Karna Nilsson

Karna Nilsson udnyttede en af tidens nye muligheder for kvinder og fik en handelsuddannelse på Købmandsskolens Kvindeafdeling, som var blevet oprettet i 1903. Efter endt uddannelse arbejdede hun fra 1910 som kontormedhjælper, senere som prokurist i private firmaer. I 1928 skiftede hun erhvervsmæssigt spor, idet hun blev medindehaver af guldsmedeforretningen Alliance på Store Kongensgade sammen med Elisabeth Jønsson. Fra 1951 til forretningens ophør fem år senere var hun eneindehaver. Det var imidlertid ikke via sit erhvervsarbejde, men gennem sit omfattende arbejde ved siden af dette, at hun øvede størst indflydelse.

I 1917 havde Karna Nilsson meldt sig ind i Kvindernes Handels- og Kontoristforening (KHK), som var blevet stiftet i 1898 under navnet Hegnet af en kreds af kvinder med Emma Gad i spidsen. Foreningens formål var at varetage denne gruppe kvinders faglige interesser, give dem et samlingssted og støtte dem under sygdom. Foreningens økonomiske basis skabtes ikke alene af kontingentbetaling, men i høj grad også af bidrag fra arbejdsgivere, ligesom arbejdsgivere var velkomne som medlemmer. I 1924 blev Karna Nilsson medlem af bestyrelsen, og fra 1926 til 1950 var hun foreningens formand. Hun arbejdede desuden i en 15-årig periode som redaktør af foreningens medlemsblad, ligesom hun havde vigtige poster for andre af foreningens institutioner, fx dens alderdomsfond og dens feriehjem Bjælkestuen i Hornbæk.

Karna Nilsson videreførte og forsvarede den linie, der var blevet lagt fra starten. Forståeligt ud fra den kendsgerning, at hun jo havde erfaringer både som kontormedhjælper og som selvstændig erhvervsdrivende. Samarbejdet med arbejdsgiverne førte uundgåeligt til konfrontation med Dansk Handels- og Kontormedhjælperforbund (HK), som var en ren fagforening, der var oprettet omtrent samtidig med KHK. Diskussionen mellem de to foreninger var led i disse årtiers ofte heftige debat om, hvor den nye og hastigt voksende funktionærgruppe hørte hjemme, fagligt og socialt. Karna Nilsson tog i debatten bestemt afstand fra HKs påstand om, at denne nye gruppe hørte sammen med den egentlige arbejderklasse. I denne afstandtagen var hun på linie med Det Radikale Venstre, som hun havde sluttet sig til, da hun var ung. Hun var medlem af bestyrelsen for Københavns Radikale Venstreforening 1918-36 og opstillet til Landstinget for partiet i 1939. Karna Nilsson underkendte dog på ingen måde HKs indsats. Og da KHK ikke havde nogen arbejdsløshedskasse, accepterede foreningen med tiden, at dens medlemmer samtidig kunne være medlemmer af HK. Hun var enig med HK i, at forudsætningen for, at kvinder kunne få samme arbejdsvilkår og samme løn som mænd, var, dels at de organiserede sig, dels at de fik en uddannelse på samme niveau. Hvor HK imidlertid i lange perioder tabte kvindernes særlige problemer af syne, lå det i sagens natur, at det gjorde KHK aldrig. Selvom foreningen ikke fik den store tilslutning, er der mange vidnesbyrd fra medlemmer om, at dens arbejde blev værdsat.

1917-28 var Karna Nilsson bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds (DK) Københavns-kreds, 1921-28 var hun medlem af fællesstyrelsen og 1930-41 foreningens revisor. I DK tog hun fat på det andet område, der havde hendes livslange interesse: kvinders erhvervsfaglige uddannelse. I 1924 nedsatte DK et udvalg, der skulle arbejde med denne opgave. Arbejdet blev varetaget af Karna Nilsson som udvalgets formand og af borgerrepræsentant Hedevig Matthiesen. Det kom til at omfatte erhvervsvejledning for begge køn, samarbejde med offentlige myndigheder og med skolernes ældste klasser og en omfattende foredragsvirksomhed. At tilbyde unge kvinder erhvervsvejledning og påvirke den allerede igangværende offentlige vejledning på dette punkt var en pionerindsats. En evaluering nogle år senere viste, at arbejdet bar frugt.

KHK flyttede i 1936 sammen med andre kvindeforeninger ind i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsens Gade, som Karna Nilsson var blevet formand for 1929 efter at have siddet i repræsentantskabet siden 1921. Den hidtidige bestyrelse med formanden Gyrithe Lemche i spidsen havde 1929 trukket sig, bl.a. fordi den ikke ønskede at imødekomme et krav fra oppositionen om at ansætte en kvindelig jurist ved projektet i stedet for den daværende mandlige. Med bistand af jurist Ingeborg Hansen og med Ragna Grubb som vinder af den udskrevne arkitektkonkurrence blev Kvindernes Bygning omsider rejst i 1936, efter at have været 40 år undervejs. Karna Nilsson var formand indtil 1942. I 1940 blev hun valgt ind i præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste, som samme år var blevet oprettet af Danske Kvinders Nationalråd. I 1942 bidrog hun til samleværket Kvinden i Danmark med afsnittet Kvinden i Kontorfaget. Af sine samtidige karakteriseres hun som et utrolig arbejdsomt, besindigt og indsigtsfuldt menneske med en særlig evne til at løse konflikter.