Karoline Graves

Karoline Graves, folkelivsskildrer, syerske og husmandskone, blev født i et vestsjællandsk håndværkerhjem og levede et slidsomt liv uden udsigt til andet end hårdt arbejde. Efter konfirmationen var hun ude at tjene og lærte desuden at sy. Da hun blev gift og efterhånden fik fem børn, påtog hun sig allehånde bibeskæftigelser, samtidig med at hun sammen med sin mand prøvede at få det ene småbrug efter det andet til at løbe rundt. I 1917 fik ægteparret arbejde som kustoder ved museet i Kalundborg, og efter mandens død i 1926 fortsatte Karoline Graves her til 1929. De fire af hendes børn emigrerede tidligt til Amerika, og sine sidste år tilbragte hun på De gamles Hjem i Ubby.

Når Karoline Graves på trods af udsigterne alligevel blev skribent, skyldtes det den omsiggribende omlægning af landbruget. I takt med denne udvikling blev det traditionelle bondeliv undergravet, hvad der satte skub i hjemstavnsbevægelsen og indsamlingen af folkeminder. Og i denne sammenhæng blev kvinder som Karoline Graves opdaget af de lærde. Almuetraditionen var hun opflasket med, og da hun tillige kunne skrive, fx indsendte hun hvert år et digt til dronningen, blev hun af en avisartikel inspireret til at nedfælde beretninger om gammelt folkeliv i sin hjemegn. I Fra Holbæk Amt, 1919, fik hun udgivet Om “Kongens Møller” og Omegn i gamle Dage, og derefter bidrog hun jævnligt med indlæg i lokale blade og tidsskrifter. Samtidig sendte hun sine optegnelser til Dansk Folkemindesamling, som i 1921 lod Henning Ussing redigere og udgive stoffet under titlen Ved Halleby Aa. Bogen gav Karoline Graves et ry som hjemstavnsskildrer, men selv var hun umiddelbart mest optaget af, at skribentvirksomheden fra 1924 indbragte hende en årlig statslig understøttelse på 300 kr. For en fattig kvinde var det jo luksus at bruge tiden på at skrive.

Imidlertid er Ved Halleby Aa så stærkt beskåret og redigeret, at det er svært at høre Karoline Graves' egen stemme. Derimod er det hendes egen fortællende og mundrette tone, der præger erindringsbogen En Almuekvindes Liv fra 1927. Her får hendes evne til i korte træk at tegne en situation og en skikkelse fri udfoldelse. Skønt hun således skulle kæmpe med de lærde og også med sin egen mand, der var mistroisk over for hendes unyttige skriveri, lykkedes det hende altså at få skriftlig form på sin mundtlige kultur. Hendes eksempel ansporede mange andre almuekvinder til at nedskrive erindringer og folkeminder.