Kirsten Kristoffersen

Kirsten Kristoffersen voksede op i Charlottenlund sammen med en storebroder. Hendes moder blev tidligt ramt af sygdom, og dette kom til at betyde, at Kirsten Kristoffersen fik et særlig nært forhold til sin fader og fasteren Lis Starcke, der tilhørte Retsforbundets inderkreds. I 1955 blev Kirsten Kristoffersen student fra Ordrup Gymnasium, og hun blev cand.mag. i historie og kristendomskundskab i 1963. Hun gjorde hurtigt og målbevidst karriere i den danske gymnasieskole. Hun blev ansat som adjunkt ved Søborg Gymnasium 1963, blev administrativ inspektor og underviste desuden fra 1965 ved Forsvarets Gymnasium. 1971 blev hun studielektor på Søborg Gymnasium. Ved oprettelsen af Statens Pædagogiske Forsøgsgymnasium, Herlev Statsskole, i 1974 blev Kirsten Kristoffersen udnævnt til rektor, en udnævnelse, der ikke overraskede nogen, idet hun allerede da var kendt i gymnasieverdenen fra mange hverv og tillidsposter og respekteret i vide kredse for sit faglige og organisatoriske arbejde. Således var hun medlem af Historielærerforeningens bestyrelse 1967- 75, fra 1969 til 1975 som formand. Hun var medlem af Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) styrelse 1970-72, og formand for Pædagogisk Samarbejdsudvalg under GL 1971-75. Overalt havde hun markeret sig som en utrættelig initiativtager, iværksætter og organisator, engageret, energisk og myreflittig. Også som lærebogsforfatter havde hun gjort sig bemærket. Som lærer var det Kirsten Kristoffersens ambition at lægge stoffet til rette, så alle elever i klassen kunne få optimalt udbytte af undervisningen. Hun krævede opmærksomhed og stor arbejdsindsats af sine elever og mødte dem til gengæld med aldrig svigtende oplagthed og engagement. Som leder af forsøgsgymnasiet fik hun i høj grad brug for sine evner som organisator og administrator og for sin store arbejdskraft. Det var hendes ambition at gøre Herlev Statsskole til landets førende gymnasium i pædagogisk sammenhæng.

Kirsten Kristoffersen vogtede fra den første dag over sin skole og dens omdømme. Hun var ofte at finde på skolen fra tidlig morgen til sent ud på eftermiddagen, hun satte en ære i at kende alle 5-600 elever og at følge med i alt, hvad der foregik i huset. Døren ind til hendes kontor stod altid åben, og hun havde aldrig for travlt til at lytte til elevers eller kollegers problemer og bekymringer. Kirsten, som alle kaldte hende, var skolens ubestridte midtpunkt, samtidig med at hun opfattede sig selv som embedsmanden, der loyalt udførte de opgaver, der blev hende pålagt. Tidens mere oprørske og venstreorienterede tendenser lå Kirsten Kristoffersen fjernt, og hun ønskede ikke, at Herlev Statsskole skulle blive opfattet som en pendant til de nye universiteter, RUC og AUC. Det var et synspunkt, en del af det unge og reformivrige lærerkollegium ikke altid delte, og som kunne betyde diskussioner på skolen, men Kirsten Kristoffersen var i sit es, når der var noget at kæmpe for, hvad enten det var internt på Herlev Statsskole, eller ved møder med kolleger fra andre skoler. Hun skrev mange lange artikler om skolens virksomhed, forklarede omhyggeligt, hvad skolens arbejde gik ud på, altid overbevist om, at åbenhed og gode argumenter måtte kunne overbevise kritikerne. Hun etablerede kontakter til Herlev kommunes folkeskoler, til Danmarks pædagogiske Institut og Statens pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre. Hun arrangerede konferencer, iværksatte studiekredse og rejste sammen med lærerne rundt til gymnasieskoler i hele landet for at præsentere de igangværende forsøg. Intet blev overladt til tilfældighederne, og Kirsten Kristoffersen deltog selv i alt og opnåede takket være sin ihærdighed ofte overraskende resultater. Kronen på værket skulle være de store, gennemgribende strukturforsøg, der blev sat i gang i slutningen af 1970’erne, og som efter manges mening kunne have givet inspiration til en tiltrængt fornyelse af det danske gymnasium. Forsøgene blev gennemført trods store vanskeligheder, men før de var afsluttet, skiftede de politiske signaler. Den nye undervisningsminister Bertel Haarder havde ikke sympati for forsøg og udviklingsarbejde af den art, som foregik på Herlev Statsskole, og i 1986, da alle statsskoler overgik til amtsligt regi, mistede Herlev Statsskole helt sin status som forsøgsgymnasium. På det tidspunkt var Kirsten Kristoffersen allerede alvorligt syg, men hun kæmpede til det sidste for den skole, der var hendes livsværk.

I 1982 modtog Kirsten Kristoffersen Lektor Marie Lønggaards Rejselegat. For hende, der hele sit liv havde elsket at rejse, var legatet en stor opmuntring, og hun nåede, før sygdommen satte en stopper for yderligere rejsevirksomhed, flere store rejser til Østen, to gange til Kina og en gang til Pakistan. I 1987 blev hun ridder af Dannebrogordenen. Kirsten Kristoffersen blev kun 50 år, men hun udtrykte selv før sin død, at hendes liv havde været rigt, og at hun havde nået mere, end de fleste når i et langt liv.