Karen Strand

Kort tid efter Karen Strands fødsel blev moderen syg, og Karen Strand flyttede derfor med hende ind hos bedsteforældrene, der bestyrede Langtved Færgekro i Hornsherred. Her voksede hun op i naturskønne omgivelser og samlede bl.a. sten og skaller ved Isefjorden. Familien var musikalsk, moderen sang, og morfaderen arrangerede ofte sang- og kammermusikaftener på kroen. Grunden blev hermed lagt til Karen Strands kærlighed til musik, kunst og kunsthåndværk. I 1941 tog hun realeksamen fra Roskilde Katedralskole og kom derefter i huset hos maleren Sigurd Swane og hans kone Agnete. Her mødte hun flere fremtrædende kunstnere, hvilket fik betydning for hendes valg af erhverv. Samme år kom hun i guldsmedelære hos Andersen & Enig i Roskilde, hvor hun fik svendebrev i 1946. Herefter arbejdede hun hos hofjuveler A. Michelsen 1946-47 og hos Just Andersen 1947-54. Gennem mange år havde der været et stort behov for en videregående og mere kunstnerisk guldsmedeuddannelse, hvilket blev en realitet med Guldsmedehøjskolens oprettelse i 1951. Karen Strand var den første kvinde, der blev optaget på højskolen, hvor hun gik indtil 1953.

Karen Strand placerede sig hurtigt som en af fagets bedste smykkekunstnere med arbejder af høj håndværksmæssig- og kunstnerisk kvalitet. Hendes former var enkle, og hun havde stor sans for at udnytte materialernes muligheder. I 1952 fik hun tildelt Det tekniske Selskabs sølvmedalje for unge kunsthåndværkere, og 1953 og 1966 fik hun førstepræmie i Guldsmedefagets Fællesråds konkurrence. 1954-62 var hun ansat hos hofjuveler A. Dragsted. Det første år arbejdede hun i butikken, og udsmykkede bl.a. firmaets 100-års jubilæumsvindue. Dernæst fik hun som opgave at nyindrette værkstedet og blev snart værkfører i firmaet. Hun tegnede og udførte smykker i enkle, ofte naturalistiske former, fx en broche med tilhørende øreclips Strandskal, 1956, og samme år Manchetknapper med forskellige abstrakte mønstre som dekoration samt Halskæde, guld med onyx, 1958, udført som et stiliseret bladmønster. Sideløbende gennemførte hun 1956 den vanskelige diplomeksamen i gemmologi, dvs. ædelstenslære. 1962-71 havde hun eget værksted i Pilestræde og gennem årene 12 lærlinge, der afsluttede uddannelsen, hvoraf 11 fik sølv- og en bronzemedalje til svendeprøven. I begyndelsen arbejdede værkstedet mest med guld og slebne stene, især månestene og opal, fortrinsvis til ringe og halssmykker. Senere blev arbejder med sølv, rå stene og perler den betydeligste del af produktionen. I slutningen af 1960’erne brugte Karen Strand en række slebne norske sten, fx solsten, amazonit og rå pyrit i grøn skifer. Hun fremstillede flere unikasmykker, som farve- og formmæssigt blev udført til den person, der skulle bære smykket. Hun eksperimenterede med materialerne, og det lykkedes hende bl.a. at skabe en helt ny kædetype Serpentinekæden i 1964. Den blev bukket af ti meter guldtråd i ét stykke og de hundreder af små facetter, der opstod, blev poleret, så lyset kunne spille i materialet. På grund af den lette elasticitet kan kædetypen benyttes som låsfri armbånd.

Karen Strand interesserede sig altid for hele kunsthåndværkerområdet og fungerede desuden som formidler af håndværk. På separatudstillingen Stene og smykker i Rødovre Centrum 1966 udstillede hun smykker sammen med rå sten, udlånt fra Mineralogisk Museum, og hendes medarbejdere viste publikum, hvordan et arbejdende stensliberi fungerer. Desuden skrev hun flere artikler om kolleger, bl.a. i Dansk Kunsthaandværk, Haandarbejdets Fremme og Almanak. Gennem mange år havde Karen Strand et nært samarbejde med førende møbelsnedkere, især om indlægning af metal i møbler. Møbelsnedkerne, der havde meldt sig ud af Den Permanente, bl.a. i protest mod salg af industrimøbler, havde i stedet dannet deres egen sammenslutning i 1963. Karen Strand, der var bestyrelsesmedlem i Den Permanente 1968-70 og igen 1975-77, var stærkt medvirkende til, at denne strid fandt sin afslutning. Det fornyede samarbejde blev fejret med udstillingen Ædelt træ og ædle stene i Snedkerhuset 1969, hvor Karen Strand udstillede både rå og slebne stene og krystaller.

I 1971 blev Karen Strand skilt og flyttede med sin samlever Per Sæbö til Sørnes i Nordnorge, hvor hun oprettede et lille værksted. Hun havde fået leddegigt, men formåede alligevel at arbejde videre. I 1973 rejste hun tilbage til Danmark og flyttede ind på faderens plantage i Karlslunde, som hun arvede et par år efter. Hun havde ønsket at realisere en drøm om at skabe en tværfagligt center for dansk brugskunst, men kommunalbestyrelsen hindrede idéens gennemførelse. I stedet købte kommunen grunden, der i forståelse med Karen Strand blev omdannet til park til gavn for områdets beboere. I 1978 flyttede hun og Sæbö til Jersie landsby og i 1983 til Hjelm på Møn. Her fremsatte hun 1987 forslag om at skabe et smykkemuseum på Møn. Tanken vakte interesse, og i 1992 kunne Danmarks Smykkemuseum i Damme indvies.

Ud over smykker udførte Karen Strand tegninger til bogbind, og hun formåede at løse den ellers vanskelige opgave at få side- og rygdekoration til at virke sammen. Hun udførte bl.a. Helbind med guld- og palladiumdekoration, 1952-58, og Videnskabernes Selskabs bryllupsgave Ogier le Dannoys, 1967, til prinsesse Margrethe og prins Henrik. Tillige solgte hun arbejder til Det Kgl. Bibliotek. Karen Strand havde flere større udsmykningsopgaver, fx et stort Alterkors til Solrød Strandkirke, 1982, udført af rustfrit stål og dekoreret med bjergkrystal, lapis lazuli og opal. Til Solrød Bibliotek fremstillede hun et Rundt relief, 1983, med bjergkrystal og passepartout af carraramarmor. Fra 1953 var Karen Strand med på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks udstillinger i ind- og udland. Hun deltog desuden i Smykket i dansk eje på Kunstindustrimuseet 1960, Guldsmeden på Nationalmuseet 1961, International Exhibition på Victoria and Albert Museum i London 1961, Argenterie et Bijoux Danois i Det Danske Hus i Paris 1965, samt verdensudstillingen i Japan 1970. Sammen med maler og grafiker Erik Balle afholdt hun 1977 en separatudstilling på Den Permanente. I hendes sidste år afholdt hun flere mindre udstillinger på Møn, bl.a. på Danmarks Smykkemuseum i 1999. Karen Strand modtog K.A. Larssens Legat 1962, Nationalbankens Jubilæumsfonds Legat 1970 og Bayerischen Staatspreis i 1980. Hun var medlem af Forening for Boghåndværks komité for udvælgelse af årets bedste bogbind og dommer i interskandinaviske bogbinderkonkurrencer i 1971.