Karoline Rosing

Karoline Rosing blev som stor pige “adopteret” af en præstefamilie Barfoed i Paamiut (Frederikshåb). Dér lærte hun at tale dansk og blev dobbeltsproget. I byen mødte hun danskeren Peter Frederik R., som hun 1862 giftede sig med i Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset), hvortil de var flyttet året før. Omkring 1850 kom geologen og inspektøren for Grønlands søndre inspektorat H. Rink til landet. Han nærede en varm interesse for Grønland og dets indbyggere og ville skabe en gunstig fremtid for grønlænderne, bl.a. ved at give dem mulighed for bedre uddannelse. Han tilbød da det unge par en Danmarksrejse, således at Karoline Rosing kunne få en jordemoderuddannelse. 1865-67 opholdt ægteparret sig i København, hvor Karoline Rosing som den første grønlænder tog den danske jordemodereksamen på Rigshospitalets fødeafdeling. Før hende havde der 1837-38 og 1849 været et par grønlænderinder under uddannelse på Fødselsstiftelsen, men på grund af sproglige problemer blev de kun eksamineret i den praktiske side af jordemodergerningen.

Efter endt uddannelse rejste familien til Sisimiut (Holsteinsborg), hvor de også virkede i udstedet Qerrortusoq. Ægtefællen, der var søn af et kolonibestyrerpar, havde ved sit giftermål med en grønlandsk kvinde afskåret sig fra avancement inden for Den Kgl. Grønlandske Handel (KGH). Den danske administration forsøgte med Den danske Instruks af 1872 at hindre de blandede ægteskaber, idet man mente, at børn heraf havde dårlige muligheder for at klare sig i det grønlandske samfund, fordi de ikke ville blive oplært i det traditionelle fangerhverv. Ægteparret valgte netop derfor at opdrage deres sønner til fangere. Da de ikke fandt mulighederne for drengenes fremtid som sælfangere tilfredsstillende, hvor de boede, søgte de om forflyttelse til Kangaamiut, hvis befolkning var kendt som driftige og dygtige fangere. Anmodningen blev godkendt af KGH, og 1876 kom familien til Maniitsoq (Sukkertoppen) og 1882 til Kangaamiut. Karoline Rosing blev af KGH, der stod for samtlige ansættelser, ansat som jordemoder. Opgaven som jordemoder på et stort udsted var krævende, og på den tid var der ingen læger ansat i kolonidistriktet, den nærmeste var i Nuuk (Godthåb). Som den eneste i området med medicinsk viden måtte hun derfor også påtage sig alt lægearbejdet. Blandt de største opgaver var behandling af vådeskud og amputationer. Desuden uddannede hun løbende unge piger til fødselshjælpere, der skulle virke i bygderne. Et hårdt arbejde for en kvinde, der med sine ni børn blev ophav til den nu vidtforgrenede grønlandske Rosingfamilie.

Karoline Rosings anden store indsats lå på det litterære område. Hun elskede både at læse og at videregive, hvad hun havde læst, og familien abonnerede på danske aviser med føljetoner. I løbet af årene systematiserede hun sin læsning og begyndte at oversætte fra dansk til grønlandsk, idet hun med sin fine håndskrift nedskrev sine oversættelser og sirligt samlede dem i hefter. Hendes grønlandske sprog var levende og nuanceret, men hun holdt længe sit litterære arbejde inden for en snæver kreds. For hele den store familie var hun et livligt centrum, og de nød hendes fortælleevne, når hun efter dagens dont samlede dem omkring sig og fortalte eller oplæste sine oversættelser. Det var et meget populært tiltag, fordi det ellers kun var Bibelen, der var oversat til grønlandsk. Karoline Rosing trådte offentligt frem med sine oversættelser i den grønlandske avis Atuagagdliutit, senere Atuagagdliutit/Grønlandsposten (AG), dengang den eneste avis i landet. Avisen udkom fra 1861 på foranledning af Rink og havde til formål at forsyne grønlænderne med forskelligt læsestof og nyheder fra det store udland. De første mange år indeholdt den stort set kun oversættelser af diverse artikler fra danske aviser. AG udviklede sig dog med årene, og grønlændere begyndte at indsende indlæg. 1886-87 bragtes en anonym oversættelse, og redaktøren kunne stolt fortælle læserne, at han for første gang siden bladets begyndelse havde modtaget et bidrag fra en grønlandsk kvinde. Det var en af Karoline Rosings oversættelser. Herefter havde læserne i mange år glæde af hendes oversættelser af forskellige føljetoner i AG.

Gennem flere slægtled har Karoline Rosings arbejder været i familiens besiddelse. Omkring 1970 tog to af hendes efterkommere initiativ til at samle, hvad der fandtes fra hendes hånd. Med hjælp fra Det Kgl. Bibliotek blev håndskrifterne fotokopieret og omskabt til to store bøger, hver på fem kilo. Det ene eksemplar blev afleveret til familien i Kangaamiut, mens originalhefterne sammen med det andet eksemplar blev overdraget til Landsarkivet i Nuuk.