umiddelbart efter fødslen overlod hun barnet til en plejefamilie, som ni måneder senere gav hende videre til grosserer Hans Marinus Jacobsen og hans kone, i hvis hjem hun voksede op. Efter plejeforældrenes død tog Lis Møller kontakt med sin biologiske moder og siden også med faderen. Som 15-årig meldte hun sig ind i Konservativ Ungdom, og her traf hun Poul M., som hun giftede sig med i 1942. Efter realeksamen på N. Zahles Skole i 1935 blev hun uddannet som journalist på konservative dagblade i Holbæk og Sorø og fik senere arbejde på Nationaltidende og Dagens Nyheder. I 1949 blev hun ansat som programsekretær i Danmarks Radio (DR) og i 1956 på tv.

Lis Møller blev landskendt for sine programmer og sin gode evne til at lytte. Hun holdt sig for det meste i baggrunden og var god til at få folk til at fortælle deres egen historie, som det fx fremgår af hendes bog Mennesker på skærmen, 1978. Eksempler på temaer, som hun tog op, var enlige mødre, sklerose, åndssvage og psykisk syge. I flere tilfælde blev hendes udsendelser fulgt op af konkrete initiativer. 1963 satte hun fokus på børnehjemsbørn, som forældrene havde afbrudt kontakten med. Hun talte for, at disse “glemte børn” skulle anbringes i privat familiepleje, samt at man efter nogle år skulle tillade bortadoption, også uden forældrenes samtykke. Derefter blev der foranstaltet en undersøgelse af problemet. 1966 oprettede Lis Møller Boligfonden for Enlige Mødre og var formand for den frem til sin død i 1983. Fonden formidlede midlertidige boliger til enlige forsørgere med udgangspunkt i private tilskud og frivillig arbejdskraft, primært blandt konservative kvinder. 1968 stiftede hun Danske Daginstitutioner, en konservativ pendant til de socialdemokratiske Frie Børnehaver. Danske Daginstitutioner arbejdede med at kortlægge behovet for daginstitutioner og påvirke kommunerne til at imødekomme dette. Hun var formand frem til 1973 og fortsatte derefter i bestyrelsen. Hun fik desuden 1982 etableret et krisecenter for kvinder i Gentofte efter at have mødt stor modstand mod planen gennem mange år.

I 1966 blev Lis Møller valgt ind i Folketinget med store personlige stemmetal. I 1969 anmodede hun om at blive flyttet fra tvs kulturafdeling til aktualitetsafdelingen, fordi hun ønskede at anlægge mere aktuelle vinkler på det sociale stof. Derefter protesterede samtlige medarbejdere på TV-Avisen og satte spørgsmålstegn ved hendes uafhængighed. Hun trak så sin anmodning tilbage. En leder i Information karakteriserede det som en sejr, som ikke kunne undgå at give tv-journalisterne en dårlig smag i munden, fordi flere andre ansatte også var politisk engagerede. I Det Konservative Folkeparti (DKF) blev hun ofte betragtet som besværlig, fordi hun prioriterede løsninger på sociale problemer højt. Hun var socialpolitisk ordfører i mange år, men i et par tilfælde, hvor hun havde andre synspunkter end partiledelsen, blev hun frataget sine ordførerskaber. Det gjaldt fx spørgsmålet om fri abort, som hun var imod, fordi hun mente, at den ville blive brugt som prævention og føre til, at fædrene pressede mødrene til abort. Lis Møller gik i stedet ind for intensiverede præventionskampagner og for bortadoption. I 1973 røg hun ud af Folketinget i forbindelse med det såkaldte jordskredsvalg, hvor DKF mistede halvdelen af sine mandater, og i 1975 meldte hun sig ud af partiet. Det skete bl.a., fordi hun var langt mere positiv over for Christiania, end partilinien tilsagde. Hun vendte dog tilbage, 1981 også til Folketinget, hvor hun var medlem til sin død i 1983.

Lis Møller fokuserede ofte på kvindeproblemer, og hun mente, at kvinder skulle være så meget som muligt hjemme, mens børnene var små. Hun var stærkt imod vuggestuer, men gik ind for halvdagsbørnehaver og deltidsarbejde. På baggrund af sine egne barndomserfaringer mente hun, at mange enlige mødre burde give deres børn væk til plejefamilier. I 1979 foreslog hun, at hendes boligfond skulle slås sammen med den stiftelse, som var blevet oprettet i det besatte Grevinde Danners Hus. Hun gik imidlertid direkte til stiftelsens bestyrelse og justitsministeren med sit forslag og kontaktede ikke kvindegrupperne, som havde besat huset. De blev fortørnede over hendes fremgangsmåde og lagde også afstand til, hvad de kaldte hendes societyvelgørenhed. Lis Møller fik flere priser, bl.a. PH-Prisen i 1967 og DRs Krygerpris i 1974, der gives til minde om journalisten Christian Kryger, der især var kendt for sine indfølende radiosamtaler.

I 1976 blev hun ridder af Dannebrogordenen. Hun var medlem af en række bestyrelser, fx for Ensomme Gamles Værn, Spastisk Lammede og Terre des Hommes, samt af flere råd og kommissioner. Hun lagde stor vægt på sit familieliv med Poul M., med hvem hun delte sin politiske og sociale interesse. De var gift i 41 år og fik to drenge, hvoraf Per Stig M. som forældrene blev politiker. Familien omfattede desuden Lis Møllers datter af hendes første, kortvarige ægteskab.