Léonie Sonning

Den første modtager af Sonningprisen blev den engelske politiker W. Churchill i 1950. Derefter blev der fra 1959 foretaget en årlig prisuddeling.

Modtagerne var fremtrædende personligheder, så udvælgelsen, der blev foretaget af Léonie Sonning selv, vakte ikke kritik. Det gjorde derimod overrækkelsesceremonien. Den fik karakter af selviscenesættelse med et fokus, der gjorde Léonie Sonning til hovedperson på linje med den franske læge A. Schweitzer, den danske fysiker Niels Bohr, den engelske skuespiller L. Olivier, og hvem der nu ellers modtog prisen. Det faldt i høj grad offentligheden for brystet og nedkaldte voldsom kritik over Léonie Sonning. “Vi er trætte af at se fru Sonning gå mannequin i offentlighedens fulde projektørlys,” skrev Børge Outze således i en leder i Information i 1961.

Modviljen blev ikke mindre, da Léonie Sonning i eget navn oprettede Léonie Sonnings Musikfond, der fra 1965 hvert år uddelte stipendier til skandinaviske musikstuderende og en hæderspris til en internationalt anerkendt kunstner.

Kritikken blev fulgt op af klager fra nogle af lejerne i de ejendomme, som Léonie Sonning ejede og selv administrerede, indtil hun i slutningen af 1960’erne overlod administrationen til fondene. Det var disse ejendomme, som var med til at finansiere priserne. De konkrete klagepunkter var småting, og flere lejere udtalte deres tilfredshed. Men det ændrede ikke ved det billede, som offentligheden dannede sig af Léonie Sonning som en person, der tog fra de fattige og gav til de rige for at bringe sig selv i centrum.

Priserne uddeles fortsat, fx modtog arkitekt Jørn Utzon i 1997 500.000 kr. for sin indsats for europæisk kultur, og blandt modtagerne af den prestigefyldte musikpris er bl.a. I. Stravinsky, L. Bernstein og Britten.