Kirsten Hastrup

Kirsten Hastrup har med sin teoretiske forskning i antropologi høstet international anerkendelse og markeret sig som en af de mest fremtrædende forskere inden for faget herhjemme. Som barn drømte hun om at blive polarforsker. Hun voksede op i skyggen af universitetet, faderen var overlæge, morfaderen professor i fransk på Århus Universitet, og hun var den blandt de i alt fem søstre, der led mest af eventyrerens udlængsel. Det var ikke just med forældrenes velsignelse, at hun efter studentereksamen i 1965 fra Århus Katedralskole og et kort ophold på geografi- og biologistudiet ved Århus Universitet tog til København for at læse et så brødløst fag som etnografi. I 1973 blev hun mag.scient. fra Københavns Universitet på et teoretisk speciale, og året efter fik hun universitetets guldmedalje for en opgave om kvindens placering i antropologien.

I 1968 giftede Kirsten Hastrup sig med kollegaen Jan Ovesen, og de fik i løbet af 1970’erne fire børn. Ofte rejste hun alene med børnene, bl.a. til University of Oxford, hvor hun i 1974 blev optaget for at udarbejde en doktorafhandling. Hun påbegyndte i den forbindelse et feltarbejde i Assam i Indien, men måtte afbryde det, da området blev lukket på grund af politiske konflikter. Et andet problem var, at hendes små børn blev syge under opholdet. Frem for at udskyde projektet valgte Kirsten Hastrup at gå i en helt anden og for faget utraditionel retning: at specialisere sig i Island og dets historie. Hun startede som adjunkt på Århus Universitet i 1976 med planer om et nyt feltarbejde på Island, hun lærte sig sproget og dykkede ned i landets historie. Feltarbejdet lod dog vente på sig, da hun i perioden fik to børn mere, men den islandske middelalderhistorie fascine- rede hende. Hun søgte derfor University of Oxford om lov til at skrive sin disputats på et litterært emne, og 1980 blev hun D.Phil. på en afhandling om Cultural Classification and History with Special Reference to Medieval Iceland, 1979. Dermed brød hun med en tradition, der var fokuseret på empiri og feltarbejde, og som beskæftigede sig med alt andet end Europa. Hendes afhandling om Middelalderen blev desuden del af en ny bevægelse inden for faget, den historiske antropologi, som første gang blev anerkendt i København ved en tværfaglig konference i 1980.

I 1982 tog Kirsten Hastrup til Island for at lave et egentligt, etårigt feltarbejde. Først brugte hun et halvt år på Det Islandske Håndskriftsinstitut, hvor hun beskæftigede sig med Islands historie fra 1400 til 1800, en periode, der aldrig var blevet analyseret som en helhed. Ved at se på hele epoken påviste hun, at det i høj grad var den islandske selvforståelse og selvforvaltning, der var årsagen til det forfald, der fandt sted i perioden. Hermed adskilte hun sig afgørende fra landets egne historikere, der traditionelt har henvist til eksterne faktorer som årsagsforklaring. Resultaterne af dette arbejde dannede grundlaget for hendes anden doktorafhandling, der blev forsvaret 1990 ved Københavns Universitet og gjorde hende til dr.scient.soc. Disputatsen blev udgivet samme år under titlen Nature and Policy in Iceland 1400-1800. Den sidste del af feltarbejdet brugte hun på en gård og i en fiskerlandsby, hvor hun analyserede forholdet mellem historieopfattelse og kulturel identitet. Dette dannede baggrund for afslutningen på hendes islandske trilogi, der omfatter Culture and History, 1985, Nature and Policy, 1990, og A Place Apart, 1998. Med udgangspunkt i sit eget arbejde tog hun desuden initiativ til et bredt forskningsprojekt om Norden, der resulterede i tobindsværket Den nordiske verden, 1992.

Fra 1985 til 1990 var Kirsten Hastrup forskningsprofessor på Århus Universitet, og i denne periode blev hun bl.a. engageret i forholdet mellem teater og antropologi, et engagement, der udsprang af, at Odinteatret i 1988 opførte forestillingen Talabot om Kirsten Hastrups livsforløb. Forestillingen turnerede verden rundt i tre år. 1990 tiltrådte hun som professor ved Københavns Universitet og har her videreført sit professionelle arbejde med teater, bl.a. som arrangør af en stor konference om teaterantropologi. 1996 opholdt hun sig et halvt år i England for at studere den engelske Shakespearetradition. Erfaringerne herfra lagde grunden til et forskningsprojekt, der gennem en analyse af skuespillet i Royal Shakespeare Company når frem til en almen forståelse af menneskelig handling, også på den store, samfundsmæssige scene. Interessen for forholdet mellem strukturer og forandringsprocesser var også baggrunden for, at Kirsten Hastrup i 1998 søgte og fik stillingen som den første forskningsleder på Det Danske Center for Menneskerettigheder. Her er hun både drivkraft og koordinator for den samlede forskningsindsats; selv har hun ikke mindst været optaget af spørgsmålet om, hvordan menneskerettighederne kan omsættes til konkret handling. Kirsten Hastrup har i alt publiceret 21 bøger, heriblandt Etnografisk grundbog, 1980, som hun skrev sammen med Jan Ovesen, og som fortsat anvendes på studiet. Blandt hendes senere publikationer kan nævnes A Passage to Anthropology, 1995, og Viljen til viden, 1999, desuden Siting Culture, 1996, som hun redigerede sammen med Karen Fog Olwig. Kirsten Hastrup har flere gange været gæsteforsker ved University of California, var 1989-93 præsident for The European Association of Social Anthropologists og er desuden bl.a. medlem af The Royal Anthropological Institute of Great Britain, The American Anthropological Association og fra 1999 af Videnskabernes Selskab. Kirsten Hastrup modtog 1992 Tagea Brandts Rejselegat og to år efter Lektor Marie Lønggaards Rejselegat.