Kirsten Munk Nielsen

Kirsten Munk Nielsen kom fra et kultiveret præstehjem og fik en alsidig almen uddannelse. Som ung var hun på højskole, arbejdede som kontorist og tog ved siden af nysproglig studentereksamen som privatist i 1923. Hun aflagde eksamen som lærerinde på Tønder Seminarium i 1928 og blev året efter ansat på Blindeinstituttet på Refsnæs, hvor hun underviste frem til 1934. Herefter var hun kommunelærerinde, først en kort tid i Fåborg og senere i Odense. Inden da havde hun 1932-33 taget både skolekøkkenuddannelsen på Danmarks Lærerhøjskole og et kursus i finere madlavning på Suhr’s Husholdningsskole.

Kirsten Munk Nielsen havde således en bred pædagogisk viden og erfaring, da hun i 1943 fik en krævende dobbeltstilling, dels som lærer og inspektør ved skolekøkkenlærerindeuddannelsen på kvindeseminariet i Ribe, dels som tilsynsførende for skolekøkkenundervisningen ved alle offentlige og private børneskoler uden for København Den sidste stilling havde husholdningsbevægelsens kvinder efterlyst i over 20 år. To år efter blev hun i 1945 tillige medlem af repræsentantskabet for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet. Arbejdet som tilsynsførende var særdeles omfattende, fordi faget ved skoleloven af 1937 var blevet gjort obligatorisk, mens der endnu både manglede skolekøkkenlærerinder og skolekøkkenfaciliteter landet over. Med sit udpræget beskedne væsen beklagede hun sig ikke selv over sin arbejdsbyrde, men Danmarks Skolekøkkenlærerindeforening, oprettet 1942, gjorde flere gange opmærksom på den dårlige normering af stillingen som tilsynsførende, og i 1950 blev den omdannet til en selvstændig inspektørstilling på fuld tid. Kirsten Munk Nielsen slog sig nu ned i København og koncentrerede sig frem til sin afgang i 1968 om den nærmest forcerede udbygning af faget i folkeskolen.

I Kirsten Munk Nielsens vurdering af hver enkelt lærer, hun førte tilsyn med, var der oftest mere ris end ros, men hun var også et venligt menneske, der gav sig tid til at tale med folk, og bag kritikken lå en opfordring til personligt at dygtiggøre sig og følge med tiden. Selv havde hun en moderne indstilling. Hun gjorde op med førkrigstidens fokus på sparsommelighed, ligesom hun fx gerne havde set, at opvasken blev klaret af maskiner, så eleverne kunne anvende deres tid mere udbytterigt. De fysiske rammer for skolekøkkenfaget lå hende meget på sinde, og med inspiration fra studierejser i udlandet arbejdede hun sig i løbet af 1950’erne frem mod en køkkentype, som kunne stå mål med den moderne husholdningsteknologi og de nye pædagogiske metoder, om end hun ofte måtte kæmpe indædt med arkitekterne for at få sine idéer omsat i praksis. Desuden udarbejdede hun undervisningsplaner, der kunne formidle de nye ernæringsteorier til lærerinderne og rådgive om undervisningsmetoder i fagets omlægning fra skolekøkken til husgerning.

Kirsten Munk Nielsen var af natur tilbageholdende, men stillede krav for sit fag, som hun gennem et kvart århundrede viede hele sin interesse og arbejdskraft. I hendes hoved var det ikke fagets arbejdsvilkår og status udadtil, men den enkelte lærerindes uddannelse og dannelse, der stod i centrum. I 1963 blev hun ridder af Dannebrogordenen.