Faktaboks

Lene Køppen
Født
5. maj 1953, København
Arbejdsliv
Badmintonspiller, tandlæge
Familie

Forældre: kontorchef Erik K. (født 1923) og kontorassistent Birte Voldum (født 1924).

Gift 23. juni 1979 med Hans Røpke, født 11. juli 1951 i Ålborg., s. af sælger Eigil R. og kontorassistent Alice Kaimer.

Børn: Marie (1987).

Lene Køppen

Lene Køppen har sat store aftryk på dansk badmintonhistorie. I 1977 blev hun den første verdensmester i damesingle og mixed double (billedet). I 1979 og 1980 vandt hun All England-titler i damesingle, ligesom hun gennem sin karriere erobrede hele 25 nordiske mesterskaber i damesingle, damedouble og mixed double. Hun kunne også kalde sig Europamester i damesingle i 1978 og 1982.

Foto fra 1977.
Lene Køppen
Af /Ritzau Scanpix.

Lene Køppen blev tidligt introduceret til idrættens verden, idet hendes fader Erik Køppen spillede på fodboldlandsholdet. Som otteårig var hun med, når moderen spillede badminton med sine veninder. Efter et par år droppede Lene Køppen badminton til fordel for svømning, men vendte senere tilbage til ketsjerspillet for som 17-årig at spille sig ind i den internationale badmintonelite.

Lene Køppens badmintontitler

Lene Køppen deltog 12 gange ved de uofficielle verdensmesterskaber All England og vandt to All England-titler i damesingle 1979 og 1980. Desuden erobrede hun 25 nordiske mesterskaber i damesingle, damedouble og mixed double og blev Europamester i damesingle 1978 og 1982.

Da det første officielle verdensmesterskab (VM) i badminton afholdtes i 1977 vandt hun damesingle og mixed double sammen med Steen Skovgaard. Lene Køppen sluttede idrætskarrieren som 30-årig i 1983.

Badmintonspiller og tandlæge

I løbet af 1970’erne professionaliseredes eliteidrætten. Den første store pengeturnering i badminton Masters Games blev gennemført i 1979. Lene Køppens sejr i damesingle gav 56.000 kr. til Dansk Badminton Forbund, under 10% gik til hende selv.

Siden vandt hun mange store turneringer, men trods de voksende muligheder for at leve af pengepræmierne valgte Lene Køppen sideløbende med sin idrætskarriere at uddanne sig til og arbejde som tandlæge. Hun tog eksamen få uger efter VM-sejrene i 1977.

Som halvprofessionel har hun indtaget en særlig plads i idrætshistorien, idet mange af hendes efterfølgere i den danske elite har satset på et professionelt idrætsliv. For Lene Køppen var det imidlertid vigtigt at forberede sig på tiden efter badmintonkarrierens ophør og ikke lade idrætten fylde hele livet.

Stor mediebevågenhed

Hun var udsat for usædvanlig stor mediebevågenhed, og hun blev meget bevidst om at trække et skarpt skel mellem idrætsudøveren Lene Køppen og privatpersonen. “Jeg fik som regel en fin presse. Men der var visse blade, der fokuserede mere på mit udseende end på det, det drejede sig om: spillet,” har hun fx udtalt. Også på dette punkt adskiller hun sig fra senere eliteidrætsfolk, der i stigende grad har ofret privatlivets fred for at opnå stjernestatus.

Lene Køppens plads i dansk badmintonhistorie

Lene Køppen er en del af en stolt dansk badmintontradition, som siden idrætsgrenens organisering i 1930’erne har haft adskillige kvinder i verdenseliten, bl.a. Tonny Ahm, der vandt sit første All England-mesterskab i 1939, og Camilla Martin, der blev verdensmester i 1999.

Lene Køppen har markeret sig i dansk badmintonhistorie ved at blive den første verdensmester i damesingle og mixed double. Hun har fået adskillige hædersbevisninger, bl.a. modtog hun i 1981 som den første kvinde Nordens fornemste idrætspris Volvo-Pokalen og i 1985 det internationale badmintonforbunds ærestegn.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig