Kirsten Prip

Kirsten Prips navn og livsgerning er først og fremmest knyttet til Kirkens Korshær (KK) og til Frihavnskirken på Østerbro. Hun voksede op i et kristent hjem i Århus og har selv beskrevet sin barndom som lys og lykkelig. Hendes opvækst fik betydning, da hun som 19-årig besluttede at blive sygeplejerske, opfyldt af ønsket om “at gøre en Gerning for Herren”. I 1899-1900, da hun arbejdede som sygeplejerske i København, gennemgik hun en religiøs udvikling præget af tidens vækkelsesforkyndelse, som krævede en helt personlig tilegnelse af den kristne tro. Denne omvendelse blev afgørende for hendes kristendomsforståelse og senere indsats i KK. Som 25-årig giftede hun sig med læge Holger P. De fik deres hjem på Østerbro, hvor de 1901 lærte pastor H.P. Mollerup at kende, og der opstod et nært venskab mellem dem. Mollerup var en af Københavns mest søgte vækkelsesprædikanter, og i ham fandt Kirsten Prip en åndsbeslægtet.

Med Church Army i England som forbillede ønskede Mollerup og Kirsten Prip at organisere et missionerende arbejde blandt samfundets udstødte for at føre dem ind i kirken og dermed tilbage til samfundet. Det skulle ske ved opsøgende arbejde i form af slummission i det indre København, ved beværtnings-, logihus- og gårdmission, friluftsmøder på gader og torve samt gudstjenester. I 1904 stod Kirsten Prip bag opførelsen af Frihavnskirkens Menighedshus og året efter Frihavnskirken med Thorvald Jørgensen som arkitekt. Herfra blev det missionerende og sociale arbejde udført under ledelse af Mollerup, der blev kirkens første sognepræst.

I 1906 døde ægtefællen, og Kirsten Prip stod alene tilbage med tre børn. I en periode herefter var hun leder af et sygeplejebureau, mens hun samtidig drev en lille tehandel med import af indisk te. Sammen med Mollerup stiftede hun i 1912 KK, og frem til sin død i 1948 var hun en aktiv lederskikkelse med stor indflydelse på KKs udvikling. Da hun efter 17 års frivilligt arbejde kom på lønningslisten i 1929, overdrog hun tehandelen til KK året efter. Kirsten Prips arbejde i KK var båret af et religiøst kald. Hun var overbevist om Jesu snarlige genkomst, som hun forventede ville indtræffe, mens hun var i live. Denne overbevisning var afgørende for hendes arbejdssyn, idet det hastede med at forkynde evangeliet til så mange som muligt. Fra stiftelsen i 1912 var Kirsten Prip med i KKs øverste tremandsledelse, kaldet Staben. Samtidig var hun en særdeles aktiv medarbejder, der ledede kvindearbejdet i København og tog del i slummissionen i byens berygtede kvarterer. Hun var meget engageret som evangelist. I perioden 1929-36 rejste Kirsten Prip, “lille af vækst, men brændende i ånden” rundt til friluftsmøder i København og på Sjælland i KKs “evangelievogn”, hvis bagsmæk kunne foldes ud og anvendes som talerstol. Sideløbende rejste hun rundt til de provinsbyer, hvor KK fra 1918 var begyndt at arbejde, bl.a. for at tilse, om medarbejderne havde gode arbejdsforhold. I forbindelse med sin forkyndelse samlede hun penge ind og lagde derved grunden til KKs støttekredssystem.

Kirsten Prip var også med i stabens planlægning og udvikling af sociale institutioner. De afspejlede tydeligt hendes optagethed af de svagt stillede kvinder og børns vilkår. I 1913 indviedes et optagelseshjem for kvinder i Ryesgade, der 1916 flyttede til Amager og fik navnet Korsly. Et nyt Korsly, der stadig eksisterer i dag, blev 1933 indviet i Charlottenlund til minde om Mollerup. I 1917 åbnedes et kaffe- og spisehus i Åbenrå 13 og samme år et pensionat på Nørrebrogade for unge kvinder, der stod alene og udsatte i storbyen. Året efter fulgte et fritidshjem for fabrikskvinder i Prinsessegade og et hjem for mænd, Korsdal i Rødovre. I 1926 kunne Kirsten Prip holde indvielsestalen for optagelseshjemmet Børnely i Charlottenlund. Ved sin 60-års fødselsdag i 1936 frabad hun sig personlige gaver, men fik i stedet 1.000 kr. til oprettelse af Børnelys Byggefond. I 1933 og 1937 oprettedes henholdsvis børnehave og vuggestue i Valby.

Kirsten Prips optagethed af og kærlighed til såkaldt faldne kvinder var ægte og stor. Hun kunne se det menneskelige i selv “den dybest sunkne kvinde”. Hendes kald til at føre mennesker til Jesus var kombineret med et medmenneskeligt og socialt engagement, og hendes arbejdskapacitet var enorm. Selv var hun et beskedent menneske, der bedst kan karakteriseres som KKs grå eminence. Indadtil i organisationen var hun magtfuld, men udadtil holdt hun sig i sine 36 år i KKs tjeneste altid loyalt bag sine mandlige chefer. Kirsten Prip var i den grad sammenvokset med KK, at den blev hendes andet liv. Såvel i Frihavnskirken som i KK var hun en igangsættende personlighed, som ikke ønskede ydre anerkendelse, men som udførte et kolossalt arbejde båret af ønsket om at tjene Gud. Hun boede sine sidste leveår i Korslys tidligere portnerbolig Birkely og var til det sidste med i arbejdet på hjemmet.

Marius Hansen: Ad mærkelige veje, 1962. Kai Hammerich: Af mit Livs Drama, 1950. Frihavnskirkens Aarsskrift, 1945. H.J. Mygind: H.P. Mollerup, 1944. Frihavnskirken 1905-1930, 1930. Kors-Hæren 11/1924, 3/1932.