Faktaboks

Karin Hammer
Født
28. februar 1943, København
Arbejdsliv
Akademiker, doktor, professor og forsker
Familie

Forældre: afdelingschef Verner Frederik H. (født 1914) og fabrikskemiker Ruth Britta Kragerup (født 1916).

Gift 17. februar 1967 med direktør Niels Jespersen, født 22. august 1943 på Frbg., s. af overlærer Wilhelm Hans J. og overlærer Esther Gerda Clemensen. Ægteskabet opløst 1983.

Gift 12. august 1995 med universitetslektor Helge Dohn, født 20. januar 1942 på Frbg., s. af klinikchef, døvepræst Sigfrid D. og Benedicte Helga Elisabeth Nissen.

Børn: Jan (1967), Lars (1972).

Karin Hammer voksede op i et akademisk hjem i København Faderen var jurist og afdelingschef i Undervisningsministeriet, mens moderen var cand. pharm. og ansat som kemiker hos Ferrosan. Efter i 1961 at have taget studentereksamen ved Gentofte Statsskole læste Karin Hammer biokemi ved Københavns Universitet, hvorfra hun i 1967 dimitteredes som cand.scient. Samtidig opnåede hun et kandidatstipendium ved Institut for Biologisk Kemi B. 1967 var også året, da hun blev gift med cand.polit. Niels Jespersen og fik det første af sine to børn. I 1969 blev hun ansat som amanuensis på instituttet, og fra 1972 var hun fastansat som lektor. På baggrund af sit arbejde med colibakterier blev hun i 1974 tildelt licentiatgraden. Efter en årrække i universitetsverdenen blev hun 1987 ansat som forskningschef ved Chr. Hansens Laboratorium, men følte måske, at hun var kommet for langt væk fra den egentlige forskning. Da muligheden bød sig, slog hun til, og blev som den første kvinde nogensinde i 1988 udnævnt til professor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor hun tilknyttedes Institut for Mikrobiologi.

Karin Hammer fik sin professorstilling på baggrund af nogle meget anerkendte undersøgelser af, hvordan colibakterier regulerer udtrykket af deres gener. Det blev imidlertid mælkesyrebakteriers fysiologi og genetik, der fra da af blev det centrale i hendes forskning. Ved siden af det daglige arbejde som professor var hun således 1991-94 leder af Center for Mælkesyrebakterier, en stor forskningsenhed, hun selv havde opbygget, og som repræsenterede det højeste videnskabelige niveau inden for området. Derudover har Karin Hammer haft en række tillidsposter inden for dansk forskning; bl.a. som medlem af Danmarks Grundforskningsfond, ligesom hun har siddet i såvel Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd 1978-80 og Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd 1990-95. Siden 1998 har hun været medlem af Det Rådgivende Forskningsudvalg for Fødevarer og Ernæring.

Karin Hammer har fortjent opnået position som internationalt anerkendt forsker og skrev sig med sin professorudnævnelse på DTU også ind i de kvindelige akademikeres historie. Drivkraften har været fagligt engagement og store ambitioner, men indfrielsen af de høje mål er aldrig sket på andres bekostning. Hun altid vist ægte interesse for sine medarbejderes trivsel og har også haft forståelse for, at deres familieliv krævede sit. Selv blev hun i 1983 skilt og var i en årrække alene med to sønner, men giftede sig 1995 med psykologen Helge Dohn. Karin Hammer blev i 1989 tildelt forskerprisen fra Direktør Ib Henriksens Fond og modtog året efter Tagea Brandts Rejselegat. 1999 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.

Beskrivelser og portrætter af Karin Hammer

  • Foto i Fr.borgmus., Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig