Lis Hartel

Heste og ridning spillede en stor rolle i Lis Hartels barndomshjem i Hellerup. Interessen fik hun og søsteren Tove (g. Jorck-Jorckston) fra moderen Else H., der i mange år underviste døtrene. Da Lis Hartel giftede sig, var det også med en hesteinteresseret mand. Ridekarrieren begyndte i Sportsrideklubben København i 1934, hvor hun deltog i både spring- og dressurkonkurrencer, og hun vandt sine første danske mesterskaber (DM) i dressurridning 1943 og 1944. Derefter blev hun så hårdt ramt af polio, at hun aldrig genvandt sin fulde førlighed. Hun var da gravid med sit andet barn, og ingen regnede med, at hun kunne genoptage ridningen. Men med stærk vilje og karakterstyrke kæmpede hun mod sygdommen, og efter to et halvt år lykkedes det hende at sætte sig i sadlen igen.

Fra 1951 blev Lis Hartel trænet af berider Gunnar Andersen, som fik stor betydning for hendes internationale gennembrud ved De Olympiske Lege (OL) i Helsingfors 1952. Her vandt hun en sølvmedalje på hesten Jubilee. Det var første gang, at kvinder havde adgang til den olympiske skoleridning. Tidligere havde sporten været forbeholdt “gentlemen” og officerer, men nu deltog kvinder og mænd i samme konkurrence, og det var en sensation, at Lis Hartel kom på andenpladsen. I 1954 opnåede hun den uofficielle verdensmesterskabstitel, officielle verdensmesterskaber i skoleridning blev først afholdt fra 1966, og hun vandt OL-sølv på Jubilee igen i 1956. På denne hest vandt hun yderligere fire DM-titler 1952-54 og 1956, og hun fik den sidste DM-sejr i 1959 på hesten Limelight. Derefter fortsatte hun endnu en årrække, men havde uheld med sine heste, og resultaterne udeblev. Efter at hun selv var stoppet som konkurrencerytter, har hun hjulpet mange unge ryttere på vej, især for OL-deltageren Nils Haagensen fik hun stor betydning som træner.

Lis Hartels internationale sejre skabte stor opmærksomhed i verdenspressen, og hendes livs- og sygdomshistorie var med til at øge ridesportens popularitet. Hun blev inviteret til at give opvisninger over hele verden, og gennem opvisningerne indsamlede hun store beløb til Poliofonden. Hendes præstationer havde således stor betydning for polioramte og andre handicappede. I Holland er et poliocenter opkaldt efter hende. Lis Hartel blev som den første skandinav optaget i The International Women’s Sports Hall of Fame i New York 1994.