Kirsten Dehlholm

Efter at have taget studentereksamen i 1963 uddannede Kirsten Dehlholm sig 1965-66 som tekstilkunstner ved Werkkunstschule i Krefeldt, Tyskland, og 1966-69 ved Kunsthåndværkerskolen i København I 1969 giftede hun sig med digteren Otto Sigvaldi, der udklædt i hendes fantastiske dragter falbød sine bøger fra sit mobile gadeforlag på Strøget. Efter i 1971 at have født sønnen Rasmus arbejdede Kirsten Dehlholm en tid som scenograf, bl.a. i teatergruppen Rimfaxe. Sammen med scenografen Per Flink Basse stiftede hun i 1977 kunstnerkollektivet Billedstofteatret, der virkede til 1985, og hvor hun også medvirkede som aktør. Inspireret af moderne happenings og performancekunst udviklede de temastyrede koncepter for kunstiscenesættelser. Uvante billedvirkninger blev skabt ved i særlige arkitektoniske rum at lade mennesker, der var specielt udvalgt til lejligheden, optræde i stumme eller stivnede tableauer ledsaget af musik, sang eller lydeffekter. Teatrets første forestilling var Gyldne vinger og blå løfter på Charlottenborg, 1977, og siden fulgte flere forestillinger på kunstmuseer, som fx den levende udstilling Påtrængende slægtninge på Glyptoteket 1979. Andre forestillinger fandt sted i Rundetårn, Østerbro Svømmehal, Den Grå Hal på Christiania, på gader eller i landskaber. I teatrets 26 forestillinger, der også blev vist i Danmarks Radios tv-kanal og i udlandet, medvirkede mellem 15 og 200 personer.

I 1985 dannede Kirsten Dehlholm sit eget performanceteater Hotel Pro Forma med sig selv som kunstnerisk leder og instruktør. Også her har hun arbejdet stik modsat det traditionelle tekstbaserede teater, hvorved hun i endnu højere grad har vist, at kultur altid er iscenesat. Med Hotel Pro Forma har hun skabt henved 20 større forestillinger, mest til museer, rådhuse og offentlige bygninger af arkitektonisk betydning, men også til teatre både i Danmark og i udlandet. Hun har krydset principper fra teater, kunst og videnskab, systematisk blandet, faktisk og fiktivt og sidestillet kunstarterne. I sine konceptstyrede samkunstværker har hun modstillet rum, tekst, musik, objekter, lys og forskellige typer aktører på stadig nye måder, men altid i en stram komposition over et tema. Derved har hun skabt uvante samspil mellem kunstnere fra hver sin kunstart. Som figuranter eller aktører har hun ofte valgt mennesker, der er eller kan noget specielt, men ikke er professionelle, og tit indgår også genstande og handlinger, vi normalt ikke forbinder med kunst. Markante temaer har været barndom, kærlighed, identitet, død, afvigelse fra normen og viden om verden. Hendes paradoksale montager rummer ofte filmiske virkemidler. Hun forskyder fx forholdet mellem, hvad vi ser, og hvad vi hører, mellem rum og tid eller størrelsesforhold samt bruger flertydige fordoblinger, spejlvirkninger og optiske illusioner. I flere forestillinger har hun dyrket vertikale rumvirkninger. I Terra Australis Incognita på Nationalmuseet 1986, der havde opdagelsesrejser som tema, så tilskuerne fx i et uvant fugleperspektiv ned på de liggende aktører. Det samme var tilfældet i Hvorfor blir det nat, mor?, 1989, der udspillede sig i den fem etagers høje trappeskakt i hallen til Århus rådhus, hvor tærsklen mellem liv og død iscenesattes som et svimlende kig ned i trappeskakten. I Skyggens kvadrat i Gentofte rådhussal 1992 iagttog man fra oven mytiske scener, bl.a. med medvirken af fem fysisk handicappede. Omvendt brugte hun frøperspektiv, vidvinkel og bevægelige filmprojektioner i Dust [wau!] Støv i Planetariets store biografsal 1995, hvorved tilskuerne fik oplevelsen af at bevæge sig i et uendeligt rum.

Flere af Kirsten Dehlholms forestillinger er også udstillinger. I Æter, 1987, blandedes aktører, genstande og tekstfremførelse. I Carpe Carpe Carpe på skibsværftet Burmeister & Wain i 1989 remsede syv hvidklædte børn voksenlyrik op, mens de udførte stiliserede fysikforsøg. Fact-Arte-Fact på Statens Museum for Kunst, 1991, præsenterede biologiens og genteknologiens uendelige spejlinger, idet tilskuerne blev vist rundt i science fictionagtige udstillingstableauer befolket af enæggede tvillingepar. Hendes ugelange udendørs byforestilling Skibet bro under Holstebro Festuge i 1991 præsenterede et mylder af lokale aktiviteter, men de blev udført på uvant tid og sted og til musik. I Navigare,1996, indviede hun kunstmuseet Arken ved at lade 50 roere ro i takt med store selvlysende årer.

I Hotel Pro Forma har Kirsten Dehlholm anvendt mange typer tekster, ikke mindst samtidig dansk lyrik. Hun har også benyttet velkendte historier, men kun vist brudstykker af dem. Hendes store meditative billedopera over myten om Orfeus og Eurydike Operation: Orfeo fik urpremiere i Musikhuset i Århus 1993. I gråsorte kostumer dannede sangerne skiftende tableauer på en stor og stejl hvid trappe, mens lyssætningen skabte optiske illusioner, der fx lod trappen stå todimensionalt. Til slut sendtes stærke blågrønne laserstråler ud over tilskuerne, der oplevede det, som sank de alle til bunds i havet. Operaen blev siden opført på Det Kgl. Teater i 1997 samt i Jørn Utzons operabygning i Sydney, Australien. Snehvides billede, der fik premiere i Kanonhallen 1994, tog afsæt i Grimms kendte eventyr, og her medvirkede otte dværge. Dobbeltøksens hus/XX, der blev opført i Kanonhallen 1998, spillede på myter om matriarkatet og labyrinten på den græske ø Kreta i minoisk tid. I Kinesisk kompas,1998, indgik kinesisk formsprog, og forfatteren Carsten Jensen optrådte som sig selv.

Kirsten Dehlholm har med sine performances skabt ny og original kunst. Hendes kunstmontager er meditative eller symbolske handlinger, der også konfronterer os med spørgsmålet om, hvad kunst er. De kan være sugende smukke og virke stærkt stimulerende for sanser, sind og tanke, men de kan også fremstå mere køligt konceptstyrede og distancerende og derved mindre medrivende. Selv opfatter hun sig som billedkunstner. Med sin sjældne evne til at digte i rum og i former af stor skønhed, der på en gang er klassisk strenge og surrealistiske, er hun den førende danske performancekunstner og som sådan en suveræn fornyer af dansk teater. Hun har skabt 50 originale projektforestillinger og har vundet stor international opmærksomhed for sine gæstespil i Europa, Japan, Mexico og Australien. Om sit arbejde har hun skrevet mange artikler, bl.a. Apple og Kabbalah i Alle tiders teater!, 1990, og Performance i Ritual & performance, 1993. Kirsten Dehlholm har modtaget en lang række priser og legater, bl.a. Arthur Köpcke-Prisen 1984, Kjeld Abell-Prisen 1989, Eckersbergs Medaille 1994, Tagea Brandts Rejselegat 1995 og Wilhelm Hansen Fondens Store Pris 1998. I 1995 modtog hun den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.