Kirstine Nolfi

Kirstine Nolfi blev sin tids store fortaler for at spise råkost. Hun var overbevist om, at råkosten var et universalmiddel, der kunne virke helbredende på næsten alle alvorlige sygdomme, herunder kræft. I 1945 grundlagde hun råkostkurstedet Humlegården i Humlebæk, hvor hun siden modtog patienter. Kirstine Nolfi, der kom fra en jysk gårdejerfamilie, blev student som privatist 1901, cand.med. i 1907 og var herefter hospitalslæge i en årrække. 1913-17 havde hun sin egen lægepraksis i København Fra slutningen af 1919 arbejdede hun som børnelæge, og i 1926 blev hun speciallæge i børnesygdomme.

Det var personlige sygdomsoplevelser, der efterhånden førte til, at Kirstine Nolfi kom ind på den gennemførte råkost som sygdomsforebyggelse og -behandling. Som ung læge led hun af træg mave og mavekatar, og i 1913 var hun lige ved at dø af forblødning fra et mavesår. Det fik hende til at blive vegetar, og fra 1926 androg råkost en stadig større del af hendes fødeindtagelse. I 1941 fik hun brystkræft, men valgte ikke at lade sig operere eller strålebehandle. I stedet begyndte hun at spise 100% råkost, og efter nogle måneder svandt knuden og efterlod kun et lille indtrukket ar. I de følgende måneder oplevede hun, at knuden voksede igen og gjorde ondt, når hun svigtede sin råkostkur, og at symptomerne svandt, når hun genoptog den. Ugeskrift for Læger ville imidlertid ikke trykke en artikel om hendes tilfælde, og hun kunne heller ikke få lov til at forelægge sin historie i Det medicinske Selskab. Men da hun var sikker på, at råkosten havde reddet hendes liv, kunne hun ikke opgive tanken om, at behandlingen også kunne hjælpe andre: “Jeg var jo læge, så nu måtte jeg anvende min indvundne erfaring i større målestok til at hjælpe mine syge medmennesker, det stod mig ganske klart.” I første omgang udbyggede hun og ægtefællen deres privatbolig i Brønshøj, så de kunne have fire-fem patienter boende til råkostbehandling. Pladsen blev snart for lille, og i 1944 købte ægteparret Humlegården, der blev indviet som kursted på Kirstine Nolfis fødselsdag det følgende år. Der blev senere sat spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet havde haft brystkræft; det blev endog påstået, at hun var blevet opereret i hemmelighed. I 1948 indvilgede hun derfor i at få taget en vævsprøve fra brystet. Den bekræftede diagnosen. Med tiden bredte kræften sig bl.a. til knoglerne, og 76 år gammel døde hun af sin sygdom.

Kirstine Nolfi var af natur kølig og reserveret. Hun var konsekvent i kravene til sig selv, hendes største forsyndelse på kostområdet var en småkage i ny og næ. Men hun var ikke fanatisk over for slægt og venner og samlede i flere år familien til julemiddag med ande- eller gåsesteg, mens hun selv tronede for bordenden med sin råkost. Hun ville ikke have “det skidte mad”, som de andre spiste. Over for patienterne var hun til gengæld kompromisløs, og på Humlegården var hun autoriteten og midtpunktet. Parret var barnløse, men alle, inklusive hendes mand, kaldte hende Mama.

Kirstine Nolfi byggede først og fremmest sine teorier på sin egen sygehistorie og på sine erfaringer fra de patienter, hun i årenes løb behandlede. I 1943 udgav hun Raakostens Betydning for Sundhed og Sygdom, og i 1944 Den levende Fødes Betydning for Folkesundheden, der, som det var anført på titelbladet, netop var “Personlige Erfaringer om Helbredelse af Kræft og andre alvorlige Sygdomme ved ren Raakost”. Heri læser man fx: “Levende Føde gærer ikke, raadner ikke i Tarmen, sender ingen stinkende Giftstoffer over i Organismen. Afføringen er lugtfri, Blodet rent, kan bringe Organismen, hvad den har Brug for og føre Slaggerne bort.” Hendes bøger udkom i adskillige udgaver og på flere sprog. Kirstine Nolfi støttede sig også til andre forskere, bl.a. den danske ernæringsekspert og mediciner Mikkel Hindhede, den amerikanske læge J. Harvey Kellogg og den schweiziske læge M. Bircher-Benner. Med udgangspunkt i disse forbilleder udarbejdede hun sin egen diæt, efterhånden kaldet Nolfi-diæt eller Nolfi-kost. Kirstine Nolfi mødte stor modstand fra de fleste af samtidens læger, der betragtede hende som fantast. At nogle få ligesindede som fx Hindhede støttede hende varmt, var ikke nok til at dæmme op for den almindelige overbærenhed eller direkte hån fra lægestanden. Til gengæld var der stor interesse for råkostbevægelsen i befolkningen, og doktor Nolfi eller Fru Nolfi, som hun blev kaldt, vandt mange tilhængere gennem sine talrige foredrag i Danmark og det øvrige Norden, når hun med smittende ildhu fortalte om sine teorier og sin egen historie. Der var stor søgning til Humlegården også af patienter fra andre lande, især Norge og Sverige.

I foråret 1946 blev en 21-årig svensker med svær sukkersyge indlagt på Humlegården. Kirstine Nolfi ordinerede råkost og reducerede gradvist hans insulin for til sidst helt at ophøre med den. To dage senere døde patienten, der få timer forinden var blevet overflyttet til Niels Steensens Hospital. Lægerne anmeldte dødsfaldet til kredslægen, der overgav sagen til politiet i Helsingør, og Kirstine Nolfi blev sigtet for uagtsomt manddrab. I den lille bog Mit Forsvar, 1946, beskrev hun forløbet og forfægtede med intensitet sine behandlingsprincipper. Ved den efterfølgende retssag frikendtes hun for uagtsomt manddrab på sukkersygepatienten, men idømtes en bøde på 2.000 kr. for forsømmelighed. Hun fandtes “uskikket til at udøve Virksomhed som Læge” og frakendtes retten hertil i et år. Samtidig ekskluderedes hun af Den Almindelige Danske Lægeforening. Endnu to anklager blev rettet mod hende i forbindelse med hendes råkostbehandlinger af alvorligt syge patienter, men hun blev frikendt i begge tilfælde. Anklagemyndigheden appellerede alle tre domme til landsretten, men siden frafaldtes de, da Kirstine Nolfi forinden meddelte Sundhedsstyrelsen, at hun ville ophøre med sin lægevirksomhed. Retssagerne havde slidt på hende, og fra 1949 drev hun Humlegården som et råkostkursted uden at være læge. Hendes bog om den levende fødes betydning blev genudgivet så sent som i 1983 under titlen Råkost-kuren, og Humlegården eksisterer stadig i 1990’erne som råkostkursted og tilbyder desuden forskellige alternative behandlinger, bl.a. af kræftsygdomme.