Faktaboks

Kirsten Nielsen
Født
12. oktober 1943, Svendborg
Arbejdsliv
Akademiker, professor, forsker, doktor og præst
Familie

Forældre: sognepræst Verner Gustav Thorvald Schroll (1907-91) og Else Marie Foss (1912-67).

Gift 29. juli 1967 med systemprogrammør Leif N., født 11. november 1943 i Østofte sogn, s. af specialundervisningskonsulent Erling Helge N. og lærer Valborg Jensen.

Kirsten Nielsen
Kirsten Nielsens arbejde med det religiøse sprog i Det Gamle Testamente førte til afhandlingen For et træ er der håb, som i 1985 skaffede hende den teologiske doktorgrad. I 1989 blev hun ordineret og har i en årrække siden da været ulønnet hjælpepræst i Skejby og Lisbjerg sogne. Foto fra 2008.
Kirsten Nielsen
Af /Ritzau Scanpix.

Da Kirsten Nielsen i 1995 blev professor i gammeltestamentlig teologi og litteratur ved Århus Universitet, blev hun samtidig Danmarks første kvindelige teologiprofessor. Teologien var ikke hendes fag som udgangspunkt. Efter nysproglig studentereksamen fra Svendborg Statsgymnasium i 1962 samt et halvt år som au pair i Genève og et halvt år som ung pige i huset i Risskov begyndte hun at studere fransk og kristendomskundskab ved Århus Universitet i 1963. En kort overgang lod hun sig indskrive som teologistuderende, men alene for at få mulighed for at aflægge examen hebraicum. Med denne sproglige ballast skrev hun speciale om djævleforestillingerne i den sene jødedom. Efter cand.mag.-eksamen i 1970 tog hun pædagogikum ved Århus Statsgymnasium. Hun blev ansat som amanuensis ved Institut for Gammel Testamente med undervisningsforpligtelse over for kristendomskundskabsstuderende i 1971 og var senere samme år med til at oprette Institut for Kristendomskundskab, som hun derefter var tilknyttet. Her deltog hun bl.a. i et projekt om en nyoversættelse af Bibelen fra dette arbejdes begyndelse i 1975 til dets afslutning i 1992.

I 1976 blev Kirsten Nielsen licentiat i teologi på afhandlingen Jahve som anklager og dommer, og i umiddelbar forlængelse heraf blev hun ansat som lektor. Under arbejdet med licentiatafhandlingen havde hendes interesse samlet sig om Det Gamle Testamente som tekst, som litteratur, og denne interesse bar også hendes engagement i de enkelte kvindeteologiske tiltag, der fandt sted på universitetet omkring 1980; hun fandt, at de fleste kvindeteologer var gode tekstlæsere, de så ting, der blev overset inden for de traditionelle paradigmer. Arbejdet med det religiøse sprog i Det Gamle Testamente førte til afhandlingen For et træ er der håb, som i 1985 skaffede hende den teologiske doktorgrad. 1989 blev hun ordineret og har i en årrække siden da været ulønnet hjælpepræst i Skejby og Lisbjerg sogne.

I en periode på et halvt år var hun i 1990-91 tilknyttet universitetet i Kiel som gæsteprofessor. Hun har løbende varetaget forskellige administrative poster og var således dekan for Det teologiske Fakultet 1984-89, i øvrigt som den første kvinde på posten. Desuden har hun bl.a. været medlem af Det Danske Bibelselskabs bestyrelse siden 1987 og medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd i perioden 1990-96. Gennem årene har hun været på adskillige studieophold i udlandet, hvor især ophold i England og USA har inspireret hendes studier af gammeltestamentlig litteratur og teologi. Hun har publiceret flere religionsvidenskabelige og teologiske bøger og artikler, bl.a. Satan – den fortabte søn?, 1991, og Ruth, 1997, sidstnævnte en engelsksproget kommentar i serien Old Testament Library. Formidlingen af det gammeltestamentlige stof rækker også ud over fagteologiske kredse, bl.a. i forbindelse med folkelige foredrag. 1999 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig