Faktaboks

Karen Volf
Født
20. juni 1864, Truelstrup, Dåstrup sogn
Død
6. april 1946, København
Arbejdsliv
Fabrikant, virksomhedsejer og bager
Familie

Forældre: gårdejer, møller Søren Hansen (født 1833) og Ane Kirstine Andersen (født 1837).

Gift 27. juli 1890 med konditor, fabrikant Christen Adolf V., født 3. marts 1862 i Kegnæs sogn, død 2. juli 1935 i København, s. af snedkermester Christen Jørgensen V. og Sophie Theodora Hoffmann.

Børn: Anna Sofie Theodora (1891), Olga Marie (1892), Christian Adolf (1894), Harriet (1895), Holger (1896).

Karen Volf
Karen Volf bevarede en stor kærlighed til sit oprindelige konditorerhverv, og i tilknytning til fabrikken indrettede hun derfor et lille konditori, hvor der blev serveret såvel kaffe som chokolade. Hun opnåede den ære, at kronprins Frederik, den senere Frederik 8., sammen med prinsesserne Thyra og Ingeborg samt prins Harald besøgte dem for at bese virksomheden og spise kager. Foto fra d. 24. marts 1946.
Karen Volf
Af /gentoftehistorie.dk.

Kort før sit giftermål i 1890 startede Karen Volf, 26 år gammel, egen virksomhed som konditor i Hellerup. Kapitalgrundlaget var meget spinkelt, og tanken var, at hvis det lykkedes, så kunne hun gifte sig, hvis ikke havde hun fortsat sin fulde arbejdskraft og kunne tjene til sit eget underhold. Konditoriet blev imidlertid hurtigt en lokal succes, og samme år giftede Karen Volf sig med sønderjyden Chr. A. V. Forretningen udviklede sig til et lokalt mødested og blev betragtet som et mønsterkonditori. Efter at have boet og virket to steder på Strandvejen flyttede ægteparret ind i villa Tertia på Margrethevej i Hellerup, hvor virksomheden hurtigt voksede betydeligt. Her kastede Karen Volf sig over fabriksmæssig fremstilling af sand- og honningkager. Snart blev pladsen også for trang her, og næste adresse blev i Kildegårdskvarteret, hvor hun sammen med sin mand opførte et helt nyt og efter tiden meget moderne fabriksanlæg. De nyeste og mest effektive maskiner blev naturligvis indkøbt. Fortsat var det sand- og honningkager, der blev fremstillet, men nu suppleret med små konditorkager og vafler. Karen Volf bevarede nemlig stor kærlighed til sit oprindelige konditorerhverv, og i tilknytning til fabrikken indrettede hun derfor et lille konditori, hvor der blev serveret såvel kaffe som chokolade. Hun opnåede den ære, at kronprins Frederik, den senere Frederik 8., sammen med prinsesserne Thyra og Ingeborg samt prins Harald besøgte dem for at bese virksomheden og spise kager.

Virksomheden var i det hele taget meget kundeorienteret, så det blev bl.a. snart muligt at ringe efter lagkager, småkager og meget andet direkte fra fabrikken, hvorefter det blev bragt frem med en særlig kagebil, der var udstyret med reklamer på siden. Reklame var noget, som Karen Volf meget tidligt fik øjnene op for, og som et led i markedsføringen fik ikke mindst hendes emballage og kagekasser stor betydning. Tvebakker og mange varianter af kiks bar navnet Karen Volf, også dem, der blev til på en fabrik i Hellerup, hvor hendes mand stod for styret. I løbet af 1920’erne og 1930’erne lykkedes det familien at etablere et landsdækkende salg. Datteren Harriet Regnar Jensen og sønnen Holger V. gik ind i virksomheden. Fremstilling af skærekager og småkager har siden undergået en revolution. Det er dog karakteristisk, at navnet Karen Volf fortsat lever videre som et særligt kvalitetsprodukt i branchen. Skærekager og brunkager sælges stadig under hendes navn. På emballagen ses et billede af hende som den effektive, mindre, bundsolide kagebager, iført hvidt forklæde og kappe i håret. Karen Volf A/S er i dag hjemmehørende i Stege, dog uden forbindelse til grundlæggerne.

Beskrivelser og portrætter af Karen Volf

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Gentofte-Journalen, 1996. Konditorlaugets Medlemsblad 7/1939. Louiseforeningens Blad 5/1924.

Tilknytning til organisationer

  • Karen Volf A/S

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig